Læsetid: 2 min.

Med Herman Bang i manegen

Cirkus Dannebrog fejrer 30 års jubilæum med legendariske øjenvipper og legelystne heste. Og akrobater med lidenskabelig dødspoesi
23. maj 2007

Savsmuldet er frisk. Elefanterne er søde. Og netstrømperne er løbet. Så alt er, som det skal være hos Cirkus Dannebrog...

En 30 års jubilæumsturné er noget af en bedrift i den danske cirkusverden. Men Haddy og Solveig Enoch kører fortsat vejene gladere med deres næsten to kilometer lange vogntog - med 50 fastansatte folk og 28 artister. Der er plads til 999 mennesker i deres rød-hvide telt, men alligevel virker oplevelsen hos Cirkus Dannebrog meget intim.

Hemmeligheden bag Dannebrog-hyggen er nok familiefølelsen. Der er noget rørende ved Dennis Haddochs omhyggelige hjælp med at finde de rigtige sæder. Der er noget ydmygt over Haddy Enochs høflige velkomst. Der er noget stædigt drømmende over sprechstallmeister Agnete Louise Enochs legendariske øjenvipper. Og der er imponerende sus over Katja Enoch, når hun lader sine heste dundre ind i manegen, ikke med prydfjer, men bare i naturlig brun pels og legelyst. Her er simpelthen rart at være, midt i alt glimmeret.

At så Dannebrogs Husballet er mere velment end musikalsk, det er så en anden sag; nogle af disse smilende piger er bedre til at sælge candyfloss. Årets program er ellers teknisk imponerende. Den spanske linedanser Nicol Nicols slår salto på linen iført tyrefægteroutfit med sved-dråber og hånden på hjertet.

Og den italienske sild Miss Zeudy lægger sig sejt hen over sin motorcykel, mens hendes fødder får alverdens obskure objekter til at rotere, samtidig med at hun også jonglerer med armene... Og da elefantkvinden får to elefanter til at flette snabler og går i spagat imellem dem, frit oppe i luften med en fod på hvert elefanthoved, ligner det mest af alt noget fra en tegnefilm.

Dannebrogs nye, store telt lægger igen master til et vildt luftnummer, denne gang med de brasilianske The Flying Costas. Nedefra ligner deres runde muskler flyvende lyskugler, og teltdugen giver sig, hver gang deres fødder rammer, når trapezen skal i vildeste udsving. Deres speciale er saltomortaler, hvor den flyvende holder sig selv i knæhaserne, så kroppen flyver drejende rundt i luften som et hjul - rundt og rundt og rundt. Et par gange mere, end det burde være muligt.

Håndstandspuls

Men først da akrobaterne Curatola Brothers fra Italien kommer ind i manegen, mærker publikum for alvor pulsen dunke. Disse to mænd har en magnetisme mellem sig, som er både overrumplende skøn og dødsens farlig. Den lille springer, den store griber. Den ene tvinger, den anden lader sig hvirvle med. Hele tiden bare en knuget kno fra en brækket nakke. Med dirrende armmuskler og fastspændte nakker, så liv-og-død-agtige som trapezdjævlene hos Herman Bang. Og mindst lige så dekadent-lysende smukke.

Det vidunderlige er, at disse mænd bringer poesi med sig - som var deres akrobatiske stunts løsrevne sætninger i en al for brat novelle. Fordi kunst og cirkus her fletter fingre i lidenskabelig håndstand.

Cirkus Dannebrog. Oplevet i Odense. Spiller i aften i Give, torsdag Ry, fredag Them, lørdag og søndag Silkeborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her