Hemmeligheder er sønderjysk tortur

Man må slippe af med hemmelighederne, inden de spærrer én inde, mener Erling Jepsen, tv-aktuel forfatter, der har brugt hele sit forfatterliv på at røbe familiens hemmeligheder. Han nyder det hver gang
22. juni 2005

En hemmelighed skal ud. Gerne til så mange som muligt, så der kan laves film om det, mener forfatteren Erling Jepsen. Det er også derfor, folk fra hans hjemegn betror ham hemmeligheder.

"Jeg tror da, de håber, det kommer med," siger han.

Begge hans romaner fra Sønderjylland ser nu ud til at blive til film: Locations til optagelserne til Kunsten at græde i kor (2002) er allerede fundet, mens rettighederne til Frygtelig Lykkelig (2004) er solgt til Nordisk Film.

De to bøger er ligesom de fleste af Jepsens skuespil baseret på virkelige begivenheder af den type, de fleste helst vil holde hemmeligt. Ikke Erling Jepsen. Han kan ganske enkelt ikke holde på en hemmelighed. Hans kone kan se det på ham med det samme.

Erling Jepsen stammer fra Gram i Sønderjylland, men bor på Amager med sin kone Liselotte og deres fem-årige datter Olivia. Liselotte stammer også fra Sønderjylland, og det er en af grundene til, at de forstår hinanden. For Jepsen er Sønderjylland nemlig intet mindre end et torturkammer.

"Jeg har gjort det til min livsopgave at beskrive, hvordan skruerne sidder på torturinstrumenterne. Om det er værre end andre steder? Ja, det synes jeg, for de har sådan en selvhøjtidelig måde at gøre hinanden ondt på."

Jepsen tager imod i sit arbejdsværelse. Han er i slippers, sorte løse træningsbukser af mærket Puma, hvid t-shirt, brun skjorte. Familien bor i en stor, rar lejlighed med lyse vægge. På én af dem hænger en masse små, tomme rammer, som væggen ses igennem. Som om billederne kun venter på at blive fyldt ud. Det gør de også.

Familien skånes ikke

For selv om Jepsen bruger løs af familiehemmelighederne, kommer der stadig nye til.

"Ja tak," siger han og smiler med hele ansigtet. "Hovedstolen kender jeg slet ikke," siger han og hentyder til den erindringskerne, forfattere ifølge Per Højholt skal holde sig fra at skrive alt for direkte om.

"Jeg synes, det er lidt hovmodigt, at man som menneske har sin egen hovedstol. Man kender den jo ikke, man ridser bare lidt i overfladen. Der kommer hele tiden nye stole til, jeg falder faktisk over dem. Jeg har skullet fortælle historien hele tiden til mange, for det er sådan et kaos, der rager rundt i én."

"Jeg tror, man kan finde det samme i alle familier. Man skal bare prøve længe nok, og der skal være én, der har modet til at sige: Se her! En, der måske ikke har noget at miste. Der er et citat fra Faust (af J.W. Goethe, red.): 'Stå hvor du står og grav, men grav dybt.' Man skal grave dybt nok, i sin egen erindring, sit eget land, og jeg vil gerne sætte de små steder i Sønderjylland på verdenskortet som verdens centrum. Det er på tide, at de bliver en del af den kollektive erindring."

Næsten alt i Jepsens bøger og skuespil er autentisk. Hans egen nære familie er heller ikke blevet skånet, og bedre bliver det ikke i hans næste roman, som kan bringe den hårdttilkæmpede familiefred i fare igen.

"Så bliver det rigtig slemt, du skal vente at se," lover han. Og smiler igen, som en kat, der venter ved et musehul.

Han nyder det faktisk. "Sådan følelsesmanipulator, ja, det nyder jeg nok," indrømmer han, der allerede som barn bistod sin far med de tårepersende 'spontane' begravelsestaler på egnen, som han også beskriver i Kunsten at græde i kor.

"Min far gav mig et råd: 'Der er altid noget, man ikke kan sige, men det skal man netop sige, med jævne, simple ord, for det går ind i folks hjerter.' Det var et meget godt råd. Han kunne jo ikke vide, at jeg hele livet ville bruge sproget til at svine ham til."

Erling Jepsen virker ikke, som om han nogensinde forstiller sig. Der er noget gennemsigtigt over ham. Men samtidig er det, som om smerten forvandles til humor, når han taler om det.

I dag besøger han jævnligt familien i Sønderjylland. Bare ikke for tit, har en psykiater rådet ham til. Det var et af de bedste råd, han har fået. Men han holder ofte foredrag dernede, hans bøger bliver læst og han selv oftest vel modtaget. Undtagen, når de dernede synes, at nu bliver det for meget, og skal han nu have honorar for at holde foredrag, det er jo også god reklame? Senest endte honoraret på biblioteket i Gram på 1.000 kr., før skat, for at rejse helt fra København.

Sprogtonen sidder også i ham, når han med syngende sønderjysk klang gengiver replikker og tanker, som han selv har hørt dem.

Hemmeligheder hører med til den sønderjyske tortur.

"En hemmelighed er, som når man sætter en frø i en gryde og varmer vandet op. Først svømmer frøen bare rundt. Så bliver det for varmt, men frøen tænker: 'Så varmt er det måske heller ikke. Der er sikkert nogen, der har det varmere.' Men det bliver ikke bedre, og så bliver den for svag til at hoppe ud og er død."

"Men smed man den straks i kogende vand, ville den hoppe ud med det samme. En frø kan faktisk hoppe halvanden meter lodret op!" Jepsen kigger triumferende frem for sig, som om han selv var sådan en frø.

Faktisk forlod han også med et lodret spring barndomshjemmet i Højer allerede som 16-årig. Ikke mindst blev sproget hans udvej, kombineret med lysten til at kramme ud med de hemmeligheder, der spærrer folk inde i sig selv.

"Derhjemme sagde de altid: 'Man kan ikke stole på fremmede, Erling.' Men det passer ikke. Det er da fremmede, man kan stole på."

Mord som hemmelighed

Ingerlises død er et godt eksempel på, hvordan medvidere bliver medskyldige. Det hed en kvinde på Jepsens hjemegn, der blev tævet til døde af sin mand.

"Hun fik tæsk hvert kvartal, når han drak. Det ser folk jo. Men alle synes, en anden skal gøre noget ved det. Der må være nogen, der er tættere på. 'Ser hun ikke også lidt bedre ud, og mon ikke det får en ende?' For hvert kvartal bliver man en del af hemmeligheden, og så bliver det for sent at afsløre den."

Hjertestop, kaldte landbetjenten det. Erling Jepsens forældre, som var derovre, undrede sig over, at Ingerlise tydeligt var forslået, for eksempel var hendes tænder slået ud. Men landbetjenten havde jo ikke sagt noget, og hvem skulle de ringe til?

"Så går manden rundt i den by. Alle ved, han er morder, men ingen siger noget."

"Sådan fungerer en hemmelighed også. Man bliver spærret inde i den. De mest belastende hemmeligheder er dem, vi alle kender, selv er en del af, og som vi burde afsløre. Men ikke afslører, fordi vi så ser, hvor meget fortræd de forvolder."

Jepsen selv valgte at bruge historien - let tilsløret - i romanen Frygtelig lykkelig, på 'fuldmagt' fra Ingerlises nu voksne datter Dorthe, der var en lille pige, da hendes far slog hendes mor ihjel. 'Du gør det', skrev hun til Jepsen på et postkort, der stadig hænger på opslagstavlen i hans arbejdsværelse.

Erling Jepsen opfatter sin rolle som en budbringer om de hemmeligheder, folk i det virkelige liv ofte vælger ikke at tale om. Men for forfatteren og dramatikeren Erling Jepsen er hemmeligheder også et litterært virkemiddel. Han debuterede som dramatiker i 1977, som kun 21-årig, og som tv-dramatiker med det blodigt selvbiografiske Polledreng kommer hjem (1980).

"En god hemmelighed er en, hvor man har anet det: 'Det havde jeg da fanget forlængst!' At Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, er f.eks en god hemmelighed. Det anede man jo godt... En dårlig hemmelighed er en, hvor afsløringen kommer for overraskende."

Psykisk syg søster

Familiens værste hemmelighed handler om Erling Jepsens søster, som i dag er psykisk syg. Det var hans far faktisk også, mener Jepsen, han led af angst og skreg om natten, ligesom flere i faderens familie.

Men faderen brugte også sin psykiske skrøbelighed til at køre familien med hård hånd i et medlidenhedstyranni. Blev han modsagt, fik han et 'hjerteanfald' eller truede med selvmord, så kone og børn gik rundt med konstant skyldfølelse over, hvor lidt hensyn de tog til ham. Når de så havde undskyldt, og kontrollen var genetableret, blomstrede han op.

Derfor blev søsteren udset til at styre sin far. Så længe hun lå på sofaen med armene om ham, gik han da ikke ud for at begå selvmord, og sådan gik nat efter nat for den halvvoksne pige på sofaen hos far, der græd og stønnede og vred sig. Historien har Erling Jepsen beskrevet både i et af sine første hørespil, Fars lille pige (1981) og i Kunsten at græde i kor.

"Vi ofrede hende, det gjorde vi vel nok..." Erling Jepsen ser ud ad vinduet og aer i tanker sig selv op ad den bare underarm under den oprullede mørkebrune skjorte. "Hun kunne ikke holde til det. Med en anden barndom kunne hun have fået et helt fint liv."

Søsteren holder han meget af, kan man mærke. De ringer sammen hver dag. Men han tør ikke komme for tæt på hende mere. Det har han også prøvet.

Det var også ham, der en dag, tingene gik over gevind, ringede til en psykiater, fik hende indlagt og dermed bragte 'hemmeligheden' om hendes sygdom frem. Som straf bortviste hans far ham fra barndomshjemmet.

Far og søn så aldrig hinanden igen.

Hver jul stod en tallerken parat til ham, 'hvis nu Erling kom hjem til jul'.

"Men han havde selv bedt mig holde mig væk!"

Først efter faderens død for fire år siden fik han igen kontakt med sin mor. Da var der gået ni år, hvor heller ikke hans mor satte sig i forbindelse med ham.

Ikke engang et postkort, da han fyldte 40. Men lidt glæde spredte han alligevel, da forældrene engang læste en kritisk anmeldelse i Ekstra Bladet af hans skuespil Kuren. "Tyndt kaninpis", lød overskriften.

"Det grinede de meget af, 'så kan det da være, det snart får en ende', sagde de. Latter piller folk ned. Det bruger man meget tid på."

"Min mor brugte sit liv på at beskytte min fars ego, og det var et kæmpearbejde for hele familien nat og dag. Kun to af os svigtede. Den ene blev sindssyg, den anden begyndte at skrive. Det var lige slemt, tror jeg."

"Man tager jo lidt det, man kan få gennem livet. Men jeg synes jo godt, hun af og til kunne have sagt til ham: 'Hov, sådan taler vi ikke til hinanden her i familien.' Men hun kunne nok godt lide at se, at vi kæmpede om hende."

Den største hemmelighed

Alt i alt mener Erling Jepsen ikke, at man mister ret meget ved at røbe hemmeligheder. Tværtimod kunne flere fortælle mere, uden at nogen ville dø af det. Selv kan han ganske enkelt lide at udlevere sig selv: "Jeg har måttet dele hemmelighederne med nogen. Jeg har bare gylpet det op. Det forklarede jeg min anden søster, som har vedtaget med sig selv, at hendes fortid var normal. Men en dag var der én, der spurgte, om det ikke var hendes bror, der skrev, og hvad det var med hendes familie?"

"Hun kunne ikke lide det. Det er jo også at træffe en beslutning på andres vegne. Jeg sagde: 'Det må du undskylde, men jeg måtte simpelthen gøre det.'"

"Man tror, at verden falder sammen, hvis hemmeligheden kommer ud. Men den falder ikke sammen, og det eneste man taber er næse og mund. Jeg havde jo mistet det hele alligevel, slaget er overstået, vi tæller vores døde. Jeg vil bare bruge mit liv på at være en god far for mit barn, en god mand for min kone - og fortælle, hvad der skete."

"Hvorfor? Det prøver jeg selv at finde ud af ved at vende tilbage til gerningsstedet og prøve at fortælle det rigtigt."

Men hans egen største hemmelighed kan stadig få tårerne frem i hans øjne. Jepsen falder ligesom ind i sig selv. Tegner kruseduller på den gule kvadratiske post-it blok, der ligger fremme på hans skrivebord.

"Jeg tror faktisk, at min far elskede mig. Men det var en ulækker kærlighed, jeg drømte tit, at han kravlede op i sengen til mig nøgen."

Han løfter skuldrene, gyser.

"Så jeg kunne ikke modtage den."

"Han fik aldrig fortalt det. Jeg kunne se det i hans papirer, da han var død. Han havde klippet en masse artikler ud om mig og lagt dem i en sirlig bunke."

"Jeg er glad for, at jeg fandt ud af det, men det er svært at bære. Jeg har et vist had til ham, men jeg har det dårligt med, at jeg elsker ham. Når jeg skriver, kan jeg mærke, at jeg har noget kærlighed, og folk der har kendt ham, siger det også."

"Men jeg kan ikke holde det ud. Så synes jeg, jeg udsletter mig selv. For jeg synes ikke, man skal tilgive alt og kan ikke tilgive mig selv, at jeg tilgiver ham."

"Alt det der 'han havde sit at slås med' kan jeg ikke holde ud, for det hele var jo medlidenhed! Medlidenheden med ham kommer jeg aldrig af med. Han var en krøbling, men udrettede meget fortræd som krøbling, for han gik for at være konge. Selv om han ville have haft det bedre hvis min mor havde sagt ham noget mere imod. Det slog ham ihjel, at han fik sin vilje!"

Nu står tårerne åbenlyst i de klare, blå øjne:

"Det forfærdelige er, at han elskede mig, med en ulykkelig kærlighed. Måske netop fordi jeg gjorde oprør og brugte ordene, selv om jeg brugte dem mod ham."

"Gudskelov tror jeg ikke, at det var ægte kærlighed, men besiddende kærlighed. Jeg har det godt med mig selv når jeg siger: Jeg kan ikke tilgive ham, der må være nogle ting, der bare er ondt, og det skal kaldes, hvad det er."

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Erling Jepsen er aktuel gæst i DR i kulturprogrammet Spot, hvor tv har fulgt forfatteren på en rejse tilbage til barndommens Sønderjylland. Programmet sendes første gang i nat den 22. juni kl. 01 på DR2, i morgen den 23. juni, på DR 1 13.55, den 5. juli kl. 00.30 på DR2 og den 9. juli kl. 16.50 på DR 2.

Kunsten at græde i kor instrueres af Peter Schønau Fog for Final Cut Production, med manuskript af Bo hr. Hansen. Den foregår i Højer i 1967.

'Frygtelig lykkelig' har foreløbig fået manuskriptstøtte fra Filminstituttet. Henrik Ruben Genz skal stå for instruktionen for Nordisk Film Production, med manuskript skrives af Dunja Gry Jensen.

Hemmeligheder
Hemmeligheder er altid interessante. Men hvorfor er det nu, at det nogen må vide, må ikke alle vide? Hvad holder moderne mennesker hemmeligt midt i en 'åbenhedskultur?' Information bringer en ny interviewserie om hemmeligheder med forfatteren Erling Jepsen, katolsk præst Jesper Fich, journalisten Hanne Dam, 'den levende skriftestol' Tine Bryld og frimureren Jørgen Brejnegaard-Madsen. Dette er seriens første interview

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu