Læsetid: 4 min.

Herskab og tjenestefolk

Befolkningens opdeling i herskab og tjenestefolk ses af en eller anden grund stadig som noget 'helt naturligt'
30. september 2006

Min mor var 'privat hushjælp' i nogle år, da jeg var teenager. Hun var glad for det, glad for at kunne tjene lidt penge, og hendes 'herskaber' var særdeles tilfredse med hendes arbejde og betalte altid til tiden. Der var en tandlægefrue og en avisredaktørfrue, der huskede at kvittere for hendes uvurderlige indsats, når de kom hjem fra deres ferier. Så havde de købt små gaver til hende, souvenirs eller toldfri chokolade. Min far var arbejdsmand af den noget gammeldags type, han brød sig faktisk slet ikke om, at 'konen' skulle arbejde.

Det var såmænd ikke, fordi jeg selv i særligt omfang var politisk vakt, men jeg syntes nærmest, det var pinligt. Hvorfor skulle min mor gøre rent for folk, der ikke gad selv? Folk, der hverken var syge eller havde et opslidende arbejde, kunne de ikke selv klare opvasken efter maden? Hvorfor skulle de ikke selv kunne svinge gulvmoppen, tørre støv af på reolen og vande deres skide potteplanter? Og selv om jeg gerne åd af den chokolade, som fruerne betænkte hende med, når de havde været i Spanien, syntes jeg nu ikke, min mor behøvede at være så forfærdelig taknemmelig for den. Den timeløn, de betalte hende, var måske nok pæn, men overdådig kan den ikke have været. Og når de ligefrem summede af tilfredshed over hendes arbejdskraft, så var det vel fordi den - pæn betaling eller ej - var billig. Det har uden tvivl været 'rart' for dem, at alt det kedelige arbejde kunne blive udført til en overkommelig pris. Så de selv havde bedre tid til venindekomsammen, shoppingture, og hvad velforsørgede middelstandsfruer nu ellers fik tiden til at gå med.

Spillevende forestilling

Forestillingen om det godhjertede tyende er ældgammel. Forestillingen om jævne folk, der ser det som deres livsopgave at gøre nytte for andre mennesker. Forestillingen om, at sådan er der altså nogle, der har det, og at det vel derfor er i orden at benytte sig af det, hvis man tilfældigvis har råd og måske i øvrigt en stressende karriere kørende, blev på ingen måde lagt i graven af Th. Stauning og hans efterkommere.

I nogle år var det ganske vist ikke noget, man talte så meget om, især ikke offentligt, men rengøringshjælpen, pigen i huset, har aldrig været helt ude af billedet. Der har hele tiden eksisteret et lille - alt overvejende sort - arbejdsmarked, hvor driftige mænd og kvinder har betalt sig fra kedeligt husarbejde og børnepasning.

Nu om dage går man ikke engang stille med det, det foregår helt åbenlyst, der er endda visse politikere, som mener det kunne være en udmærket måde at skaffe arbejdsløse et job: Lad velhavende familier hyre dem, til gensidig gavn og glæde, hvorfor dog ikke?

Men lige tanken om at formalisere arbejdsforholdet, at gøre det officielt, tiltaler nu ikke så mange velstående familie. Medmindre de da kan få offentligt tilskud til at aflønne deres - tyende. For jo, tyende er det jo. Det er det, der er tale om, uanset at ingen bryder sig om udtrykket. En forudsætning for at holde tyende er, at det er billigt. Så billigt som på nogen måde muligt. Så betalingen vil nok fortsætte med at være kulsort.

Men der er trods alt kommet et vist system i det. Hvis man f.eks. har noget håndværksarbejde, man skal have udført på huset, er det i dag muligt at hyre østeuropæisk arbejdskraft til det. SID's fagblad kan i sit seneste nummer fortælle, at en række 'kendte' mennesker, altså dem man 'kender' fra ugebladene, i vid udstrækning har benyttet sig af det, iblandt illegalt - formentlig fordi det er det allerbilligste.

Det gælder f.eks. en af vores ministres ægtefæller, der tilmed fik en bøde for det. Og der er 'tv-personligheden', der har hyret polske arbejdere til en betaling af 14,55 kr. i timen. Men faktisk kan det fås endnu billigere. Hvis man f.eks. dels har behov for at få lagt nogle fliser, dels godt kunne tænke sig lidt udenoms-sex, så kan man da bare skaffe sig en udenlandsk au pair-pige. Sådan én kan arbejde hundrede timer om ugen, hvis det skal være. For 2.500 kr. om måneden - hvad siger De så?

Tyendet lever

De fleste studser sikkert over, at den slags overhovedet finder sted. Men det rigtig interessante, og også dybt nedslående, er, at det på trods af mange, mange års bestræbelser på at skabe et fornuftigt og anstændigt samfund, alligevel ikke er lykkedes at afskaffe - eller bare civilisere - sindelaget hos den del af befolkningen, der har råd til at holde tyende. Gudbevares: De fleste, der betaler sig fra det kedelige og det grove, ligesom de fleste, der tager en au pair-pige i huset, opfører sig uden tvivl pænt og ordentligt. Men tanken om, at en befolkning, der er delt i herskab og tjenestefolk, er en 'praktisk' og ligefrem 'naturlig' ting, er vi altså ikke kommet til livs. Den stærke må gerne udnytte den svage - og at de fleste gør det på en civiliseret måde, forhindrer altså ikke andre i at udnytte situationen på det allermest bestialske.

Nu er vi så heldige, at vi har en beskæftigelsesminister her i landet. Nemlig alle tiders mest joviale fadbamse, Claus Hjort Frederiksen. Gad vide, om han har tænkt sig at gøre noget for at holdningsbearbejde den del af rigets mest velbjærgede, der groft udnytter deres importerede tyende? Når vi spørger, er det, fordi vi har en - ikke helt ubegrundet, synes vi jo - mistanke om, at nogle af dem såmænd nok stemmer på Venstre, tidligere Danmarks liberale parti, nu Det Ny Venstre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her