Vi ved det godt, men taler helst ikke om det: Vuggestuer er ikke for små børn, hvad arbejde er for mange forældre - og politikere.
Ifølge en landsdækkende undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, som blev offentliggjort i Ugeskrift for Læger den 23. januar 2006, er små vuggestuebørn mellem et og to år den aldersgruppe, der plages mest af sygdom.
Speciallæge i socialmedicin Anne Nielsen udtalte i en artikel i Kristeligt Dagblad, at de hårdest ramte børn ville have allerbedst af at blive passet hjemme.
De mange sygdomsperioder er en enorm belastning for de små, hvis vækst risikerer at blive påvirket negativt, men også anstrengende for deres forældre, der ofte må forsømme andre pligter - ikke mindst på arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen er ikke den eneste af sin art: I Quebec i Canada gennemførtes i årene 1997-2000 et storstilet børnepasningseksperiment: Alle forældre med små børn i alderen nul til fire år blev tilbudt vuggestue- eller børnehaveplads til en meget lav takst, hvilket betød, at en stor gruppe børn, der ellers ville være blevet passet hjemme, pludselig blev passet ude. Samme tilbud gjaldt ikke forældre med små børn i det øvrige Canada, og tre canadiske forskere, Michael Baker, Jonathan Gruber og Kevin Milligan, har for nylig lagt deres preliminære konklusioner af de sammenlignende undersøgelser på nettet.
De umiddelbare resultater fortæller, at såvel børn som forældre i Quebec fik forværret helbred, og at børnene desuden blev aggressive og forsinkede i deres motoriske og intellektuelle udvikling.
Dobbelt så stresset
I efteråret offentliggjorde et engelsk og et tysk forskerhold fra henholdsvis University of Cambridge og Freie Universität Berlin konklusionerne af deres undersøgelser af de helbredsmæssige påvirkninger hos 70 små børn i alderen 11-18 måneder, der udskiftede det trygge hjemmeliv med det mere voldsomme institutionsliv.
Forskerne konstaterede, at stresshormonet kortisol steg til det dobbelte hos det lille barn de første ni dage væk fra moderen og fik barnet til at reagere med gråd, irritabilitet og symptomer på stress, og at indholdet af samme hormon holdt sig på et meget højt niveau selv fem måneder efter vuggestue-start.
Vi taler meget om vores velfærdssamfund. Nærmest messende: Velfærdssamfund, velfærdssamfund, velfærdssamfund. Et mantra. Til gengæld taler vi sjældent om undersøgelser af denne art. Vi overser dem og kommer dermed til at forsømme diskussionen om de vilkår, vi byder de mindste i vores samfund. Underligt. Og så alligevel ikke. For måske harmonerer de hensyn, vi burde udvise over for dem, ikke med de forventninger, vi selv - eller vores politikere - i øvrigt har til vores tilværelse i et moderne samfund? Kommer de konsekvenser, vi burde tage af ny viden om omkostningerne ved tidlig vuggestuestart, for meget på kollisionskurs med ligestilling og efterspørgsel på arbejdskraft? Og har vi således for længst gjort institutionalisering af børn til et indiskutabelt mål i vores samfund? Næppe. Men vi åbner nødigt diskussionen selv.
Nyrup spurgte i sin ministertid meget sympatisk, om 'vi ikke kunne gøre det lidt bedre' og indførte forældreorloven, der blev et tilløbsstykke uden lige.
Et midlertidigt helle for små børn og deres travle forældre - ikke mindst mødrene. En legitimitet af yngelpleje. Med økonomisk kompensation fra staten. Men orloven blev af flere grunde droppet. Især kvindelige politikere frygtede for ligestillingen på længere sigt.
Per Kågeson, svensk socialdemokrat og forfatter til en lang række bøger, bl.a. den omdiskuterede Tid för barn? , har igennem mange år været en hård kritiker af den offentlige børnepasning i Sverige - der til forveksling ligner den danske - og har af samme grund lagt sig ud med mange af sine partifæller.
På de smalleste skuldre
En af Kågesons pointer har været, at det er lykkedes den akademiske, venstreorienterede elite af den socialdemokratiske partitop i Sverige at udstikke rammerne for børnepasning, mens en stor del af svenske vælgere gerne så forholdene væsentligt anderledes.
Er det samme sket her i landet? Er små børn - der har krav på omsorg og beskyttelse - gjort til murbrækkere i et ligestillingspolitisk spil? Har vi placeret fundamentet for den danske model på de smalleste skuldre? I et samfund, hvor der i andre sammenhænge hersker bred enighed om, at 'de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs'?
Handler vi i overensstemmelse med vores egen samvittighed? Eller handler vi blot som alle de andre? Af lyst og egen fri vilje, eller fordi vi ikke kan andet?
Har vi uden videre accepteret, at staten suspenderer overordnede etiske hensyn i sin lovgivning, ikke mindst skattelovgivning, der ikke levner meget rum for individuelle hensyn til de mindste? Og bør vi samtidig spørge os selv, i hvor høj grad penge er blevet et omdrejningspunkt for vores opfattelse af den rette omsorg for børn. Et par frygtløse mænd foreslog for år tilbage - uafhængigt af hinanden, men i meget polemiske vendinger - at lukke vuggestuerne. Af hensyn til børnene. Det var politisk ukorrekt. Men ærligt.
Den ene fortsatte siden ufortrødent i Politiken, hvor han hævdede, at 'det er børnene, der har tabt kvindekampen'.
Hvad med os andre: Hvad har vi tabt? Blot modet til åbent at vedgå, hvad der tjener småbørnene bedst?
