Læsetid: 4 min.

Helligt vanvid - genbesøgt

Britisk skrutryg, dværgrapper med galaktisk potentiale, ekvilibristiske vinyljonglører og en Che Guevara-fan, der løfter vore pegefingre. Kort sagt: Roskilde Festivalen har igen haft store øjeblikke
3. juli 2006

Det er selvfølgelig en form for sindssyge. Du tager af sted i en fire dages tid med det klare formål at forgifte vitale indre organer, sønderflænse trommehinder, anskaffe dig eksotiske kønssygdomme og hver morgen vågne som kogt hummer i ovnbagt telt. Men vi gør det alt sammen med stor fryd år efter år, når Roskilde Festivalen byder sig til. Hvorfor? Well, det er en lang og snørklet historie. Som jeg skal forsøge at gøre kort - og helt sikkert groft forsimplet.

Den kan begynde med veteranernes genkomst, Manchester-bandet Happy Mondays fredag aften. Det er ikke uden ubehag, at jeg ser den afdankede forsanger eller rettere forsnøvler Shaun Ryder entre scenen. Huen nede om ørerne, skrutrygget som en gammel tante. Men de bange anelser bliver gjort til skamme. Flankeret af det dansende festorgel Bez og omgivet af et gnistrende groovy band bliver arven fra Madchester 1989 genoplivet, og old school-ravet er en realitet. Ryder og Bez er ægte lads, folkelige drengerøve, kluntede blegansigter fulde af selvafvæbnende middelmådighed, der på forunderlig vis forædles til festabe-dna af højeste rang.

Hæsblæsende rapkunst

Landsmanden Mike Skinner alias The Streets viderefører med sikkert showmanship denne tradition for forrygende fejlernæring senere samme aften. Og tidligere på dagen er det en 155 cm lav 20 år ung dame, der også viser sig at være one of the lads. Lady Sovereign fortæller at hun har hår under armene, men ingen røv og finder en ærkebritisk balance mellem uregerlig normalitet og stramt styret originalitet. For tag ikke fejl. Ganske vist transmitterer denne cockney-tøs fra ungdommens umulige uro og lokalbedøvede selvoptagelse, men hun formidler også med dyb koncentration en helt forrygende hæsblæsende, rytmisk radbrækket rap-kunst inden for den britiske hiphop-genre grimes stadigt ekspanderende rammer: Programmeringer inspireret af diverse verdensdeles ghettoer eksploderer således frydefuldt om ørerne på os og denne kommende verdensstjerne.

Immortal Technique har rent tekstligt et helt anderledes bredt udsyn. Født i Peru, opvokset i Harlem, udstyret med en af amerikansk hiphops fineste skarpslebne tunger og med en kompromisløs politisk bevidsthed. Denne lørdag eftermiddag bevidner vi således et drive by-oplysningprojekt. Fra scenen, iført Che Guevara T-shirt, forklarer Immortal f.eks. om sit lands hykleriske Irak-politik over de sidste par årtier, men hævder skam også at han heller ikke er den, man skal stole på: I'm just a fucking rapper, and I'm not gonna be around forever. Nej, men bliv lidt endnu. For sjældent har engagement fundet så varmt, sympatisk og begavet et udtryk som hos denne mester - ikke kun i disciplinen at affyre en ond salve ord, men også i kunsten at få brand i publikum. Som da han beder alle løfte en finger i vejret, hvis de har mistet en elsket eller har en ven i uføre. Og alle strækker en finger i vejret og fejrer det individuelle i os alle sammen. Og gåsehuden breder sig som steppebrand. Det gør den ikke da en anden amerikansk, (ikke helt så) politisk rapper (og mesterlig producer) invaderer Orange Scene lørdag nat. Stjernen Kanye West leverer et sikkert sammenskruet show med korsangere, seks strygere, en harpespiller og en dj. Et kalorietungt, detaljerigt show, hvor man kan overvære West kæmpe sig indædt gennem sine tekster og levere en bundhæderlig og jerndisciplineret arbejdsindsats. Godt. Men ikke mere end det.

100 ideer i minuttet

Den håndspillede analoge musikalitet giver både fredag og lørdag en væsentlig forbedring af show-potentialet i den elektroniske musik. Det er jo basalt underholdende og engagerende at kunne parre den håndbevægelse, man ser, med den lyd, man hører. Og betragtelig sjovere end at se på en mand med hænderne og øjnene limet til en laptop. Et eksempel: Steve Reid svinger sine aldrende mesterlige hænder udstyret med trommestikker over sit trommesæt. Publikum ser det og hører helt forrygende improvisationer. 100 ideer i minuttet, som endda matches af den unge Kieran Hebden og hans park af knapper, ledninger og printbaner. Et forunderligt møde og en befrielse af den elektroniske kreativitet.

Et par andre eksempler: To bands spiller med enorm fingerspitzgefühl udelukkende på pladespillere. Den franske kvartet Birdy Nam Nam og det 12 mand høje belgiske Dj Grazhoppa's Dj Big Band, der byder på soli fra flere af medlemmerne. To forrygende, pletvist ekvilibristiske og endda ofte kompositorisk prægnante demonstrationer af, at pladespilleren for længst er blevet et instrument i sin egen ret.

Og det er vore kroppe også, da den franske house-trio Superdiscount lørdag aften finter et stopfyldt telt ud i de hedenske egne, vi alle jager. Uden mindste blusel affyrer de samtlige tricks i bogen over elektronisk forførelse, og vi er de ualmindeligt villige ofre. Salen eksploderer under nøje koordinerede klimakser, og sammen når vi det så eftertragtede hellige vanvid - dét som festivalen lokker med år efter år. Som jeg personligt ikke vil være foruden. Og som jeg vil besøge igen og igen. Så dette er ikke slutningen på historien.

Birdy Nam Nam og Happy Mondays på Metropol, Lady Sovereign på Odeon, The Streets på Arena, fredag

Immortal Technique på Odeon, Dj Grazzhoppa's Dj Big band og Superdiscount på Metropol, Kanye West på Orange, lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her