Læsetid: 4 min.

Hellige Humboldt

30. marts 1998

"Humboldtske model: universitetsmodel opstillet af Wilhelm von Humboldt i forbindelse med grundlæggelsen af Berlins Universitet i 1810. Modellen lægger vægt på den personlige tilegnelse af viden og dermed det frie studievalg. Et andet hovedpunkt er, at universitetet og dets forskning opfattes som en helhed. Forskning betragtes som en stadig uafsluttet proces, der har et mål i sig selv uden krav om nytte. Det er afgørende vigtigt, at forskningen er tæt knyttet til undervisning. Modellen har op til vore dage været mønster for universiteter i det meste af Europa."
Den Store Danske Encyclopædi

OP TIL VORE DAGE et mønster. Ja, men så holdt enheden mellem forskning og undervisning heller ikke længere.
Hvad den radikale partner i regeringssamarbejdet tilstår som en politisk studehandel, tuskede i sidste uge universiteterne ud af det radikale undervisningsministerium og over til den socialdemokratiske forskningsminister Jan Trøjborg.
Den gensidige irritation over hinandens undervisningspolitiske udmeldinger har været støt stigende mellem de to regeringspartier. Så satte vælgerne Ole Vig af folketingstaburetten, den radikale gruppe blev én mindre, og socialdemokrater øjnede en anledning til at inddrage Undervisningsministeriet som hjemfaldent len. Det radikale degneparti klamrede sig til arvegodset. Niels Helveg Petersen henviste til, at undervisningsministerstolen i SR-regeringer stedse har været beklædt af en radikal.
Smukt og vemodigt, men ikke sandt. I de to første Stauning-Munch regeringer var undervisningsministeren den fnysende socialdemokratiske agitator F. J. Borgbjerg. Først fra 1935 satte de radikale deres egen Jørgen Jørgensen i stolen. Den blev Jørgensen til gengæld siddende så godt som fast i frem til 1961. Som Dirch Passer dengang sagde det i sin monolog Kanonkongen: "Jeg har døbt min kanon Jørgen Jørgensen. Den er så svær at få til at gå af."

NU HAR S og R altså løst det gensidige tændingsproblem af ved at trille universitetsskytset over til forskningsminister Trøjborg. Idet dog Margrethe Vestager fortsat er rette kanonør, når det drejer sig om undervisning og studerende. For at de to ministre ikke skal forvolde hinanden for mange vådeskud, er de sammen med økonomiminister Jelved og statsminister Nyrup sat i en fælles ministeroverkommando.
Det Forenede Studenterråd ved Københavns Universitet synes ikke om universitetsoverførslen til Forskningsministeriet.
"Der er skabt et A-ministerium for det alvorlige, det vil sige forskning og ledelse, mens B-ministeriet bliver Undervisningsministeriet, der kan beholde de studerende," mener rådsformanden Morten Olsen.
Christine Antorini, uddannelses- og forskningspolitisk ordfører for SF er enig. Hun skriver på opinionssiderne i dagens avis:
"... institutionerne bliver splittet i en undervisningsdel og en forskningsdel. På trods af, at universiteterne altid har været kendetegnet ved en forskningsbaseret undervisning. Det støttede den tidligere regering også så sent som oktober 1997 i sin publikation om Fremtidens institutioner for videregående uddannelser."
Den vrede Antorini fortsætter:
"Man har valgt den værst tænkelige løsning. Hvad mener regeringen egentlig med ønsket om mere kvalitet og bedre ressourceudnyttelse?"

REKTOR VED Aarhus Universitet, Henning Lehmann, vælger at være diplomatisk.
"Jeg har bemærket ministerudvalget med statsministeren, økonomiministeren og de to fagministre," siger Lehmann inde i dagens Information - og antyder muligheder for at fravriste det fine udvalg øgede bevillinger: "Der er stor opmærksomhed om forskningen. Det må vi se at få noget godt ud af."
Sagtmodigt ser rektor det som sit job at klinke skårene efter politikerne:
"Vi på universitetet har forpligtelsen til den hellige Humboldt'ske enhed mellem undervisning og forskning. Det er vores opgave."
Men der er andre om budet på hellige Humboldt. I vor weekend-udgave bragte vi en temmelig hovski-snovski fælles erklæring fra Undervisningsministeriets og Forskningsministeriets departementschefer. De skriver:
"At sammekæde rammerne for forskning og undervisning på universiteterne er... en helt normal administrativ opgave, som vi har tænkt os at løse."
Og videre ovenfra og nedefter:
"De ængstelige kan berolige sig ved, at uddannelse og undervisning fra 1. klasse til den specialestuderende på universitetet fortsat koordineres fra samme ministerie-adresse. Eller måske endda hen ad vejen få øje på, at nye sammenhænge dukker op, når universiteterne nu er kommet under samme hat som forskningsrådene og Forskningsministeriets øvrige forskningspolitiske aktører."

VI ÆNGSTELIGE kan altså forlade os trygt på bureaukraterne. Eller kan vi? For den rigtige Humboldt var enheden mellem forskning og undervisning ikke et administrativt anliggende. Det var en forpligtelse hos den enkelte underviser og forsker - i én og samme person.
Den politiske studehandel forstærker tilbøjeligheden til at splitte opgaverne på forskellige grupper: Forskere er sexobjekter, der ombejles af erhvervsliv og politikere. Undervisere, nå ja, sådan nogle skal man jo have.
Det bliver vore universiteter ringere af. For de studerende kan studiets største største tiltrækning - og oplevelse - ligge i at arbejde sig nærmere og nærmere på forskningens frontlinje. Men det kræver lærere, der befinder sig på frontlinjen og kan trække deres studerende med.
Udbyttet går også den anden vej. Inspirationen til ny forskning kan ligge i det dumme studenterspørgsmål, der ikke kan besvares, fordi... Hov! Der var vist noget dér!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her