Læsetid: 1 min.

Hemmeligheder og løgne

Kom bag den polerede facade på den britiske overklasse i Julian Fellows 'Seperate Lies'
25. august 2006

Den engelske skuespiller og manuskriptforfatter Julian Fellows stod bag det vittige, Oscarvindende manuskript til Robert Altmans underholdende sædeskildring Gosford Park (2002). Nu debuterer han som filminstruktør med en film, Seperate Lies, der ganske vist ikke når op på siden af Gosford Park, men som stadig elegant og begavet kigger bag om facaden på den britiske overklasse.

Trekantsdrama

Tom Wilkinson spiller den succesrige advokat James Manning, Emily Watson hans sofistikerede, hjemmegående hustru, Anne, og Rupert Everett den flotte og lidt arrogante herremand, Bill Bule, som hun beslutter sig for at have en affære med. Det udvikler sig til et barsk trekantsdrama, da en mand bliver kørt ned i nærheden af familien Mannings statelige hjem og dør, og det viser sig, at Bill og Anne havde noget med det at gøre.

Fellows er god til gradvist at skrælle lagene af sin historie - og sine personer - så man aldrig er helt sikker på, hvor den bevæger sig hen. Ligesom i Gosford Park, der også havde et drab som dramatisk motor, er det ikke selve forbrydelsen, som er det vigtige i Seperate Lies, men de mennesker, som måske, måske ikke har noget med den at gøre. James og Anne er ikke dårlige mennesker, men Fellows sætter dem på den ultimative prøve, og de fejler spektakulært. Det er tydeligt, at det fascinerer ham at sætte tilsyneladende perfekte mennesker under pres og se dem vride og vende sig og tage de forkerte moralske valg - inden de så, måske, får mulighed for at rehabilitere sig selv.

Seperate Lies er ikke nogen uomgængelig film, men den er spændende, indimellem uforudsigelig, og skuespillet upåklageligt.

Ekstramateriale er der ikke noget af.

nSeperate Lies. Instruktion: Julian Fellows. Manuskript: Julian Fellows efter roman af Nigel Balchin. Region 2. SF-Film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu