- nede i kælderen / den er vel nok i top / ja, glider man derned og får sig en bajser / så glider humøret op
Sådan lyder første omkvæd af den legenda-riske Osvald Helmuth-vise om lokalværtshuset- og øllets lyksaligheder. Den er snart 70 år gammel, men er man heldig, har man stadig et værtshus henne om hjørnet, nede i kælderen. Man skal dog være temmelig heldig. For mange værtshuse lukker for tiden - eller lider café-døden. Den går i korte træk ud på, at priserne stiger, mens lokalerne mister charmen. Gerne krydret med et eller andet kikset koncept - 70'er retro, amerikansk diner eller hvad de kreative iværksættere nu kan finde på.
Er det nu også så slemt, at bodegaerne lukker? Er det andet end samlingssteder for vrede, gamle og berusede mænd, der ævler løs om ting, de ikke har forstand på? Ja, bodegaerne er mere end det. Og den beskrevne forestilling huserer mest blandt folk, der aldrig går på bodega. Det lokale værtshus kan noget særligt. Det er den offentlige dagligstue, hvor man kan komme lige ind fra gaden og blive en del af et fællesskab for et par timer, som de to værtshusanmeldere fortalte i gårdagens Information.
Bodegaen er en kulturel institution. Man kan opleve ting på bodegaer, som ikke findes andre steder: Eksempelvis kunne man på Café Erik (som trods navnet i den grad ikke er en café) på Vesterbro, sent om aftenen sidste fredag høre en kraftig og velklædt herre sige følgende: "Jeg har været i Knuthenborg Safaripark i dag- så kællingen tror sgu nok, at jeg er blevet spist af en løve." Om denne udtalelse er bevaringsværdig, kan selvfølgelig også diskuteres. Men den er i hvert fald særegn, og ét er helt sikkert - den var blevet afsat på en rigtig café. Det vil med andre ord være et kulturelt tab, hvis alle 'henne om hjørnet nede i kælderen'-steder lukker.
Men bodegaerne er selv ansvarlige for deres overlevelse - hvilket vil sige evnen til at kunne tiltrække det yngre publikum. Mange steder har stort set ikke fornyet sig siden Osvald Helmuths tid - og selv om en del af bodegaernes charme netop er følelsen af at træde ind i en tidslomme, så kan man sagtens holde den gode autentiske stil og samtidig forny sig. Eksempelvis ved at udsætte kunderne for større overvejelser end Hof eller Tuborg. Og det kan sagtens lade sig gøre at tiltrække de unge. Ifølge de to bodegaeksperter lader de 18-22-årige deres forældre om at sidde og se unge ud i cafeerne, mens de selv fortrækker til hulerne. Men det må gerne være en hule, der ikke lugter af 70 år gammel røg - og som har udenlandske øl. Fornyelsen kræver også, at de 'gamle' bodegagængere er åbne over for nye tiltag og nye kunder. BoBi Bar var forleden proppet med unge studerende. Det fik en af stamgæsterne til temmelig højt at sige: "Der er fandeme for mange badegæster i dag," hvorefter han gik. Så er der mere stil over Helmuth:
Livet er ikke sgu'inte så fattigt på glæder / bare man kender de rigtige steder / jeg klager ikke nej, nej / der er sgu sol nok til mig / henne om hjørnet nede i kælderen
