Læsetid: 3 min.

Helteløse

12. september 1998

GRÆKERE, FORDUMS i tid, forstod sig på menneskelig guddom: Guderne skabte de ud fra sig selv. Olympens førstefamilie var - med fader Zeus i spidsen - en lysten, stridbar og hævngerrig skare.
Modsat er kristendom bygget om et ædelt, efterstræbelsesværdigt ideal. Paven udnævner stadig helgener. Vi andre leder efter dem.
Kan man overhovedet vokse op uden forbilleder? Mor og far er de første - forældreskabets tunge byrde. Sidenhen følger, hvad skoler byder på. Slægtled har skrevet stile om foregangsmænd (og enkelte -kvinder): "Allerede under H. N. Andersens tidlige år i Nakskov viste han de evner, som..."
Skuespillere, sangere, sportsidoler, sågar enkelte politikere kommer til blandt de stjerner, vi styrer efter gennem unge år. Og så på et eller andet tidspunkt... tjah, så begynder vi at miste barnetroen. Vi bliver klogere.
I 1920'erne vakte det skandale, da Poul Henningsen i en revy indlagde et optrin, hvor en person blev overmandet og ført ud af scenen, efter vedkommende havde råbt ordene:
"Jeg vil sige sandheden om H. N. Andersen!"
Den sandhed kendte publikum åbenbart også.

ALLIGEVEL VIL VI godt beholde troen på nogen, bare lidt. Deri ligger den pinagtighed, der kan snære mennesker i USA - og udenfor - mens præsident Bill Clintons eskapader og benægtelser lægges ud i det offentlige rum.
De, der formår at vriste sig fri af den løbende formidling af detaljerne, kan gå i biografen og se det sjælelige dilemma udspillet. Filmen Præsidentkandidaten viser det: En yngre sydstatsguvernør er karismatisk, siger ting, der giver folk håb om, at politik kan bruges til noble formål. Men han har personlige brister, herunder en trang til at markere mandig handlekraft ved disciplinen ægteskabeligt sidespring. Han lyver om det; måske også om andre ting. Er han alligevel værd at knytte sine forhåbninger til?
John Travolta løfter rollen over at være en Clinton-parodi. Faktisk er han bedre til rollen Clinton end Clinton selv. Og så har Travolta fordelen af samtidig at være Travolta. Det har Clinton ikke.
At Grease-idolet Travolta legemliggør skrøbeligheden hos de nu midaldrende "store årgange" har sin egen ironi. Den forstærkes af, at filmens instruktør, Mike Nichols, i 1967 fik sit store gennembrud med filmen Fagre Voksne Verden, hvor Dustin Hoffman som den unge Benjamin - til Simon & Garfunkels vemodige strofer - med undren kigger ind i de midaldrendes fordærvede verden. Sådan vil han aldrig blive. Nej vel?
Herhjemme havde Klaus Rifbjerg og Leif Panduro for en generation siden fat i samme tema: De unge, der famlede, og de ældre, der var gået vild, men lod, som om de havde nået målet.

SIKKEN SUPPEDAS. Inden vellystig forargelse oversvømmer den ganske verden, må det være på sin plads at minde om, at kun få deltagere i erotiske eventyr vil bevare glansen, hvis udfoldelserne og efterfølgende tildækningsforsøg gengives i undersøgelsesdommeres rapporter og medieklip herfra. Gud skåne os da for det!
Medierne gør livet surt for postmoderne helte. Først bygger de dem op til mere, end noget menneske kan være - og så afslører de dem.
I 1930'erne og 40'erne kårede amerikanske aviser år efter år Eleanor Roosevelt som "en af USA's mest beundrede kvinder". Nu ved vi fra nidkære biografier, at hun var en skrækkelig mor for sine børn, og at hun plagede sin mand, Franklin - en af de mest beundrede mænd - med nag som følge af en utroskab, hun aldrig tilgav ham. Men tager det noget væk af det lysende skær, som de to kaster over amerikansk politik i dette århundrede?
Hvis Roosevelternes personlige svagheder var blevet blæst ud for samtiden, var de næppe nogensinde kommet til at lyse.
Skal vi sætte heltene op på loftet sammen med julenissen? Erkende, de er gjort af samme stof?
I maj 1940 lod Poul Henningsen en af dansk histories myter - Dyveke - i krop af Liva Weel synge om forgudelsen:

Hvornår vil I selv forstå,
de store er liså små
og dumme som I? De løftes bare op
af jer på berømmelsens top.
Kan I ikke la den ligge,
den drøm, som fylder jer:
Gudinde var jeg ikke.
Jeg var som I er. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu