Læsetid: 4 min.

De helstuderede

26. september 1996

Europas historie begyndte ikke med Edinburgh-forliget. Somme tider fristes man til at indskyde sådan en lille elementær konstatering i den danske Europa-debat. Hermed være sagt, at den politiske debat i Danmark, ikke bare om Europa og hvad dertil hører, men også den dansk-danske debat forekommer underernæret med historie. I hvert fald hvis man sammenligner med et land som Frankrig, hvor der aldrig er langt mellem de historiske referencer i de politiske kommentarer. Men Frankrig er selvfølgelig også et land med første klasses verdenshistorisk stof inden for sine egne grænser - nogle af Oplysningstidens hovedkilder, Revolutionen, Napoleon - og et uhørt dramatisk begivenhedsforløb, mere præget af konfrontation end af en fredelig og fremadskridende udvikling af demokratiet. En positiv side af dette er, at Frankrigs politiske kultur er historisk orienteret, suger næring af Historien.
Det er positivt i den forstand, at ethvert forsøg på at forstå samtiden og den politiske udvikling er håbløst uden historisk perspektiv. Inden for journalistik er det vigtigt at holde sig dette for øje, og det gør man måske mindre i Danmark end i mange andre lande, ikke blot Frankrig. At trække nogle linjer op - om så blot nogle få årtier (eller år!) tilbage i tiden - er også en form for historisk perspektiv, der ofte er nødvendigt.
På denne baggrund er det et glædeligt tegn, at der er taget hul på en debat om historikernes rolle i det danske samfund, kommenteret og tildels refereret af professor, dr. phil. Claus Bryld i Information den 23. september. Fra en "verordnet " synsvinkel og helt på tværs af de polemiske sammenstød om 1968-kulturen og Weekendavisen (hvis redaktion nok er offer for et akut tilfælde af højreorienteret konvertit-fanatisme) er der grund til at ønske en langt større rolle for historikerne, og professor Bryld peger på noget helt væsentligt, når han spørger: "Hvorfor er det jurister og statskundskabsfolk, der skal definere det faglige indhold i mange politisk-historisk debatter?" Mange af de debatter, der burde være politisk-historiske, mangler netop den historiske dimension.

En af deltagerne i den nye debat har beklaget, at den almindelige dansker tilfredsstiller sit historiebehov ved at læse "halvstuderede røvere". Denne betegnelse er vel egentlig objektiv og kan i hvert fald ikke betragtes som nedsættende, når Ebbe Reich Kløvedal og Paul Hammerich nævnes som eksempler. Der findes nogle stykker af slagsen inden for det journalistiske fag, og selv om de ikke alle er på dette niveau, har de en vigtig rolle at spille. Men det er fuldstændig rigtigt, at det ikke er nok at læse de halvstuderede røvere, og her er det, at spørgsmålet melder sig, hvorfor de helstuderede - historikerne - glimrer ved deres fravær.
Et muligt svar er, at "der ikke er bud efter dem", at den danske debat og den danske mentalitet ikke er orienteret i den retning, men med selvtilstrækkelighed og aversion mod "de lærde" koncentrerer sig om overfladefænomenerne, tættest muligt på dagligdagen. Hvilket antyder, at det danske samfund ikke blot er ikke-elitistisk - et demokratisk træk og en god ting, når man sammenligner med f. eks. den franske elitisme - men anti-elitistisk, et populistisk træk. I det omfang dette er svaret på spørgsmålet, er der grund til at sadle om og sige til historikerne med eftertryk: Kom indenfor i varmen, vi har brug for jer! Et andet muligt svar er, at for få af de helstuderede evner at udtrykke sig således, at de kan gøre nytte i den offentlige debat. En sammenligning med Frankrig, Tyskland og de angelsaksiske lande falder heller ikke på dette område ud til Danmarks fordel, når man betragter den mængde af velskrevne og spændende bøger, der udkommer i disse lande mellem år og dag - med historikere som forfattere. Vi har naturligvis brug for historikere - et helt korps - der kan popularisere - i den gode betydning af ordet, d.v.s. uden at forfladige og forvanske. De er nødvendige for at minde om, at historien ikke bare er kompliceret og alvorlig, men også spændende, dramatisk og frem for alt relevant.

Her er vi ved et nøglespørgsmål - det ønskelige i at interessere flest mulige borgere i historien og selvfølgelig først og fremmest de unge, der er arvingerne til denne historiske rigdom og forvalterne af morgendagens samfund. Det hele begynder i skolen. Billedet af historieundervisningens plads i skolen i dag er næppe klart og måske netop under omdannelse. Men den ældre og halvgamle generation hævder ofte at have været vidne til en rystende forringelse af den historiske ballast deres børn har hentet i skolen. Der var en tid, hvor "paratviden" blev fordømt af de toneangivende pædagoger og mange unge med et raseri, der ofte viste sig at dække over den opfattelse, at viden i det hele taget var af det onde, i hvert fald overflødig. Problemet var ikke "åndløst terperi, kongerækker og årstal", for alle kunne blive enige om, at historieundervisningen skulle moderniseres. Problemet var, at man gik i den anden grøft og syntes at give slip på struktur og system, hvad den gamle undervisning havde. Denne diagnose er sikkert for generaliserende, men den antyder, at man smed barnet ud med badevandet
Er det for meget, for naivt at ønske historien en hædersplads i skolen, i samfundet, i den politiske debat? Behøver den danske politiske kultur være underernæret på det område? Hvorfor ikke give den et vitamintilskud gennem en mere levende historisk orientering? Europa eksisterer i kraft af sin historie. Og Danmark ikke bare i kraft af Grundloven, som man taler om hver dag, men også af fænomener som enevælden, bondefrigørelsen, systemskiftet.

B.V. (Børge Visby)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her