Læsetid: 8 min.

Et 'helt kortvarigt' brud

Det var i orden, at danske soldater i 2002 overdrog 31 tilbageholdte afghanere til amerikanerne, selv om fangerne i værste fald risikerede dødsstraf. De danske soldater havde nemlig ikke 'selvstændig jurisdiktion', forklarer Forsvarsministeriet. 'Meget mærkeligt argument,' mener forsvarsretseksperter
20. januar 2007

Skal danske soldater under en krigsindsats overholde menneskerettighederne? Ja, vil de fleste sikkert svare.

Gælder menneskerettighederne så hele tiden? Igen vil de fleste sikkert mene ja.

Sådan ser man ikke nødvendigvis på sagen i Forsvarsministeriet. Tværtimod mener ministeriet åbenbart, at der godt kan være korte episoder, hvor danske soldater ikke sådan 100 procent skal overholde meneskerettigheder-ne.

Lyder det mærkeligt? Så læs videre her:

En sådan episode indtraf ifølge Forsvarsministeriet den 17. marts 2002 klokken cirka 22.00 zulu (fælles tidsreference for alle styrker uanset tidszone), da to patruljer med danske specialsoldater som et led i en amerikansk ledet operation tilbageholdt 31 afghanere under et angreb på en koranskole omkring 50 kilometer nordvest for Kandahar, hvor afghanerne lå og sov med deres våben. De tilbageholdte fik, i øvrigt uden at der blev løsnet et eneste skud fra de danske soldater, strips (plastichåndjern) på. Derefter blev de ført ud af bygningen og bevogtet langs med husmuren, mens deres håndvåben, raketstyr, granater, magasiner og ammunition blev beslaglagt.

Venligtsindede afghanere

Fem timer efter operationens start havde danskerne - efter besked fra den amerikanske fører af operationen - kørt de 31 afghanere til Camp Kandahar, hvor de med hætte over hovederne blev overladt til de amerikanske for-hørsledere i lejrens Detention Centre. De tilbageholdte blev løsladt to-tre døgn senere, da de viste sig at være venligtsindede styrker. Dog kunne flere af dem efter løsladelsen til en amerikansk journalist fra Associated Press den 21. marts 2002 berette om en ret så hårdhændet behandling fra amerikanernes side: slag, spark, tvangsklipning og -barbering osv.

Det ligger fast, at det var de danske specialstyrker, der tilbageholdt de 31 afghanere. Det bestrides ikke af Forsvarsministeriet. Derfor skulle de danske soldater også fotografere dem og tage dna-prøver fra deres hår, inden de blev overladt til amerikanerne. Når det alligevel ikke skete, er forklaringen den beklagelige, at de to danske patruljer ved aktionen fangede flere afghanere, end de på forhånd havde grej med til at få registreret.

Ifølge Forsvarsministeriet er det dog hævet over enhver tvivl, at en sådan registrering burde have fundet sted. Ministeriet skriver således i en 22 sider lang redegørelse fra december 2006 om de tilbageholdte i Afghanistan, "at der ikke er gennemført registrering af de tilbageholdte, som der burde, og at der i konsekvens heraf aldrig har været et dansk register fra denne operation".

Som tilbageholdelsesmagt var det altså vigtigt for de danske soldater at have et præcist overblik over, hvem de overlod til amerikanerne, om end det på grund af praktiske fejl ikke blev etableret ved denne lejlighed.

Ifølge det magtanvendelsesdirektiv, som Forsvarskommandoen havde fastlagt for Task Group Ferret havde de 31 afghanere ret til at blive behandlet som krigsfanger. Ferret var kodenavnet for de danske specialsoldater og er det engelske ord for det lille rovdyr, som på dansk hedder en fritte.

Den danske fortolkning af menneskerettighederne indebærer desuden, at fangerne ikke under nogen omstændigheder må udleveres til andre lande, hvis de risikerer dødsstraf eller tortur. Kunne en sådan skæbne i værste fald være blevet en realitet for en eller flere af de 31 afghanere? Svaret kan meget let være et ja. Hvis nu en af de 31 afghanere havde vist sig at være en stor fisk, f.eks. et højtstående medlem af Taleban, så var det absolut en mulig risiko.

Næsten to måneder før de danske specialsoldater blev fløjet til Afghanistan som det danske bidrag til Operation Enduring Freedom, havde USA's præsident Bush offentligt udsendt en såkaldt Military Order. Ifølge denne ordre, som allerede i november 2001 blev heftigt kritiseret såvel i den amerikanske som i den danske offentlighed (bl.a. i ledere i Berlingske Tidende og Politiken), kunne fanger taget i krigen mod terror retsforfølges ved hemmelige amerikanske militærdomstole, hvor juryen består af amerikanske officerer. Der ville ikke være ret til appel, og den mistænkte kunne dømmes til døden. Og som præsident Bush skrev i sin militære ordre:

"Det er ikke praktisk muligt at forlange, at en terrordomstol skal følge de samme juridiske regler og de samme principper for bevisførelse, som gælder ved en kriminalret."

Bush' militære ordre er i øvrigt ikke nævnt med et eneste ord, hverken i folketingsbeslutningen fra efteråret 2001 om at sende specialstyrker til Afghanistan eller i Forsvarsministeriets redegørelse fem år senere, fra de-cember 2006, om de afghanere, som danskerne tilbageholdt. Ministeriets redegørelse kom som svar på de anklager, der blev fremsat i tv-dokumentaren Den hemmelige krig.

Ingen dansk jurisdiktion

Ifølge tv-dokumentaren fremgår det også af magtanvendelsesdirektivet for TG Ferret, at tilbageholdte efter tilladelse fra den danske styrkechef kan overlades til foresatte myndigheder, dvs. amerikanerne og dermed også det amerikansk ledede Detention Centre i Camp Kandahar. Men de 31 afghanere blev overladt til amerikanerne, uden at de danske soldater på forhånd havde sikret sig deres identitet. Det kunne f.eks. være sket ved tilbagekomsten til Camp Kandahar inden overdragelsen til amerikanerne. Og vel at mærke blev de 31 afghanere overdraget, uden at de danske soldater på forhånd kunne vide, hvad der ville ske med fangerne, når først amerikanerne fik fingre i dem.

Hvordan lyder Forsvarsministeriets forklaring på dette åbenlyse problem? Så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorvidt danske soldater skal overholde menneskerettighederne hele tiden - eller om der kan være kortvarige epsioder, hvor det ikke er nødvendigt. Herom skriver Forsvarsministeriet i sin redegørelse fra december 2006, at danskernes tilbageholdelse af de 31 afghanere var "en hel kortvarig tilbageholdelse", hvorfor der ifølge ministeriets vurdering ikke var "tale om selvstændig dansk jurisdiktion i forhold til de pågældende".

Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, menneskerettighederne binder kun stater inden for deres eget jurisdiktionsområde. I modsætning til Genèvekonventionen, som gælder over alt, dvs. ligegyldigt hvor på kloden danske soldater går i krig, så gælder forpligtelsen for danske soldater til at overholde menneskerettighederne og specielt ikke udlevere personer til mulig dødsstraf, kun dér, hvor Danmark har selvstændig jurisdiktion. Det vil sige på dansk territorium samt i eventuelle landområder, danske soldater holder besat - og derudover også for personer, som er i dansk varetægt!

Men ifølge Forsvarsministeriet var den danske tilbageholdelse af de 31 afghanere så kortvarig - fire-fem timer - at de danske soldater ikke nåede at få selvstændig jurisdiktion. Dertil kommer, at de danske soldater indgik i en integreret struktur med amerikanske soldater. Derfor var det ifølge ministeriets redegørelse uproblematisk at overlade de 31 fanger til amerikanerne, fordi danskerne under denne aktion åbenbart fungerede som en slags bydrenge for USA på timebasis.

Hvis de danske soldater havde haft jurisdiktion over de 31 afghanere, ville overleveringen til amerikanerne have været i strid med menneskerettighederne. Af den enkle grund, at afghanerne i værste fald risikerede dødsstraf. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor Forsvarsministeriet i redegørelsen argumenterer så voldsomt imod dansk jurisdiktion.

