Læsetid: 4 min.

Henrik Bjelkes postkort fra Helvede

29. april 2006

Siden Henrik Bjelkes død i 1993, har der været ret stille om hans forfatterskab. Ganske vist har forlaget Arena, der videreføres af en ny generation, genudgivet Saturn, hans mest ambitiøse værk, men det har næppe medført særlig mange nye læsere.

Når man taler om ham, er det som om folk bliver mærkeligt forlegne. Nogle fordi de simpelthen aldrig har hørt om ham, andre fordi de nok har hørt om ham, men aldrig læst ham. En særlig udsøgt lille skare er folk, der i høj grad har hørt om ham, som måske har kendt ham, da han levede, og som nærmest dyrkede ham som et "geni". Men som altså ikke desto mindre aldrig læste ham. Selv folk, der vitterlig har læst Henrik Bjelke, bliver underlige, når der tales om ham. Som om de skammer sig - ikke på egne vegne, måske, men på vegne af den danske litteratur, der trods sporadisk velvilje og iblandt også anerkendelse, ikke rigtig ville kendes ved ham.

Ikke for degnene

Han var for eksotisk, hans orientering for syret, bizar og mærkelig. Hans skrivemåde var bestemt heller ikke fri for en ikke altid lige charmerende arrogance. Den stak i alt fald voldsomt ud i den lidt degneagtige litteraturopfattelse, der som regel ligger på lur lige i nærheden, også i 'progressive' tider. En opfattelse i følge hvilken læseren skal kunne lære noget af det læste - der så til gengæld gerne må være letbenet, bare det er underholdende. Og som også gerne må være middelmådigt, så danskernes rodfæstede tro på demokratiet - også i kunsten - ikke bliver unødigt krænket.

Det var ikke let at være Henrik Bjelke. Et udtryk som 'almindelige mennesker' sagde ham ikke en skid. Egentlig tror jeg slet ikke, han anerkendte kategorien. Og kendsgerningen og konsekvensen er, at han i dag er en næsten ikke-eksisterende forfatter for såvel læge som lærde læsere.

Sådan var det - igen: næsten - også, da Henrik Bjelke gik lyslevende rundt mellem folk - som regel velklædt, gerne med solbriller, en sofistikeret, lidt fjern herre, der ikke desto mindre helst ikke forglemte sig selv, dvs. glemte at være Henrik Bjelke. Skulle det alligevel ske, at han så at sige undslap sin egen opmærksomhed et øjeblik, og man tilfældigvis mødte ham på gaden, udlagt: at man pågreb ham i nøgen tilstand, skyndte han sig i en fart at iføre sig 'Henrik Bjelke' igen. Heldigvis for det meste med en prokurator-agtig, jysk selvironi, men andre gange med en "idioterne ved alligevel ikke hvem jeg er!"-attitude, der godt kunne virke både infantil og pinlig. Men hans bitterhed var nu ellers ikke ubegrundet.

Jeg kendte ham godt nok til at vide, at manglen på opmærksomhed, ulæstheden, gik ham voldsomt på. Der findes f.eks. ikke ét eneste tv-interview med ham. Det er ganske vist ikke så usædvanligt, som det burde være, men det harmede ham. Var han virkelig så uinteressant? Og nej, det var han selvfølgelig ikke. Engang fortalte han mig, at nu var der faktisk et tv-hold, der havde optaget ham. Bare ikke som forfatter. Derimod som anonym deltager i det københavnske Pinsekarneval!

Man kan sagtens være kritisk over for Henrik Bjelkes forfatterskab. Jeg selv blev vildt begejstret, da jeg læste ham første gang. Det var i begyndelsen af 70'erne, romanen Trap. Andre har fortalt mig, at netop begejstring også var deres første reaktion efter at have læst ham. Begejstring over, at der overhovedet eksisterer en forfatter som ham på dansk. Om begejstringen holder ved? Ikke helt, må jeg indrømme, selv om jeg da stadig kan opleve den i glimt. Men respekten er usvækket, nemlig respekten for hans totale egensindighed. Selv om han nok så brændende ønskede sig læsere - man kan ikke forestille sig en forfatter uden sådan et ønske - så faldt det ham aldrig ind at lefle for offentligheden ved at levere den vare, den så gerne vil have. Nul degneprosa her!

Menneskelig bitterhed

Til gengæld - det er i alt fald min mening - havde isolationen, "eksileringen", en vis ødelæggende virkning på ham. I flere af hans bøger vrænger han læseren lige op i synet, som en afmægtig protest over at læseren højst er i sølle ental - og muligvis en idiot, der alligevel ikke forstår noget som helst. Han var heller ikke imødekommende overfor læsere, når han mødte dem personligt. Han har selv fortalt, hvordan en ung pige kom hen og sagde til ham, at hun havde været 'oppe' i ham til sin studentereksamen. Nå, sagde han - sikkert ret studs - det lagde jeg ikke mærke til .

Jeg synes hans bitterhed var menneskelig. Og han var bestemt selv klar over, at den var et problem. I romanen Hundrede postkort fra Helvede, fra 1980, omtaler han en bestemt taiwanesisk te, som tåler at stå længe efter at trækketiden er overskredet, dvs. blive glemt. "En egenskab jeg misunder den," konstaterer han tørt. For nylig har det såkaldte Litteraturhaus på Nørrebro i København, holdt en regulær 'Bjelkeaften', hvor man har diskuteret hans forfatterskab, og en af arrangørerne, Anders Juhl L. Rasmussen, havde - også for nylig - en både velskrevet og respektfuld kronik her i avisen. En kronik, der udtrykker undren over, at en så sjælden fugl i dansk litteratur er så upåagtet. Den undren kan man kun dele. Og det er forstemmende, at når en forfatter som Henrik Bjelke sendte postkort til sine næsten-ikkeeksisterende læsere, så måtte han vælge Helvede som afsenderadresse.

For at de ikke skulle falde i kløerne på degnene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu