Læsetid: 2 min.

Herrefolket

25. oktober 2005

Er Jørgen Leth et rynket levn fra vores hedengangne koloniherrehistorie, der på det mørke uoplyste Haiti i vellyst er gledet tilbage til urgamle herrefolksmanerer? Er den voldsomme reaktion på afsløringen af hans herrefolksopførsel et nypuritansk afvaskningsprojekt? Kan vi bortoperere denne skamplet ved at udradere Jørgen Leths stemme fra det offentlige rum?

Snarere er den voldsomme reaktion på Jørgen Leths letsindige beskrivelse af sin lyst endnu et symptom på den udbredte herrefolksmentalitet, der i foreningen af Venstres nyliberalisme og Dansk Folkepartis neonationalisme gennemsyrer Danmark, og for længe har været det skrøbelige fundament for vores vaklende herrefolksunion, EU, hvor omnipotente herrefolk forgylder hinanden i magtens luftige korridorer.

Er Jørgen Leths last den troldsplint, vi kan se i den andens øje? Den store hvide skærm vi kan projicere vores mest sorte og ubevidste handlingsmønstre over på? Eller er hans værste forbrydelse, den unævnelige, at han antyder muligheden for at herren møder slaven som ligeværdig (sex)partner?

Vi - herrefolket

Hvornår handler vi ikke som herrefolk? Er hver dags nyheder ikke fyldt med beviser på, at vi er herrefolket, der gør, hvad der står i vores magt for at bevare positionen?

Hvad ville der ske, hvis vi lyttede til de magtesløse og de stemmeløse? De tvangsudviste torturofre, de overmedicinerede psykisk syge, emigranterne fra det udpinte afrikanske kontinent. Regeringens nedskæringstabere; Overlægen der af en teknokratisk ledelse med nedskæringsknive i ærmet bliver fyret for at bruge sin ytringsfrihed.

Skolelærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne, hjemme-hjælperne, perkerne, kontanthjælpsmodtagere i gruppe fire, som skal ligge i fast rutefart mellem Nørrebro og Gentofte, hvis de slørklædte husmødre skal supplere deres kontanthjælp med at gøre rent hos Pia og hendes naboer.

Har du tænkt over konsekvenserne, Claus - eller skal de gøre rent hos hinanden?

Kors og bånd til Leth

Herrefolksmentaliteten florerer som aldrig før, Jørgen Leth kom bare til at lette på låget. Ramaskriget understreger med al tydelighed omfanget af problemet.

For hvad er det lige, der sker, hvis vi møder de magtesløse som ligeværdige? Har vi i vores magtberuselse glemt, at det er demokrati, der sker, når vi møder næsten i en ligeværdig dialog, og at fred for det meste er resultatet, når goderne er fordelt retfærdigt?

Hvad hvis EU indledte en dialog med de dårligt klædte, afrikanske emigranter, gav dem adgang til kontorerne i Bruxelles i stedet for at spærre dem inde bag pigtråd og sende dem tilbage til den evige ørkenvandring?

Hvad ville der ske, hvis man talte med de skizofrenes stemmer, tog torturofrenes historier for pålydende - andet end at vi ville blive konfronteret med den eksistentielle angst, vi selv har fortrængt?

Hvis vi ville tage ved lære, så burde vi læse Søren Kierkegaard igen og igen.

Ellers, så lad os dog i dovenskabens og uvidenhedens navn i det mindste stå ved vores skinhellighed, vores magtbegær, vores fryd ved at sidde på det hele og have magt til at holde de andre udenfor.

Jørgen Leth burde hyldes og dekoreres for sin herrefolkspoesi, billedet i troldspejlet. Dronningen og Prinsen skulle slå ham til ridder af Herrefolket og putte ham i sprit til evig påmindelse om, hvor vi hører hjemme...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu