Læsetid: 3 min.

Hemmelighedernes spind

Susanne Bier følger 'Brødre' op med velspillet og godt orkestreret melodrama
24. februar 2006

Og brylluppet varede i syv dage, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Eller... sådan går det så ikke lige i Susanne Biers nye film. I modsætning til eventyret, hvor brylluppet repræsenterer en genoprettelse af harmonien og en belønning efter veloverståede strabadser, så står brylluppet i Biers film som et startskud på en historie fuld af drager, der skal bekæmpes på det følelsesmæssige plan.

Efter brylluppet er en af den slags film, hvor man helst skal kende så lidt som muligt til historien, før man sætter sig i biografsædet. For overraskelsesmomentet er en vigtig del af oplevelsen, og Bier og Anders Thomas Jensen, som står for manuskriptet, har flere gode kort gemt i ærmet. Og jeg ville være en slem partykiller, hvis jeg afslørede dem her.

Så med fare for, at anmeldelsen kan virke lidt kryptisk, vil jeg begrænse mig til en præsentation af de involverede parter.

Egoisme og generøsitet

Der er godt med dramatisk potentiale i de tre hovedkarakterer. Den succesrige forretningsmand Jørgen (Rolf Lassgård) er karismatisk, dynamisk og noget af en tromler - vant til at bestemme og få sin vilje. Men hvad er det, der gemmer sig bag hans buldrende jovialitet, hvad er det for en skjult dagsorden, vi meget snart får færden af?

Hans kone Helene (Sidse Babett Knudsen) lader til at være en god mor og hustru, humoristisk og temperamentsfuld - men vi fornemmer hurtigt, at hun også bærer på hemmeligheder. Og der er Jacob (Mads Mikkelsen), sammenbidt idealistisk børnehjemsmedarbejder, ensom i sit selvvalgte eksil i Indien. Hvad er det for fortidsspøgelser, der hjemsøger ham, og hvad skal der til for at bringe ham ud af sin følelsesmæssigt isolerede og lidt forstenede tilstand?

Og nu bliver der så ellers gået til gulvtæpperne - som bliver både løftet og trukket væk under fødderne på flere af de involverede. Filmen undersøger egoismens og generøsitetens væsen, samt naturligvis kærligheden.

"Skal man bo på den anden side af jordkloden for at få hjælp af dig?" bliver Jacob spurgt, og svaret er ikke så ligetil. Filmens genre er melodrama - i den realistiske ende af skalaen og krydret med lidt ironisk humor. Mange tårer flyder.

Balancerer på knivsæg

I nogle scener bliver de store følelser vist gennem detaljer, overspringshandlinger, en lille malplaceret gestus (sanseligt fotograferet af Morten Søborg); og i andre scener får følelsesudbruddene fuld skrue og budskabet ligger direkte udtalt i replikkerne. Begge dele kan være hjertegribende, og er det i mange, men ikke alle tilfælde gennem Biers film.

Der er øjeblikke, hvor følelserne ikke smitter, og det hænger blandt andet sammen med, at man et par gange bliver revet ud af illusionen af mindre scener, der virker konstruerede og utroværdige - som f.eks. et sidespring, der foregår på et ualmindelig tåbeligt tidspunkt og sted, men som får konsekvenser, der passer ualmindelig godt til plottet i øvrigt.

Men når det er sagt, er Efter brylluppet stadig en film, som langt hen ad vejen overbeviser og griber tilskueren med sin karakterudvikling og sine følelsesudladninger. Og her må skuespillerne - og castingen - trækkes frem til applaus. Lassgård og Mikkelsen fylder hver krog af biografsalen med deres karisma.

Begge balancerer elegant på en knivsæg - det ene øjeblik ser vi to venlige, almindelige mænd, det næste øjeblik får vi et pludseligt glimt af farlighed eller vrede i dem, og det er ikke til at sige, hvor afgrundsdybt mørket er, og hvad det vil føre med sig. Sidse Babett Knudsen spiller mere neddæmpet og realistisk, end hun har gjort i sine seneste film, og det gør hun rigtig godt.

På papiret må Helene-figuren have taget sig noget mindre interessant ud end de to mandlige hovedpersoner. Men der er ikke det mindste strejf af karakterløst reaktionsspil over Sidse Babetts præstation - hun fylder Helene med passioner, menneskelighed og personlighed. Og endelig er der Stine Fischer Christensen, som tilfører sin figur, Helenes datter Anna, en bevægende umiddelbarhed.

Susanne Bier har allerede fra sine tidlige film kredset om familierelationer og store følelser, og sammenligner man Efter brylluppet med f.eks. Det bli'r i familien (1993) er det åbenlyst, hvor langt Bier er kommet siden da. Hun evner at fortælle sine historier, så oplevelsen af autenticitet bliver stadigt stærkere, og både stil- og kvalitetsmæssigt ligger Efter brylluppet på linje med Elsker dig for evigt og Brødre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her