Læsetid: 4 min.

Henriette hyler

19. august 2003

HVIS MAN ikke har noget at sige, kan man altid sige noget om debatten i stedet for. Det kender vi fra EU-spørgsmålet: De, der virkelig har behov for at føre sig frem med store ord og polemiske pointer, men ikke kan præstere et rigtigt indlæg, vælger gerne at beklage sig over den forfærdelige danske debat i stedet. Jo mere ligegyldige og trivielle synspunkterne er, jo hårdere falder den dramatiske dom over den generelle debat.
Det ligner således holdningsløsheden på promenade, når social- og ligestillingsminister Henriette Kjær i en kronik i Politiken lørdag beklager sig over den forfærdelige danske ligestillingsdebat. Hun varierer en retorik, som statsministeren nærmest har gjort til model for regeringens principielle kommunikation: Vi er blevet undertrykt af de onde, som mener, de ved bedre end os. Vi er ofre for tyranni. Og Kjær har, i stedet for Foghs allerede trivialiserede glose ’smagsdommere’, valgt det fjendebillede, som Lene Espersen indledte sin karriere som justitsminister med at lancere: Hylekoret.
Lene Espersen hånede med betegnelsen hylekoret alle de samfundsvidenskabelige eksperter, der ikke tror på hårdere straffe som universalmiddel mod kriminalitet. Nu gjorde Kjær som Espersen: Fremstillede sig selv som det stakkels offer for de rigtige meninger:
»Hvad kan vi så lære af de sager? Jo, sagen er desværre, at det mere er reglen end undtagelsen, at den danske ligestillingsdebat går i selvsving og bliver domineret af en lille klike af bedrevidende kvinder, som med en stemme helt oppe i diskanten meget ofte skræmmer alle andre fra at anfægte de rigtige meningers tyranni.«

DEN BOGERLIGE kulturkamp har indtil nu ikke handlet om kvindekampen. Fordi ligestillingskampen på den ene side var et venstreorienteret projekt, men på den anden side ikke længere kan isoleres på venstrefløjen. Kampen for kønnenes ligestilling er ikke længere forbundet med en forestilling om klassekamp. Den feministiske strategi, der handlede om at føre politik i første person ental, har tilsyneladende mistet sin umiddelbare kollektive forankring. Den der taler i første person ental, taler ikke nødvendigvis på vegne af et stort fællesskab. Det er den udviklingstendens, der kaldes individualisering.
Når man i dag som kvinde fokuserer på sine egne behov i første person ental, er det således ikke automatisk revolutionært. Det ligner faktisk den selvrealiseringstilbøjelighed, som idealiseres både i det private erhvervsliv og på det offentlige arbejdsmarked. Samtidig har konfrontationen med islam betydet, at borgerlige over hele den vestlige verden lyder som bekendende feminister. Både George W. Bush og hans kone har harcelleret offentligt over Talebansstyrets diskrimination af kvinder. Bush er i den optik den største feminist. For han førte krig mod Taleban for at befri de undertrykte kvinder.

DET BETYDER naturligvis ikke, at ligestillingen er en realitet. Men den traditionelle formulering af ligestillingsidealer er ikke længere oppositionel. Lene Espersen og Henriette Kjær er også feminister. Netop derfor har Henriette Kjær haft svært ved at formulere modstand mod det traditionelle feministiske synspunkt. Hun har selvfølgelig blameret sig med fraser om, at den formelle ligestilling er realiseret, og nu må kvinderne selv gøre det sidste. Men ellers bliver hun nødt til at klynke i Politiken over formel undertrykkelse for:
»Jeg kender til hudløshed synspunkterne fra kvindelige akademikere i midten af 50’erne – de har nemlig ment det samme hele mit liv og sagt det meget højt – og det har vel at mærke været de samme kvinder hele vejen igennem.«
Det fuldstændigt komiske er, at Henriette Kjær derved ikke bare ignorerer de unge feminister, som forsøger at sætte en ny dagsorden. Og har gjort det i en årrække med bøger som Så er det sagt – nu er det nok, Pikstormerne. Kjær ignorerer også den aktuelle debat, hvor folk som Lone Nørgaard på den ene side argumenterer for, at det ikke kan lade sig gøre at fungere som udearbejdende par med flere børn uden, at det ender i skilsmisse og Hanne-Vibeke Holst på den anden side, der afviser, at det skulle være et problem. Fordi Henriette Kjær har så travlt med at opfinde en imaginær undertrykkelsesinstans, overser hun fuldstændig den aktuelle debat. I stedet løsner hun en påtaget pinagtig forundring over, at kvinder kan have brug for anerkendelse i det offentlige rum, og at de ikke kan løsrive sig komplet fra det omgivende samfunds kobling mellem professionel og personlig identitet: »Hvem har bestemt, at det er mere spændende at hænge døgnet rundt på et trist kontor end at være sammen med sine børn og støvsuge?« Det er det, der bliver debatteret på tv og i aviserne og i radioen lige nu.
Men Kjær har så travlt med at klynke fra debattens mest priviligerede position, at hun ikke kan se verden omkring sig.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu