Læsetid: 6 min.

Helt konkret

Denne skelnen mellem det gode konkrete og det onde abstrakte i stedet for at tænke fænomenerne sammen dækker formentlig over almindelig nærighed
24. september 2005

Som et af nøgleordene i den nye politiske korrekthed, der i dets magtfulde signalgivning ligner andre ping- og pampersprog, fremtræder konkret som en af de mere markante gloser. Den mest artikulerede neoreaktionære antimodernist, Dansk Folkepartis chefideolog, præstepolitikeren Søren Krarup, anvender konstant ordet som grundelement i agitationen: konkret - af latin: con crescere: vokse sammen eller fortætte som modsætning til abstrakt: trække bort - eller i overført betydning: uden (direkte) forbindelse med virkeligheden.

Der skal ikke herske tvivl om, at det konkrete i den populismens terminologi, som er toneangivende for DF og som formuleres af Krarup, så langt er at foretrække for det abstrakte. Det abstrakte fremstilles altid i modsætning til det konkrete som uvederhæftigt, uden rod i realiteterne, som sværmerisk og derfor foragteligt - desuden farlig for folket og folkesjælen. Det abstrakte, lyder forklaringen, forfører og bedrager helten i eventyret: Det almindelige jævne jordnære menneske, hvis rod netop er plantet i det modsatte af det abstrakte, nemlig i den gode sunde nationale konkrete danske muld.

En lignende modstilling af begreberne også under favorisering af det konkrete, skønt det dengang kaldtes noget andet, kunne iagttages for 40-50 år siden i kunstdebatten. Det abstrakte, non-figurative, fremstilledes i grel modsætning til det rette, det sande, det sunde, det folkelige, det genkendelige, det fortrolige. Den brølende kronhjort var det konkrete og den indiskutable kunst, fordi den viste virkeligheden. Jorn, Bille, Mortensen, osv. malede kun bedrag, som naboens treårige lige så godt kunne smøre sammen med bind for øjnene for ikke at tale om aberne i Zoologisk Have.

Abstraktionen blev principielt og på samme måde som i Hitlers håndfaste afvisning af det abstrakte under samlebetegnelsen Entartet Kunst, opfattet og udskreget som folkefjendsk eller nationalt fordærvende. Kunsten skulle være konkret.

Senere udøvere af den abstrakte kunst, der trods alt ikke kom ud for overgreb som i Hitler-Tyskland, men som dog forlangtes ude af syne, betegnedes ikke alene som kunstnerisk bedrageriske, men også som direkte uvederhæftige personer, der kun var ude på at slå plat på godtroende mennesker og skatteyderne. Den abstrakte kunst blev ydermere fremstillet som et arrogant diktat fra en lille indspist korrupt klike, kulturpaverne dengang kaldet; et motiv der lettere transformeret gik igen i den nuværende statsministers berygtede populistiske ophævelser over smagsdommerne, der ifølge påstanden skubbede almindelige menneskers meninger til side og ville bestemme godt og skidt.

Af den gamle vrede over den abstrakte kunst fremstod rindalismen i en bred protest mod udtryksformer, som siden fik yderligere mæle i Venstre. Men langt stærkere i Glistrups kulturfjendske bevægelse og siden i Dansk Folkeparti, hvor protesten imidlertid efterhånden er dæmpet ned, hvad angår i hvert fald billedkunsten. Det sidste hænger utvivlsomt sammen med den honnethed, der nu til dags forbindes med (kostbare) abstrakte malerier, der jo alene i kraft af deres værdi betragtes som anerkendt kunst og dermed del af de nationale værdier - måske en dag ligefrem kanon. Selv dronningen maler nu og da billeder der ikke 'forestiller' så meget, men mere er - nå ja, forsøg på abstraktioner. Abstraktionen blev med andre ord stueren, reproduceret til kvadratkilometervis af parcelhusmurstensvægge, hvor Picasso og Mondrian, Klee og Kandinsky kom til at dele plads med Bagge og Krøyer.

Konkret er godt

Ikke desto mindre er det lykkedes at opretholde mistroen til begrebet abstraktion - nu med nationalpolitisk indhold. I Krarups terminologi går der således en skarp skelnen mellem såkaldte globale sværmeriske abstraktioner og konkret solid fædrelandsvirkelighed. Danmark er det konkrete land, hvori konkrete danskere konkret bor i deres konkrete virkelighed, som er den konkrete hverdag rammet ind af Danmarks konkrete historie i 1.000 år med konkret kristendom og kongerækken så konkret som den jord, hvori danskerne slægtled efter slægtled stedes til hvile under konkrete kors på konkrete kirkegårde. Det konkrete er det gode. Det modsatte af det konkrete er det onde. Og det modsatte af det konkrete er som rigeligt antydet abstraktionen, altså er alt andet end det konkrete. Sort og hvidt.

I og med at den konkrete jævne dansker har dette konkrete forhold til det konkrete Danmark, kan han i sin konkrethed ikke også have et forhold til Europa eller verden, som er abstrakt, fordi Europa og verden ikke er konkret i den konkrete hverdag, men - abstrakt.

Tankegangen afdækker selvsagt det rene vås og et snæversyn, som sikkert udspringer af et ærkeprovinsielt temperament, der ikke har været ud og rejse og ej heller rummer evnen at løfte sig ud over denne påståede konkrethed. Hvis man virkelig følger tankegangen og deler verden i det konkrete og abstrakte, det nære og det fremmede, er der jo ikke megen forskel på en given danskers konkrethed med hensyn til Danmark og samme danskers konkrethed over for Malmø, hvor vedkommende jævnligt opholder sig, går i teatret, køber bøger har venner, etc. Er først denne øvelse forstået, kan enhver efter behov udvide reviret og gøre Europa, europæisk kultur og verden konkret. Rent bortset fra at det danskes konkrethed udspringer af den europæiske konkrethed, og det er absurd således, at ville skelne mellem skæg og snot.

Grænsen går ved Kruså

Med andre ord dækker denne skelnen mellem det nære og fjerne kun over almindelig upåvirkelig åndsforsnævring maskeret som noget fint fædrelandskærligt og kristendomskorrekt. I øvrigt må det immerhen forlyste en ugudelig sjæl, når absolutistisk religiøse folk påberåber sig trosgrundlaget som det konkrete. Den konkrete kristendom bliver svær at forklare marsmændene: En mand født af en jomfru sagde han var Guds søn, og at der kun var én gud, hans far og altså også ham selv, der var sønnen og så for resten også helligånden, der havde ordnet det med hans mor; og siden blev guds søn henrettet og stod op fra de døde og fór til himmels igen, og en dag kommer han igen og dømmer levende og døde. Skide konkret!

Denne vanvittige skelnen mellem abstraktioner og konkretheder får politisk ben at gå på i den farlige afvisning af en mere omfattende og praktisk næstekærlighed, hvor konkretisten afviser menneskerettighedernes hævdelse og humanistisk hjælpearbejde som abstrakt og gerningsretfærdiggørelse.

Sagt på en anden måde: Hvis man iværksætter hjælp til den fjerne næste og ikke kun koncentrerer sig om den nære, bliver hele bestræbelsen til sværmerisk abstraktion i modsætning til at hjælpe den konkrete næste i stuen ved siden af. Hvor grænsen for nær og fjern sættes er uklar, men i hvert fald går den ved grænsen ved Kruså.

. Med god samvittighed kan man nægte at yde en skærv til verdens lidende masser og i Luthers navn glæde sig ved sin afvisning af at gerningsretfærdiggøre sig selv. I samme åndedrag kan man med fed samvittighed finansiere skattelettelser ved at nægte u-landsbistand, fordi penge til de fjerne fattige også er rene abstraktioner. Man kan jo ikke personligt kende hver haleneger, som disse penge tilfalder.

Denne råhed i tankegangen afslører, uden at overraske nogen, at konkretisten aldrig selv i sine livsskabte dage har forsøgt sig i bistandsbranchen: Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp eller Amnesty, hvor indsatsen, selv den mere beskedne af slagsen, så at sige med det samme sætter den ydende i forbindelse med hin enkelte nødstedte, som er et konkret lidende menneske. Sådan er det også med det sociale og så videre og så videre.

PS. Pastor Krarup beskrev forleden i Information statsministeren som dygtig og markant. Dette må henregnes til det abstrakte. Det konkrete er statsministerens kreative bogføring. Nu undsiger den dygtige og markante dertil konkret sin socialminister, der blot siger det samme om lighedens forbandelse, som statsministeren selv skrev side op og side ned i sin bog om minimalstaten. Helt konkret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Britta Hansen
  • Niels Duus Nielsen
Lise Lotte Rahbek, Britta Hansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birte Strandby

'Det konkrete Danmark' er et fedt udtryk. Ikke blot får det os til at slappe af med hensyn til den globalisering der får os alle til at leve i samme landsby. Oven i købet kan det oversættes til The Concrete Denmark - altsåBetonDanmark, der jo klart kan ses som et billede på vores mentale modtagelighed, når det gælder klima, miljø og problemer i andre lande. Og så er beton jo et af vores mere klimafjendtlige produkter. Rent metaforisk er 'Det konkrete Danmark' en ren genistreg.