Læsetid: 3 min.

Den hemmelige opera

18. september 2001

UPS! – SHHH! Bølgerne gik højt, og borgmester Søren Pind benyttede lejligheden til at kalde modstandernes argumenter for noget indskrænket vås. I den forgangne uge havde Købehavns Kommune nemlig inviteret til oplysende borgermøde om lokalplanen for en ny operabygning – kun en challuptur fra Amalienborg.
Der har ganske vist ikke været fremlagt tegnede skitser til opera-alternativer, hverken på Holmen eller andetsteds i Københavnsområdet. Mulige alternativer i offentlige diskussioner om vedtagelse af bygge- og anlægsplaner er ellers en af hovedtankerne bag den danske planlov.
Men det er A.P. Møller Fonden magtpåliggende, at gaven gives uden bytteret. Og som privat byggeri er opgaven heller ikke underlagt EU-regler om offentlig arkitektkonkurrence, uagtet at bygningen siden bliver overdraget til offentlig drift.
Derfor kan bygherre Møller indiskutabelt vælge Henning Larsen som bygmester, og udpege Dokøen over for Amalienborg som byggegrund. Fordi han selv har købt den. Hvis ellers Borgerrepræsentationen efterfølgende giver ham lov at bygge de mange kubikmeter opera i stedet for de tidligere vedtagne boligarealer.

HM...SHHH! Den overordnede beslutning om, statsligt at tage imod operahuset som gave fra A.P. Møller og Hustrus Fond, har heller ikke stået til offentlig diskussion. Kulturministeren og statminsteren foretog ganske vist sonderinger forud for det fuldtonende ja til gaven – i disse uger for et år siden. På ganske få dage skulle eksempelvis Akademirådet som statens rådgiver i æstetiske spørgmål tage stilling til projektet. Men i al hemmelighed.
Rådet (og med den korte frist nok først og fremmest rådets arkitektmedlemmer) anbefalede loyalt Larsens arkitektoniske løsning, men tog visse forbehold hvad angår forholdet til omgivelserne – både Holmen bag og Amalienborg foran, på den anden side af vandet.
Her burde »indskrivningen« af en ny bygning i den historiske helhed »afstedekomme en langt dybere diskussion, end projektets stade og tidsplanen giver mulighed for« – skrev Akademirådet til stats- og kulturminister i starten af september 2000, forud for regeringens hastige beslutning om at sige ja tak til donationen.
Men Møller-fonden har ikke, hverken før eller siden, publiceret alternative skitser fra Henning Larsens hånd. Placeringen i Amalienborg-aksen, med front mod vandet og ryggen mod Holmen, har ikke stået til diskussion, i alt fald ikke offentligt og på synligt grundlag. Heller ikke det alt for store tag over operahusets ankomsttrappe og forskellige dele.
Hvad tjener al denne hemmelighed til? Formentlig at undgå en diskusssion, som i sin tid om den halvkongelige Amaliehave, også en Møller-donation. Men det er ikke desto mindre en lignende diskussion
offentligheden nu står i, og igen uden synliggjorte alternativer eller tydeliggjorte konsekvenser.
En grundig vurdering af den store nye bygnings indvirkning på det arkitektoniske miljø, nærpå og langt ud i havnerummet, er direkte søgt undgået af både arkitekten, bygherren og Hovedstadens Udviklingsråd. Findes ikke fornødent...

SHHHHH..? Kulturministeriet foretog i slutningen af 1990’erne en opregning og vurdering af placeringsmuligheder for et nyt operahus, dengang Teaterfuglen på Kgs. Nytorv endegyldigt var skudt ned. Men den logeagtige Mærsk-procedure afløste en videre offentlig placerings-diskussion. Om trafikale forhold og om mulige symbiosevirkninger i byudviklingen.
Hemmelighedskræmmeriet, selv blandt ansvarlige ministre og embedsmænd, må tilskrives skrækken for, at Møller-fonden kunne tænkes at fortryde donationen, hvis frisk sømandsskab tæres af alt for megen bøvl og kritik.
Og hvad angår trafikken til og fra er den delikate sandhed nok, at en opera på Holmen af embedsmænd og ejendomshandlere betragtes som en kærkommen anledning til »på sigt« som det hedder – at få vedtaget den havnetunnel mellem Den lille Havfrue og Refshaleøen, som ingen rigtig tør tale politisk korrekt om.
Da Københavns Kommune i 1999 indbød tre arkitektfirmaer til at give skitsemæssigt bud på udviklingen i forskellige dele af Københavns Havn, anbefalede Henning Larsens tre noget nær uspecificerede offentlige monumentalbygninger i Inderhavnen.
Hvem der næsten samtidig i al hemmelighed har hvisket »Operahus på Dokøen!« i øret på hvem – arkitekten i øret på grundejeren eller grundejeren i øret på arkitekten – er fortsat en hemmelig affære.
Og hvornår blev Kongehuset spurgt? Kommer ideen til en opera- og balletbygning netop oppefra, overfor? Måske nogen snart burde tage farveblyanterne fra Dronning Margrethe. I al hemmelighed, naturligvis.

AdW

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her