Ministeriets opfattelse deles imidlertid ikke af to eksperter i folkeret.

"Efter min opfattelse må det være dem, der tilfangetager personer, altså dem, der lige nu og her bestemmer, hvad der videre skal ske med fangerne, der har jurisdiktion. Og det var i situationen de danske soldater. Så er det principielt ligegyldigt, om der er tale om få timer eller en måned," siger Peter Vedel Kessinger, ph.d.-stipendiat i folkeret ved Københavns Universitet og Institut for Menneskerettigheder.

"Spørgsmålet om jurisdiktion er ganske vist et omdebatteret emne. Men jeg synes nok, at Forsvarsministeriet på dette punkt i redegørelsen er noget uklar i sine formuleringer," tilføjer han.

Han bakkes op af Jens Elo Rytter, lektor i folkeret samme sted:

"Ministeriets argumentation lyder meget mærkelig på det punkt. Min opfattelse er den enkle, at når man tager personer, så har man også jurisdiktion."

Både Peter Vedel Kessing og Jens Elo Rytter peger i øvrigt på, at spørgsmålet om dansk jurisdiktion eller ej kun har relevans for spørgsmålet om at udlevere personer til risiko for dødsstraf.

Letter argumentation

Anderledes er det altså med Genèvekonventionen, der gælder over alt og altid for danske soldater. Som trænet officer vidste lederen af de danske specialsoldater i Afghanistan, chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant Frank Lissner, derfor, at en stat ifølge den 3. Genèvekonventions artikel 12 kun må overdrage fanger til en anden stat, hvis denne stat både har vilje og evne til at behandle fangerne korrekt.

Lissner og de danske specialsoldater har i øvrigt individuelt ansvar for, at krigens love bliver overholdt, siger den amerikanske folkeretsekspert Gabor Rona til Information.

"Det er soldaternes opgave at kende til Genévekonventionen og såfremt de havde mistanke om, at amerikanerne ville krænke krigens love - at de kunne blive mishandlet - og danskerne samtidig var i stand til fysisk at hindre udleveringen af afghanerne til amerikanerne, så skulle det ikke være sket," siger Rona, der i en årrække arbejdede for det Internationale Røde Kors' juridiske afdeling i Genéve.

"Det er klart et brud på Genèvekonventionen. En domstol ville ikke acceptere argumentet, at de danske soldater teknisk set var under USA's kommando. Deres ansvar er individuelt, men det er da muligt, at det ville være en formildende omstændighed i en eventuel retssag mod de danske soldater," mener Rona, der i dag arbejder for Human Rights First i New York.

Men umiddelbart fik Bush' Military Order fra november 2001 ingen konsekvenser for de danske soldater, selv om Danmark ikke forud for Operation Enduring Freedom i første halvår af 2002 havde en aftale på plads med USA om, at overladte fanger ikke måtte risikere dødsstraf.

Som sagt er Bush' militære ordre, der lægger op til militære standretter med dødsstraf, slet ikke nævnt i Forsvarsministeriets 22 sider lange redegørelse. Denne bevidste udeladelse gør det nok noget lettere for ministeriet at vurdere, at Danmarks og USA's forskellige fortolkninger af Genèvekonventionen kun angår "relativt mindre væsentlige spørgsmål".

Derfor - er logikken i Forsvarsministeriets redegørelse - behøvede oberstløjtnant Frank Lissner fra Jægerkorpset som dansk styrkechef heller ikke forud for overdragelsen af de 31 fanger til amerikanerne at bekymre sig synderligt om USA's vilje og evne til at overholde Genèvekonventionen. Ifølge Forsvarsministeriet var den betingelse nemlig på forhånd opfyldt, "selv om de stater, der anvender konventionerne, kan have til dels forskellige opfattelser af visse tvivlsspørgsmål", som ministeriet skriver i sin redegørelse næsten fem år efter begivenhederne.

Se også Informations kronologi om den danske indsats i Afghanistan på:

www.information.dk/doks/Afghanistan

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu