Læsetid: 12 min.

Herkules’ dilemma – den enkeltes byrde

17. oktober 2005

Når immigranterne ankommer fra Den Tredje Verden, modtager vi dem med den grundantagelse, at de ikke på nogen måde deler vores drømme og håb. De er parasitter, der har fundet et nyt værtsdyr i velfærdsstaten.
I overensstemmelse hermed er deres eneste bagage tiggerskålen. Ikke blot er de uvillige til selv at bidrage med noget som helst, de er også ude af stand til det, siden deres egen kultur er værdiløs, hvad vi aldrig tøver med at demonstrere for dem.
Da vi ikke åbenlyst ønsker at skabe en apartheid-stat, sørger vi modvilligt for at opfylde de uvelkomne gæsters basale behov. Vi tror blot ikke på deres vilje, endsige evne til at bevæge sig væk fra deres udgangspunkt på samfundets bund. Derfor udstyrer vi dem kun med de mest elementære midler til at holde sig i live, men ikke med de redskaber, det kræver at komme videre. Dette er velfærdsstatens endestation i globaliseringens tidsalder.
Velfærdsstaten er ikke længere en garanti for stabilitet, et bolværk mod social uro. Den er i stedet blevet en garanti for stagnation, idet den skaber et nyt kaste-system for de marginaliserede.

Velfærd er stagnation
Kun de stædige og de stærke formår at undslippe den nye kaste, men prisen for deres succes er høj. Når de lader pariaernes ghetto bag sig, efterlader de også en del af sig selv. Ikke blot opnår de aldrig helt den accept, de efterstræber, men de mister også respekten for sig selv. De er en succes, men de føler sig som forrædere. Og sådan vokser drømmen om ødelæggelse i de veltilpassedes tomme hjerter.
For at bekæmpe terrorismen har man brug for en fantasi, der rækker hinsides forestillingsevnen hos generaler, efterretningsvæsener og justitsministre. I et mærkeligt paradoks er et åbent samfund den første forsvarslinje i kampen mod terrorismen. Jeg sigter ikke til den særlige nedladende form for tolerance, der dikterer, at man skal opføre sig pænt også over for dem, der er en underlegen. Jeg mener heller ikke accept af fremmede og deres kultur på den dovne, relativistiske og multikulturalistiske måde, hvor man fingerer ikke selv at have hverken værdier eller synspunkter at forsvare. At give en udlænding et dagligt smil på gaden vil ikke frelse os.

Ny selvopfattelse
Ved et åbent samfund forstår jeg et samfund, der, idet det går ud fra alle menneskers jævnbyrdighed, også giver dem alle den samme chance, hvor den ene jobansøgning tages lige så alvorligt som den anden, uanset hvordan ansøgerens navn er stavet, og hvor det er præstationen, der afgør et menneskes værdi og ikke hans eller hendes etniske baggrund. Det kræver ikke blot en genopvakt velfærdsstat med en virkelig dynamisk målrettethed og en ny tro på fremtiden, men også en kulturel revolution i borgernes selvopfattelse.
Hvis man kun har efterretningstjenesterne og drakoniske sikkerhedsbestemmelser som eneste forsvar mod terrorismen, svarer det til at sende kavalleriet ind, når først katastrofen har fundet sted. You loot, we shoot, som der stod på hjemmelavede skilte i det oversvømmede New Orleans. I angriber vores demokrati, vi hjælper jer med at afvikle det.
Hvem er borgeren i en nationalstat under angreb fra globaliseringen? En ravende højrefløjs-nationalist, en trængt patriot, eller, som optimisterne hævder, slet ikke dansker, østriger, tysker, englænder eller franskmand, men nyfødt verdensborger?
Hvad enten han er det ene eller det andet, er han frem for alt en omvandrende identitetskrise, ifølge pessimisterne et kontinuerligt nervesammenbrud i et allerede atomiseret og fragmenteret sind, en levendegjort multipel-personligheds-forstyrrelse, hvor det oprindelige individ med dets faste rødder i historie og tradition for længst er tabt, og ingen bedring er i sigte.

Nationalstaten er væk
Han er indbygger i en flydende verden, endnu ikke tilpasset det våde element, for han gisper stadig efter vejret med pattedyrets lunger i stedet for at ånde med fiskenes gæller.
Dette er individet i globaliseringens æra: Ifølge optimisterne en magtfuld, suveræn personlighed, der i verdensborgerens skikkelse færdes hjemmevant overalt, ifølge pessimisterne et sårbart ikke-væsen, der har mistet al kontrol over sit eget liv, da først det bolværk mellem ham selv og det tomme univers, som engang udgjordes af nationalstaten med dens hellige suverænitet og forstærkede grænser, er forsvundet.
Smuldrende nationer, hvis indbyggere genfødes som evigt og påtvunget unge, det er nationalstaten i globaliseringens æra. Når staten er svag, må individet være stærkt, det vil sige: ungt, med teenagerens typiske kendetegn, en permanent identitetskrise uden udgange. Det gamle udtryk »skolen for livet« får en helt ny mening, når overlevelse afhænger af evnen til at tilpasse sig stadig skiftende omstændigheder. Du er altid oppe til vurdering. Du går ind i eksamenslokalet for aldrig at gå ud igen.
Ernest Gellner konstaterer i sin bog om Nationalism, at når er en stat er ustabil, og dens autoritet bryder sammen, går genvejen til en genopretning af den tabte sociale sammenhængskraft gennem militante etniske bevægelser.

Tænk på de sultende
Når borgerne mister troen på statens evne til at beskytte dem og dens villighed til at lytte til deres klager eller repræsentere deres legitime interesser, slutter de sig i stedet sammen med deres etniske fæller, med hvilke de deler hårfarve, dialekt, religion eller kulturel baggrund. Dette er Balkan-løsningen på nationalstatens krise. Og det er også den irakiske løsning, som den nye forfatning viser det.
Der er en anden løsning, den treenighed, som for nogle år siden blev navngivet Den tredje vej af Anthony Giddens og ført ud i livet af Tony Blair: Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Den smuldrende velfærdsstat forvandler sig til vidensstaten og udstyrer sine borgere med de redskaber, der skal sætte dem i stand til at leve op til informationsalderens krav og beskytte sig selv, når staten ikke længere kan. Balkan-løsningen på nationalstatens krise var væbnet kamp. Den Tredje Vej er kamp uden våben, individet, der begiver sig alene ud på et marked, som ikke længere er nationalt, men globalt, ene mod hele verden, en software-Rambo, sponsoreret af Giddens og Blair.
Da jeg var barn og havde problemer med at spise op, sagde mine forældre altid: »Tænk på alle de sultende børn i Indien«. Det var ikke blot min utaknemmelighed, de ville gøre mig opmærksom på. De ville også minde mig om det privilegium, det var at være født i den rigeste del af verden.

Rige og tabere overalt
Nutidens forældre har måske mere grund til at være bekymrede for deres børns lærevillighed end for deres appetit, så hvad skal jeg sige til min datter, når hun vil spille på sin playstation i stedet for at læse lektier? Thomas Friedmann har et forslag i sin nyligt offentliggjorte fejring af globaliseringen, bogen The World is flat. Her er hans forslag: »Du må hellere læse lektier. Tænk på alle de kloge børn i Kina, som hellere end gerne vil have dit fremtidige job.« Hvis jeg fremsætter denne formaning, gør jeg det modsatte af, hvad mine forældre gjorde. Jeg minder ikke min datter om hendes privilegier som indbygger i den rigeste del af verden, og jeg giver hende heller ikke nogen følelse af tryghed eller sikkerhed. Jeg fortæller hende i stedet, at der ikke er nogen grænser eller hegn, der vil kunne beskytte hende. Det kan godt være, at der stadig er en del af verden, som er rigere end en anden, men privilegier og geografi følges ikke længere ad.
Rige mennesker findes overalt, men det gør tabere også, og det eneste, der adskiller den ene fra den anden er lektielæsning og villighed til at adlyde informationsalderens 10 bud.
Hvad jeg altså i virkeligheden fortæller hende er ikke, at skolen er for livet, men at markedet er for livet, og hun allerede er trådt ind på et sted, som er langt skrappere end nogen skolegård, hvor alle og enhver, inklusive ni år gamle, legesyge piger grundlæggende står alene, og kun hårdt arbejde i den truende skygge af fremtidig fiasko kan frelse dem.

