Læsetid: 3 min.

Henrivende Hyldegaard

H.C. Andersen har fundet en charmerende fortolker i Jesper Hyldegaards uimodståelige krop i Niklas Rådstrøms 'Gæsten' på Jomfru Ane Teatret
17. september 2005

Mange skuespillere lægger næse og krop til H.C. Andersen i år. Og nu er Jesper Hyldegaard så kommet med sin tolkning, der er overraskende indtagende, overraskende pudsig, overraskende bedårende.

Jesper Hyldegaards Andersen knækker i knæene. Han skubber brystkassen fremad, og så virrer han lidt med hovedet, mens hele overkroppen dirrer hen over hofterne.

Hyldegaard har ikke virrehænder som Henrik Koefoed og ikke plirreøjne som Claus Beck-Nielsen. Nej, han er forbløffende rolig i sin mimik. For det er hans krop, der spiller Andersen - ansigtet følger så blot med.

Det samme gør tilskueren også, for Hyldegaard er aldeles henrivende i Gæsten - Dickens vs Andersen med al sin sociale nørdethed og mavepineramte hypokondri. Hans hånede engelskudtale bliver her fuldkommen uimodståelig: Hør ham sige Mary og selv kronprinsessen vil falde til ro mellem plukveerne. Og så kan han gurgle vand og sige sukkelyde, der både kan fjase og dase og dåne, uanfægtet og uophørligt i sin egen lille melodi.

Fuzzy uden fjer

Den svenske dramatiker Niklas Rådström (manden bag Hitlers barndom, TAL! Det er så mørkt og De Onde) er med andre ord snydeheldig, at han til sit nye stykke har så begavet en Andersen-spiller.

Det samme kan man sige om instruktøren Lars Romann Engel (manden bag sidste års Hamlet på Kronborg), der tilsyneladende blot har skullet puste blidt til Hyldegaard, hvorefter hans Andersen-figur har foldet sig ud. Og det kan man sige om kostumedesigneren Catia Hauberg Engel, hvis lysegrå kalvekrøs spilles ud i hver eneste flæse af Hyldegaard.

Scenograferne Nigel Zaniela og Martin Tulinius virker til gengæld upåvirkede af skuespillervalget. Deres koncept med to drejelige karnapvinduer er enkelt, men også lovlig karrusel-agtigt i længden - og deres baggrundsdias er uhomogene og mangler konsekvens, ligesom lydkulissen.

Og tilsvarende har Fuzzys jordiske angrebsanslag på klaveret intet at gøre med Hyldegaards fjerlethed, hvorfor musikken har svært ved at nå toget til London. Eller til Nykøbing Sjælland.

Dickens uden dæmoni

Til gengæld kan man ikke påstå, at Hyldegaard har fået en overlegen eller blot en egal tekst. Og slet ikke en færdig instruktion. Teksten og den færdige forestilling var i hvert fald en halv time for lang ved premieren på Odsherred Teater torsdag aften - de 100 minutter burde reduceres til 70. Antagelig hen mod slutningen, der fortonede sig...

Grundideen i stykket er ellers god: Skildringen af Andersens alt, alt for lange besøg hos Dickens i 1857. Sådan lidt à la Enquists Fra regnormenes liv (1981) om Andersen hos Heibergs.

Både tekst og instruktion er ganske effen med et enormt persongalleri spillet af kun to skuespillere rundt om de to digtere. Den kønne Nastja Maria Arcel spiller således både Dickens' deprime hustru, hans desillusionerede teenagedatter, hans medfølgende svigerinde og hans forfriskende London-lady, ultraferm i lynhurtige karakterskift og et væld af sproglige dynamikker.

Men da Arcel også skal spille Jenny Linds fantasimuse, kan selv hun ikke forhindre det patetiske i at blæse umilde vinde med ind på scenen.

Både dramatiker og instruktør har sværmet mest for Andersen-figuren. Til Dickens er der kun blevet nogle koleriske anfald i teksten og nogle raserirystende hænder-på-ryggen i instruktionen. Alt det dobbelte og dæmoniske og desperate hos den skilsmissetruede Dickens bliver kun strejfet. Derfor ender Henning Sprogøe med at stå temmelig alene i sit nydelige, mørkegrå kjolesæt og sit autentiske fipskæg; han har ikke fået nogen troværdig grundkarakter at tage afsæt fra.

Paradoksalt nok er han derfor også bedst i den scene, hvor Dickens får en blodprop - alene fordi han her bare lader som om, at han får en blodprop, for dermed får Sprogøe da endelig lov til at spille teater. Hans søn - og tjener og alt mulig andet - spilles af Lars Ditlev Johansen i diverse knæbukser; han får så til gengæld lov til at spille lovlig meget teater-

Så hvad skal man sige? At Odsherred Teater og Jomfru Ane Teatret antagelig griber chancen og justerer påhittene, inden forestillingen får Aalborg premiere på tirsdag. Men først og fremmest at tilskuerne ikke må gå glip af Jesper Hyldegaard, fordi han bringer charmen med ind i vores billede af H.C. Andersen. Og knækket i knæene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu