Læsetid: 7 min.

Heroisme bedre end terrorisme

På fredag er der Danmarkspremiere på Oliver Stones nye film om angrebet på tvillingetårnene. Benny Lihme skriver fra New York om modtagelsen - og om kunstneres ambivalens over for emnet
21. september 2006

Dobbeltfortumlet på grund af filmens emotionelle vridetur og den pludselige overgang fra biografmørke og air condition til New Yorks fugtige augustvarme, stoppede jeg op ved to unge brandmænd, der sad og slappede af på bænken foran den lokale brandstation på East 14th Street lige ved Union Square.

Jeg undskyldte og spurgte, hvad deres syn var på Oliver Stones film om World Trade Center-katastrofen?

Jamen, den film er jo ikke rigtigt om os, var det umiddelbare svar.

Sandt nok, World Trade Center handler ikke om brandmænd, men om to politimænd, der som nogle af de sidste af kun 20 overlevende blev gravet ud af ruinerne. Betjente fra det store kommunale Port Authority (havnepolitiet), der ud over at stå som ejere af World Trade Center-(grunden) har sit hovedvirke omkring bustrafik og havne. Filmen starter hverdagslyrisk med at vi ser de to betjente stå meget tidligt op - 3:29 lyser den digitaliserede tid på filmdugen - i soveværelser et pænt stykke fra deres arbejdsplads. Denne brave arbejderklasse som Stone har en forkærlighed for, skal i filmen passe på beboerne på Manhattan, hvor betjentene selv ikke har råd til at bo. "We are going Downtown," siger 53-årige Sgt. Mc Loughlin (Nicolas Cage) til sine folk.

I en fantastisk rekonstruktion af Ground Zero, bevæger den 63 mio. dollar dyre film sig, uden på noget tidspunkt at vise selve terrorhandlingerne, fra et uoverskueligt kaos til det, der viser sig at være filmens dystre ro.

Den rigtige lyd

De to brandmænd på bænken er blødt lidt op. Og indrømmer, at Oliver Stone har gjort et okay stykke arbejde - det er filmens omdømme i korpset. Bl.a. er dens lyd fantastisk, siger de. Jeg må forstå, at som brandmænd orienterer de sig efter de lyde, den brændende bygning giver fra sig, når de udfører deres arbejde:

"Reagerer vi ikke på lydene i tide, kan det betyde døden, når det oven over os falder sammen."

Ja, Stone kan noget meget fysisk med filmlyd. I selvsamme biograf hvor jeg nu så World Trade Center, så jeg for år tilbage Stones' kropssammenstødsfilm om amerikansk fodbold Any Given Sunday (1999), hvor man gik ud af biografen med følelsen af op til flere bøjede ribben.

Stone er ikke en instruktør, der har lært sin metier ved at se andres film. Han har taget livet med ind i studiet. Vietnam-krigens lyde kendte Stone fra sin egen tid som frivillig. Den filmiske bearbejdning af denne lortekrig var som bekendt Platoon (1986).

Hvad World Trade Center angår, bygger filmen, udover de overlevende betjentes beretninger, på omfattende interviews med deres familier.

Det er ikke mindst dette familiefokus, der har begejstret og omvendt kristne og konservative, der indtil denne film har betragtet Oliver Stone som fandens yngel på linje med Jane Fonda, Spike Lee og Michael Moore.

Tilfredse amerikanere

Folk, som har foragtet Stone for hans konspirationsteoretiske JFK (1991) og Nixon (1995) om hhv. mordet på præsident Kennedy og Nixons på sig selv, for ikke at sige den moralopløsende Natural Born Killers (1994), har efter WTC lagt sig for hans fødder.

Ærkekonservative Fox News' kommentator Cal Thomas har f.eks. udråbt World Trade Center til "én af de største pro-amerikanske, pro-familie, pro-religion, pro mandlig styrke, flag-vinkende God Bless America"-film, man nogensinde vil komme til at se. Stones (politiske) valg af den enkeltes og familiens heroisme frem for den bagvedliggende terrorisme ligner en slags Schindler's List-strategi.

Forudsigeligt er Stone blevet kanøflet for at være hyklerisk, fordi han som en anden telefonsvarer har messet, at dette er ikke en politisk film.

En af de få morsomme reaktioner på filmen har den satiriske gratisavis 'the ONION' stået for. I én af deres velkendte opdigtede pressekonferencer lader de således Stone redegøre for sin konspirationsteori i forbindelse med angrebet på de to tårne - en bombe under Regeringens officielle kommissionsrapport! Ifølge Stone skulle der således kun have været ét fly om at angribe de fire mål i NY, Washington DC og Pennsylvania.

Efter at være fløjet gennem Nordtårnet kl. 8:46 har det enlige fly foretaget en cirklende runde inden det 17 minutter senere drønede ind i Sydtårnet. For umiddelbart derefter at fortsætte mod Det Hvide Hus i Washington....

Hvornår må der grines?

I virkelighedens verden har Oliver Stone denne gang ladet andre stå for konspirationsteorierne. På internettet har der således udviklet sig en egentlig film subkultur, et aktivt online samfund af '9-11 Truth Seekers', der kun har foragt overfor regeringens redegørelse og Stone's film. Titler som The Truth & Lies of 911 og The Great Conspiracy er eksempler på konspirationstænkning, som på forskellig vis får placeret terrorhandlingerne som et 'inside job' eller et 'cover up'

For så vidt kan det undre, at WTC-filmen er blevet udråbt til at være en film om heroisme. Kun 20 blev reddet ud af ruinerne i live, mens mere end 2.700 omkom. Som David Denby skriver i en ellers meget positiv anmeldelse i The New Yorker er der tale om en odd (sær) memorial to heroism. De få der kom ud fra dybet, gik jo derind for at redde andre. Men måtte altså selv reddes.

Mens WTC-katastrofen umiddelbart udløste en eksplosion af fotojournalistiske billeder, har kunstnerne været mere ambivalente i forhold til at bearbejde katastrofen. NY-ikonet David Letterman slap på et tidligt tidspunkt godt af sted med at spørge, hvornår der må grines igen, lissom Bruce Springsteen i 2002 kom godt i hus med cd'en The Rising.

Knapt så godt gik det for rockkollegaen Steve Earle, der med sangen 'John Walker's Blues' forsøgte at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på en ung amerikaner, der melder sig som Taleban-kriger i Afghanistan.

Måske i situationen forståeligt, at Earle ikke høstede bifald. Forståeligt var det derimod ikke, da smuk jazz-sørgemusik inklusive versioner af 'America The Beautiful' og 'Amazing Grace' i 2004 også blev stemplet som upatriotisk (bassisten Charlie Haden der sammen med Carla Bley genoplivede Vietnam-tidens anti-krigsorkester Liberation Music Orchestra og indspillede cd'en Not In Our Name).

Stærk sørgekultur

World Trade Center-katastrofen har afstedkommet en stærk sørgekultur med dertil hørende stram etikette for 'correctness'. Så længe samtidshistoriens længstvarende begravelse stod på, skulle kunstnerne holde fingrene fra fadet! Især Hollywood har været længe om at komme i gang - og nok også overdrevet kodeks for, hvornår man må sige noget.

I modsætning til andre kunstformer har filmbyens henholdenhed været på grænsen til en hensynfuldhedspsykose. De to tårne er endog blevet fjernet fra allerede optagne film (f.eks. blev en scene fra Spider-man, hvor superhelten spinder sine tråde ud mellem de to tårne, klippet ud).

Mig bekendt er den første seriøse 'post-terror' film Spike Lee's 25th Hour (2002), der åbner med en Ground Zero sekvens. Og hvor hovedpersonen Monty (Edward Norton) i de sidste timer inden han skal i fængsel, er mentalt set 'blue' på en måde, der matcher byens nye topografi. På et tidspunkt i filmen tager Monty afsked med en Wall Street-ven i dennes lejlighed. Ved premieren gik der et gys gennem publikum, da Spike Lee med en chockterapeutisk kameradrejning tvang alle til at se direkte ned i Ground Zero.

På trods af det ømtålelige sørgeklima, havde Lee møvet sig ind i en location med store glasvinduer beliggende lige ud til Ground Zero. Den Spike Lee der i det sidste års tid har pendlet frem og tilbage mellem sit fashionable hjem på Manhattans Upper East Side og New Orleans. Kun ét år efter Katrina-orkanens hærgen er Lee færdig med et fire timers dokumentarisk tv-requiem (When the Levees Broke).

'Bare et hul'

Der er kommet gang i de kunstneriske bearbejdninger af terrorangrebene på USA: Paul Greengrass' film United 9, John Updikes roman Terroristen osv. Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at sørgeperioden er forbi. I skrivende stund foregår der en polemik mellem New Orleans' borgmester, Ray Nagin, og forsvarere for et fortsat ordentligt adfærdskodeks, hvad omtale af Ground Zero angår. Nagin er flere gange blevet sammenlignet med New Yorks Giuliani. Sammenligningen faldt ikke ud til fordel for sydstats-borgmesteren, der er blevet beskyldt for langsommelighed i forbindelse med genopbygningen af New Orleans.

Som et såret dyr udbrød Nagin for nylig: "Hvad er der egentlig sket i New York i de fem år, der er gået? Det er jo stadigvæk bare et stort hul!".

Uanset hvor rigtig denne observation måtte være, er der ingen der skal omtale det hellige Ground Zero som et hul. Og Nagin har da også måttet gå bodsgang og undskylde over for de efterladte (deres magt taget i betragtning kort og godt omtalt som 'familierne').

Giulianis restaurant

Som borgmester Giuliani, der var kendt for at sidde alene ved det samme bord i den fashionable restaurant Windows of the World, holdt jeg meget af at være på toppen af World Trade Center. Her kunne man filosofere over denne bys 'gadefilosof' Marshall Berman's klassiske værk All That Is Solid Melts Into Air om det moderne. New York er om noget modernitetens koncentrat, og fra toppen af det ene tvillingetårn kunne øje og tanke bevæge sig frit omkring.

Sært i øvrigt med dette gamle Karl Marx-citat - "Alt fast går op i røg!" - som i forbindelse med tårnenes kollaps fik en underlig retrospektiv profetisk karakter.

En af katastrofens lokale naboer, tegneren Art Spiegelman, har med et originalt bidrag sammenfattet manges post-WTC følelser. Hans værk fra 2004 hedder In the Shadow Of No Towers.

-Benny Lihme er redaktør af tidsskriftet Social Kritik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu