Læsetid: 4 min.

Hemmelige priser

27. februar 2001

PÅ TORSDAG uddeles Danish Music Awards 2001 Jazz. Der er tale om de musikpriser, som tidligere kaldtes Grammyer, og som altså tilfalder en række af det forløbne års fonografiske jazzudgivelser.
Det er ikke længere noget nyt. Den slags priser er efterhånden blevet uddelt herhjemme gennem en årrække, oprindelig under den betegnelse, som kendes fra USA, men som der åbenbart er copyright på. Deraf det ny, men stadigvæk angelsaksiske navn.
Hvis etiketten er blevet udskiftet, er det imidlertid stadig det samme indhold, der falbydes. Det drejer sig om at sælge plader, det er et merkantilt arrangement.
I de tidlige år var det særligt tydeligt, at det drejede sig om penge. Plader, der i forvejen var populære, blev søgt gjort endnu mere populære, og de lokale massemedier lod sig villigt mobilisere i forsøgene på at få kasseapparaterne til at ringe højere og højere.
For at det hele dog ikke skulle se alt for vindskibeligt ud, indrettede man et par Grammy-underafdelinger, én for ’klassiske’ plader og én for jazzplader. Der blev pligtskyldigt nomineret plader i disse afdelinger, nogle af de nominerede plader blev valgt til at modtage priser, og et par af de præmierede navne gav noget musik til bedste.
Man kunne dog ikke tage fejl af, at det var de fattige slægtninge, der i programmets yderkant blev kaldt til højbords for et par korte bemærkninger. Det talrigt fremmødte publikum couldn’t care less, og for repræsentanterne for tv, radio, tabloid- og ugeblade var det oplagt, at deres seere, lyttere og læsere ville finde disse programpunkter gabende kedsommelige.

Men hvorfor stillede musikerne, klassiske som jazziske, da op til disse gedemarkeder, hvor de overhovedet ikke blev påskønnet efter fortjeneste, men tværtimod måtte nøjes med at føle sig tålt? Tjah, håbet er jo lysegrønt, og selv om der næppe var nogen af de grammy-præmierede i disse kategorier, der gjorde sig håb om at få samme slags salgsmedvind som deres kolleger i de populære afdelinger, så kunne det da være, at præstens regnvejr også gav lidt dryp til degnen.
Siden de første år er der heldigvis sket nogle positive forandringer med arrangementet. Mens det stadig er den populære del af plademarkedet, der er genstand for den største opmærksomhed, og det i en grad så man let kan forledes til at tro, at Danish Music Awards 2001 udelukkende handler om popplader, så har den klassiske musik og jazzen fået deres egne uddelinger.
For jazzens vedkommende, og det er den, det handler om her, er der siden sidste år sket det fremskridt, at man er flyttet fra Langeliniepavillonen til Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Derved er det blevet billigere for publikum at være med (kr. 150), og de der har brug for at fylde på, kan så henvende sig i Restaurant Søren K. Efter prisuddelingerne og diverse musikindslag er der nattefest i Copenhagen JazzHouse.
Så vidt, så godt for hvem der har lyst til at lege med.
Hvad der er knap så godt, er det hemmelighedskræmmeri, der stadig omgiver foretagendet.

Mens der i god tid er udsendt pressemeddelelser, som opregner de nominerede pladeudgivelser,
deres kunstnere, titler og plademærker, oplysninger, som også er medtaget på arrangementets plakat, så leder man forgæves efter oplysninger om, hvem der står bag nomineringerne. »Følgende udgivelser er nomineret til Danish Music Awards 2001 Jazz...« står der i pressemeddelelsen. »Er nomineret.« Aha! Måske af Vorherre? Eller af en alvidende computer? Det tilkommer åbenbart ikke almindeligt dødelige at blive delagtiggjort heri.
På samme måde er det ikke oplyst, hvem der træffer de endelige valg mellem de nominerede plader. Der vælges åbenbart af en eller anden uidentificeret autoritet, og de måbende tilskuere har så blot at holde kæft og bifalde valgene. At det er indrettet på denne autoritære facon, er ikke noget tilfælde, men helt bevidst. Allerede sidste år kritiserede vi her i avisen, at nominering og prisvalg foregik så anonymt, som var der tale om statshemmeligheder. Ikke engang jury-medlemmerne selv vidste, hvem de andre jury-medlemmer var.
Vi nævnte sidste år, at hemmelighedskræmmeriet kunne have den berettigelse at sikre imod sammensværgelser mellem jury-medlemmerne, og at det på den anden side havde den pris, at det var ansvarsforflygtigende.
Det er rimeligt at nævne, at prisfesten ud over uddeling af Danish Music Awards også rummer uddeling af tidsskriftet Jazz Specials pris for Årets danske Jazzplade. Her foregår det mere manerligt. Noget akavet er det dog, at man dels lader Jazz Specials læsere ytre sig, dels beder en række specialister om at give deres bud på årets danske produktion. Derefter sammenfører man de to afstemninger ved hjælp af et sindrigt vægtningssystem, så man til slut har et enkelt resultat. Akavet måske, men til at stole på, fordi intet er stukket under tæppet.
At den fonografiske industri fortsat kan godtage den autoritære stil, som industriens pladepriser er underlagt, siger desværre noget om en mindre etisk tradition i denne industri. Man har svært ved at forestille sig, at noget tilsvarende kunne foregå, når der skal uddeles litterære priser. Sikke et ramaskrig det ville medføre. Men herregud, her drejer det sig jo bare om musik og plader.

ew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her