Identitetskriselogo
Jeg surfede på internettet, da jeg stødte på ordet ’identitetskrise’. Det var RTM News, en forkortelse for Raving Toy Maniac, som markedsførte en helt ny serie af action-helte fra den 5. oktober under fællesbetegnelse Identity crisis action figures. Figurerne, der har navne som Deadshot, Green Arrow, Dr. Light og Hawkman er fuldt udstyret med multiple points of articulation and an Identity crisis logo base.
Identity crisis logo base? Legetøj for barnlige voksne eller legetøj for børn, der kun alt for godt kender voksenlivets dilemmaer?
Der findes en vision for den globaliserede verden, man kunne næsten kalde det en utopi, hvis det ikke var, fordi ordet var blevet bandlyst fra det ordforråd, vi bruger til politiske diskussioner. Men denne utopi har intet med fremtidsstater at gøre, snarere med en sindstilstand, et bogstaveligt intetsteds, som på en gang er uendeligt lille og uendeligt stort. Thomas Friedmann og Ulrich Beck taler i deres seneste bøger begge om en ny multi-personlighed. Friedmann tilføjer spøgefuldt et ekstra ord »forstyrrelser«, idet han antager, at den mest udbredte sygdom i fremtidens globaliserede verden vil være »multiple personligheds forstyrrelser«.
Men de indre konflikter, han refererer til, stikker ikke dybere end den allerede velkendte konflikt mellem borgeren som konsument og som producent. Som forbruger ønsker borgeren billige produkter, som producent ønsker han en ordentlig betaling for sit arbejde, og de to ting er uforenelige. Hvor virkelig denne konflikt end måtte være, repræsenterer den ikke ligefrem en revolution i vores opfattelse af den menneskelige identitet.

Ingenmandsland
Men det gør Ulrich Becks vision. Skønt den kosmopolitanisme, han profeterer om, ikke er ukendt i historien, er det nye, at den bliver et bevidst grundvilkår for alle. Den er en del af et stort eksperiment, vi alle er tvangsindskrevne deltagere: Fødslen af en ny civilisation, der på paradoksal vis holdes sammen ikke af konsensus, men af konflikt. Den nye civilisation har som sit grundlag et individ, der uafhængigt kombinerer og vælger mellem etikker og kulturer, idet han næsten konstant befinder sig i et ingenmandsland, en evig overgangsfase mellem gamle visheder, som er blevet ubrugelige, og nye visheder, som kun er halvvejs vundne.
Dette er den postmoderne vision af vores eksistens som en tilstand af evig konstruktion og rekonstruktion, hvor der ikke gives noget stabilt eller samlet selv, men i stedet en fleksibilitet af vekslende selver, selvet som et lykkeligt fællesskab af indbyrdes modstridende jeg’er. Engang et akademisk tidsfordriv, nu en politisk realitet: Subjektets død. Men hvad er det i så tilfælde, der er blevet genfødt?
Hvem er den globale borger, der stadig er fanget bag nationalstatens smuldrende mure, men parat til hvert øjeblik, det skal være, at bryde ud med et triumferende kampråb på læberne: »Verden er en østers«.

Herkules’ tunge byrde
Hvis jeg skal sammenligne dette væsen med en kendt forgænger, ikke i de levendes verden eller de berømte dødes, men i myternes, må det være Herkules, den græske halvgud, som for at kunne vende tilbage til Olympen og indtage sin plads mellem guderne, først må igennem en række krævende og ydmygende prøver.
I en af disse prøver møder han titanen Atlas, som bærer himmelhvælvingen på sine enorme skuldre. Herkules beder Atlas hjælpe sig med at stjæle de gyldne æbler fra Hesperideres have og tilbyder til gengæld for en stund at afløse ham. Men Atlas har ikke til hensigt nogen sinde igen at bære universets kolossale vægt, da han først har afleveret himmelhvælvingen til Herkules, og kun Herkules’ snedighed formår at frelse ham, så han igen kan gå fri derfra.
Det er vores nuværende situation: Atlas, nationalstaten, opretholderen af universet, som vi kender det, har abdiceret og overladt en byrde til os, som engang blev båret af et helt fællesskab, men som nu i stedet bliver hver enkelts helt alene. Det er vores dilemma. Vi er Herkules i det øjeblik, hvor hans snedighed endnu ikke har frelst ham. Vi står som han med smertende rygmuskler og rystende ben, mens vi som en rasende tænker på en udvej. Er der en eller anden måde, hvorpå den uoverkommelige byrde kan deles? Kan Atlas narres til at komme tilbage?
I Salman Rushdies roman fra 1999 Jorden under hendes fødder er der et profetisk øjeblik, hvor en af bogens hovedpersoner, fotografen Rai, tænker over de sjæle i hver generation, som »fødes uden at høre til nogen steder« og kommer ind i verden uden stærke bånd til hverken familie eller lokale steder, nation eller race.
Der er millioner, måske millarder af sådanne sjæle, lige så mange uden tilhørsforhold som med, og fænomenet er måske lige så naturlig en manifestation af den menneskelige natur som dets modsætning. Blot har de rodløse aldrig sat deres præg på historien, simpelthen fordi de aldrig fik chancen.

Alle er rodløse
Kun seks år senere, midt i en af de hurtigste revolutioner, verden har kendt, er sandhedens øjeblik kommet for Rais antagelse. Er der lige så mange rodløse mennesker i verden som rodfaste? Er rodløshed et lige så naturligt stadie som rodfæstethed? Chancen er der nu. Vi fødes alle som rodløse i dag, og lige som vi engang blev tvunget til at bære traditionens lænke, så er det nu friheden, vi ikke kan undslippe. Ønsker vi den virkelig? Er det overhovedet frihed? Er friheden i stedet den tungeste af alle byrder? For nogen en utopi, der er blevet til virkelighed, for andre en forbandelse?
Der foregår en borgerkrig i den nye, globaliserede verden. Den udkæmpes mellem de rodløse og rodfæstede. Dens vigtigste scene er ikke Iraks eller Afghanistans slagmarker eller metroerne i forskellige europæiske storbyer. Den virkelige slagmark ligger inden i hver enkelt af os. Det er den sande betydning af det moderne grundvilkår som kaldes »multipel personlighedsforstyrrelse«, eller som Rushdie beskriver det i Jorden under hendes fødder »den kakafoni af stemmer, som aldrig samler sig i et integreret selvs symfoni«.
Borgerkrig mellem sindets uorganiserede fragmenter, mellem frihed og længsel. Kan vi lære at leve med sindets borgerkrig uden, at det hele eksploderer i form af en virkelig borgerkrig i det øjeblik, hvor verden synes på vej til at samles og være parat til at opfylde alle vore drømme?
Jeg siger borgerkrig, for i en globaliseret verden bliver alle krige til borgerkrige. De handler ikke om territorier. De udspringer i stedet af modernitetens løfter og neuroser. Som ophavsmand til krige, hvis motiver skal søges i national stolthed og erobrertrang, er nationalstaten for længst afgået ved døden. Den globale vold, hvad enten det drejer sig om terrorisme eller åben krig som i Irak, har langt mere komplicerede årsager. Det starter i et sind i krig med sig selv.
Repræsenterer selvmordsbomberen med hans offer afslutningen på individualismen, eller åbenbarer der sig i ildglimtet i stedet en ny global individualisme, en kakafonisk individualisme, som i dødsøjeblikket giver sin egen indre borgerkrig videre til verden?
Hvad enten vi bryder os om det eller ej, er vi alle blevet borgere i New Orleans efter oversvømmelsen. Livet bag de beskyttende diger vender aldrig tilbage, og vi er i færd med at blive væsener, der må tilpasse sig et nyt, flydende element. Vi kan begynde at svømme og håbe på at overleve alene midt på havet, eller vi kan bygge skibe og lære at navigere, altimens vi skaber nye fællesskaber på dækket.
Det er vore alternativer.
De gamle visheders kontinenter er forsvundet og kommer ikke tilbage.

Første del af Carstens Jensens essay blev bragt den 14. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu