Læsetid: 6 min.

Highbrows og lowbrows

Kampen i Londons litterære miljø når nye højder med planer for et nyt pensum for engelskundervisningen i skolerne, herunder en livlig kanondebat. Kronikøren har været til møder med dens to poler inkarneret i hofpoet Andrew Motion og bestsellerforfatter Nick Hornby
11. november 2006

"Vær sød at lægge den fra dig! Du bliver aldrig færdig. Gå i gang med noget andet". Nick Hornby ser op fra sit manuskript og ud på publikum, der er bænket en varm september-aften i Foyles' galleri for at høre om bestseller-forfatterens seneste værk, The Complete Polysyllabic Spree, et optryk af hans faste klumme i månedsmagasinet The Believer.

Som undertitlen, The Diary of an Occasionally Exasperated but Ever Hopeful Reader, indikerer, har udgivelsen logbogsformat: Hver månedlige optegnelse begynder med to lister, Books bought og Books read, hvis difference danner afsæt for en analyse af bibliomani i en meget hornbysk optik. Udvalget er eklektisk og læseglæden smittende, men er man som håbefuld læser på udkig efter en intelligent dechifrering af litteraturens gåde, frustreres man mere end lejlighedsvist. Literary novel (unfinished) står der hyppigt i 'bøger læst'-kolonnen som emblem på, hvad kort kan beskrives som et populistisk korstog mod ånds-aristokratisk vælde. Hvorfor, klager Hornby, står folk i kø for at anbefale en roman som The Line of Beauty, Alan Hollinghursts Bookerpris-vindende James-pastiche? Velskrevet, bevares, men da ikke ligefrem en historie, der holder en i suspense, dertil tiltrækker stilen alt for meget opmærkomhed på sig selv. Litteratur ifølge Hornby skal være ligetil. Underholdningsværdi, ikke dannelse, er bogens raison d'tre, eller sat på spidsen: "Intet ondt vil ske dig, hvis du ikke læser klassikerne, eller romanen der vandt dette års Booker- pris- og intet godt, hvis du gør."

Oprindeligt henvendt til et amerikansk publikum (The Believer er en lillebror til Dave Eggers McSweeney's Literary Quarterly), er man ikke et øjeblik i tvivl om, at en af The Complete Polysyllabic Sprees hovedadressater hedder Harold Bloom, men Hornbys udsagn hæver også mere end ét par bryn ved hans side, hvor et lille panel af kritikere har taget plads. Blandt dem Blake Morrison, medlem af The Royal Society of Literature (RSL) og viceformand for britisk PEN. Ikke just en herre, der kan forventes at tage Hornbys læservejledning til efterretning. Og dog, for sagen er, at det nationale engelskpensum er under revision. Den 9. november offentliggjorde The Qualifications and Curriculum Authority (QCA) en rapport med forslag til, hvordan det britiske skolevæsen bedst tackler det nye århundrede. I den forbindelse havde man i samråd med RSL anmodet forfattere som J. K. Rowling og Hornby selv om at nominere en top 10 over værker, enhver skoleelev bør stifte bekendtskab med.

Bedre end ingenting

Den højaktuelle kanon-debat bringes hurtigt på bane, da Hornby med allusion til sin yndlingsaversion fastslår, at det vigtigste ikke er hvad, folk læser, men at de læser, og Harry Potter er altid bedre end ingenting! Han benytter samtidig lejligheden til at slå et slag for Richard & Judy, Channel 4's Oprah-kloner, der på kort tid har opnået en uhyggelig evne til at diktere den britiske befolknings læsevaner. Med lyserøde book club-smileys er de i stand til at booste salget af en hvilken som helst roman på en måde, som Booker Pris-komitéer kun tør drømme om. Det populære par har ikke Winfreys forkærlighed for relancering af klassikere, så selvom valget af og til falder på en såkaldt 'litterær roman', forbliver dubiøse titler i overtal.

Hornbys detronisering af den vestlige kanons Godfather til fordel for kommercielle smagsdommere får en kvindelig børnebogsanmelder til at reagere. Hun vil gerne vide, hvordan han med en fortid som engelsklærer i en comprehensive school, kan forsvare så 'liberal' en holdning i et didaktisk perspektiv, og forfatteren forsvarer sig med, hvor galt det ellers kan gå. Ja, én af de adspurgte har ligefrem formastet sig til at sætte Henry James på sin skolærer-hitliste! Nick Hornby ønsker altså ikke at medvirke i et statsautoriseret kanonprojekt, fair enough, lyder det fra en ivrig fan, men forfatteren til High Fidelity må da være i stand til hurtigt at strikke en lille autonom hitliste sammen, sådan bare for morskabs skyld? Hornby ler. Det kunne han godt, men den ville i så fald være uspiselig for den menige skoleelev. Det ved han af bitter erfaring. Panelet rører på sig.

Som en boomerang

Sporer man under det officielle anything goes en vis ambivalens? Som Cambridge-mand har Hornby haft meget travlt med at vaske det akademiske image af sig, men på hans liste figurerer immervæk stadig den litterære roman, og som et et filosofisk højdepunkt i et ellers sofistisk orgie lyder: "Alle bøger, læste som ulæste, er det rigeste udtryk for vort selv, vi er i besiddelse af". Denne sandhed rammer ham selv som en boomerang og giver den gemytlige tone en lettere perfid klang.

Hvorfor RSL i første omgang henvendte sig, kan man også undre sig over, for den praktiske erfaring, Hornby gerne bryster sig af i kritikken af andres kanonforslag, har han selv kompromitteret ved gentagne gange at pege på frygten for netop klasseværelset som sit litterære virkes kraftigste incitament. Men måske the Establishment alligevel ikke er helt så snæversynet, som Hornby gerne vil gøre det til?

Ét er sikkert, hans passiv-aggressive holdning løser ikke pensumproblemet, men med et publikum af hovedsageligt common readers vejer sans for komiske one-liners denne aften tungere end argumentet, og selv en reklame for Amazon får lov at gå upåtalt hen på anden sal i independent-boghandlens flagskib.

Akademiker-boghandlen

Noget lignende ville være utænkeligt på 14 Bury Place. Geografisk er der ganske vist ikke langt fra 113-119 Charing Cross Road til lille London Review Bookshop, hvor uafhængighedsflaget også blafrer lystigt, men klimaet er et andet. Hvor Foyles' arv med rødder i boho-Soho er merkantil og populær, har akademiker-opkomlingen derimod hjemme i Bloomsbury, hvor British Museum spreder sin apollinske ånd. Det både ses og mærkes på klientellet. Gæsten her hedder Andrew Motion, poet laureate og manden, der vil udsætte den britiske ungdom for en solid dosis Henry James.

Langlemmet og elokvent er han den absolutte modpol til lille, tætte Hornby, der med sin skaldede isse og cockney-accent fysisk kun savner Arsenal-trøjen for at ligne prototypen på ø-rigets fladpandede hooligan. Han er kommet, ikke for at diskutere kanon, men for at læse op af sine mémoirer, In the Blood. Selv uden forhåndskendskab er man dog ikke et øjeblik i tvivl om standpunktet, når man lytter til hans lyrisk mættede skildring af en opvækst i et borgerligt, men lidet bogligt hjem og den første litterære åbenbaring inspireret af en dygtig engelsk-lærer.

Kun malet på forsiden

Motion, der underviser i creative writing på University of East Anglia, er Bloom i en slankere, yngre og mere afdæmpet udgave: En kulturkonservativ, der begræder sine studerendes rudimentære dannelse. "De er som Staffordshire-statuetterne - kun malet på forsiden", har han udtalt og lægger skylden på et skolesystem, der med konstante tests ikke levner plads til fordybelse og kreativitet. Selv er hofpoeten ikke bange for at gøre sig upopulær med sine ambitioner på nationens vegne. Hans kanon tæller foruden Portrait of a Lady også Ulysses og Paradise Lost og med kun to værker fra det 20. århundrede på top 10 røber han klart sit ønske om at forberede fremtiden gennem fastholdelse af fortiden i nutiden: Klassikerne er civilisationens rygrad, og at afvise dem som uegnet føde for skolebørn alene ud fra deres ry som vanskelige er "kulturel vandalisme!". Desværre er flertallet imod den moderne Matthew Arnold og dennes "dybt demokratiske kunstværker". Høje standarder er godt, siger RSL og QCA, men mon ikke Henry James gør sig bedre i universitetsregi?

Måske. Det er i al fald, hvor han dukker op nogle uger senere, da det bliver tid til University Colleges offentlige Lord Northcliffe-lectures, navngivet efter Englands famøse bladkonge. Årets taler er Alan Hollinghurst, Motions nære ven fra Oxford, der med sin dybe, melodiske stemme giver et tætpakket auditorium en prøve på den sene James' komplekse diktion, der fik såvel modstandere som tilhængere til at erklære mesteren ulæselig for 'manden på gaden'. At det eksklusivt er studerende, der er mødt op, synes at bekræfte dette skudsmål, men tydeligt opslugte af forelæsningsrækken betitlet Delightful Difficulty bestrider de samtidig Hornbys dom. Konklusion? Verden kan forandre sig, men highbrows og lowbrows, kunst og kommers, fortsætter den indbyrdes kamp. Selv når parnasset fra tid til anden rykker ind på Fleet Street.

Katrine Boeberg studerer litteraturhistorie og er p.t. bosat i London

* Kronikken mandag:
Oversætterens hemmeligheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her