Læsetid: 2 min.

'Helst ikke nogen der roder for meget på scenen'

Peter Langdal, Betty Nansen Teatrets kunstneriske leder, ser afskedigelsen af sig selv og sin makker som udtryk for 'djøficeringen' af kulturlivet
4. oktober 2006

Mandagens store overraskelse på teaterfronten var, at makkerparret Peter Langdal og Henrik Hartmann ikke fik lov at fortsætte som ledere af Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. Bestyrelsen for Københavns Teater afslog deres ansøgning og ansatte i stedet den svenske dramatiker Lars Norén. Sammen med sin tidligere assistent Ulrikka Josephson skal han videreføre Betty Nansen Teatret, når Peter Langdal og Henrik Hartmann fratræder.

Peter Langdal er ked af, hvis nybesættelserne er udtryk for samme tendens, som man ser andre steder i kulturlivet, nemlig en 'djøficering', "hvor det nærmest er en diskvalificering, hvis man ved noget om det, man skal lede," siger han. I hans øjne er bestyrelsen for Københavns Teater gået efter "mange kvinder og helst ikke nogle, der roder for meget på scenen selv."

Over for indvendingen om, at man vel knap kan sige, at Norén ikke ved noget om teater, understreger Peter Langdal, at han har den dybeste respekt for Lars Noréns scenekunst, men at han er usikker på, hvor meget man vil komme til at se til den svenske dramatiker på Betty Nansen. Han mener, Norén er hentet ind som alibi for bestyrelsen.

Men når han taler om djøf-icering, hentyder han til det, han ser som den generelle tendens, understreger Peter Langdal.

Bestyrelsen har tidligere udtrykt, at den foretrak ledere, som ikke selv var scenekunstnere, siger han og tilføjer, at han hæfter sig ved, at Nikolaj Cederholm, der netop gik ind for scenekunstnere som ledere, i protest har trukket sig fra bestyrelsen.

Glad og stolt

Peter Langdal var chokeret, men han er ikke egentlig ked af det, siger han. Han er glad for og stolt over, at han og Henrik Hartmann "kan give en guldklump videre". Det han er mest ked af er, at makkerparret må forlade projekter, som de er midt i at bygge op. Peter Langdal noterer sig også, at ledelsen i Københavns Teater øjensynlig ikke selv går meget i teatret:

"Sidst Sten Pade (direktøren. red.) er set på teatret, var i Morten Grunwalds tid," konstaterer han.

Rygtet i teaterkredse om, at makkerparret fra Betty Nansen skal køres i stilling som den næste ledelse af Det Kgl. Teater kommenterer Peter Langdal med, at han holder meget af Det Kgl.

"Men stillingerne er jo slet ikke slået op. Nu skal Henrik og jeg lige sunde os og finde ud af, hvad vi så skal. Og om vi skal lave noget sammen eller hver for sig. Lige nu er vi lidt i et limbo, men ting forandrer sig jo, og på et tidspunkt skulle vi holde op. Det var ikke helt vores timing, men nu skal vi have det sjovt et sidste år og glæde os over den juvel, vi har skabt. Selv skal vi nok klare os."

Henrik Hartmann siger til Information, at han er ked af det, men ønsker ikke i øvrigt at udtale sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu