Læsetid: 3 min.

Himalayas is smelter, Kalahari-ørkenen er på vej ud af kontrol, og hen over Atla

Den britiske premierminister har besluttet at spille højt spil op til G8-mødet og er villig til at isolere USA, hvis Bush afviser klima-handling
2. juli 2005

Smeltevandet strømmer ildevarslende fra Himalayas gletchere. I Afrikas Kalahari-ørken blæser det op til storm .Og hen over Atlanten lægger USA's George Bush og Storbritanniens Tony Blair arm om klodens fremtid i en stadig mere dramatisk styrkeprøve, der skal finde sin afgørelse på næste uges G8-topmøde i Gleneagles, Skotland.

Forskeres advarsler om, hvad de globale CO2-udledninger er ved at gøre ved klodens klima, kommer i en lind strøm op til topmødet. I det aktuelle nummer af tidsskriftet Nature beskriver forskere fra Oxford University, hvordan de enorme sandbanker i den sydafrikanske Kalahari-ørken - stabile gennem årtusinder - vil begynde at vandre, når klimaforstyrrelser fører til ændrede vind- og nedbørsforhold.

Hastigheden er øget

Hundredetusinder af fattige jordbrugere og hyrdefolk i bl.a. Sydafrika, Angola og Zambia vil få deres levevej ødelagt, når sandet kommer, siger forskerne. Torsdag sagde forskere fra Britain's Royal Society, at tusinder af levende arter i havenes økosystemer er i fare, fordi CO2-udledningerne bidrager til at gøre havvandet surt og dermed uegnet for mange arter at overleve i.

"Hastigheden af ændringerne i havenes kemi er 100 gange højere, end den har været gennem millioner af år," siger en af forskerne, John Raven, til Reuters.

Og fra Himalaya melder WWF, at de store gletchere svinder med en hastighed af 10-15 meter om året på grund af øget afsmeltning.

"Den hurtige afsmeltning vil i første omgang øge vandmængden i floderne og føre til omfattende oversvømmelser, men efter få årtier vil flodernes vandføring svinde og give massive økonomiske og økologiske problemer for mennesker i det vestlige Kina, Nepal og det nordlige Indien," rapporterer Jennifer Morgan, klimadirektør i WWF.

Alt på et bræt

Det er på denne baggrund, at den britiske premierminister Tony Blair har besluttet at "gå til bristepunktet" og spille højt spil for at tvinge klimaresultater ud af G8-mødet.

For første gang i G8's historie synes topmødets formand villig til at give af-kald på enighed i sluterklæringen og lade USA stå isoleret tilbage, hvis ikke præsident Bush går med til at handle.

Et britisk udkast til sluterklæring fra mødet i Gleneagles lækkede fredag til avisen The Guardian. Dokumentet viser, at Blair går efter en tekst, der bl.a. fastslår, at "Klimaændringer er en alvorlig og langsigtet udfordring, som har potentiale til at påvirke hvert hjørne af kloden. Der er nu stærke beviser på, at der foregår en markant global opvarmning, og at menneskets aktiviteter bidrager til denne opvarmning."

Blair vil desuden havde denne formulering med i G8-vedtagelsen:

"Vi ved, at vi er nødt til at dæmpe, stoppe og siden vende væksten i drivhusgasser for at mindske vores sårbarhed over for potentielt alvorlige økonomiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige risici."

USA har under de fortrolige forhandlinger meddelt, at man ikke vil acceptere disse to passager. Man vil med andre ord hverken acceptere det videnskabelige grundlag om drivhustruslen eller det menneskeskabte bidrag hertil. Ifølge The Guardians kilder tæt på Blair er premierministeren imidlertid indstillet på at stå fast og spille højt spil. Om nødvendigt vil Blair slutte Gleneagles-mødet med, at G8-landene for første gang nogensinde isolerer et enkelt land og stemmer USA ned, syv mod én. Blair har fået signaler om, at også Frankrig og Tyskland foretrækker at isolere USA frem for at vedtage et udvandet klimadokument, der udløser vrede fra omverdenen.

"En yderst farlig ting at foretage sig politisk," siger avisens kilder om Blairs manøvre, der risikerer at udløse "en katastrofal fiasko", hvis USA står fast og får andre med på at hindre en erklæring om klimaspørgsmålet.

Forhandlere fra Storbritanien og USA har planlagt møder hele weekenden i forsøget på at finde en løsning. den kunne bestå i, at Blair giver afkald på nogle af de formuleringer, der er uspiselige for USA, hvis Bush i stedet går med til konkrete aftaler om at handle for at bringe de klimatruende CO2-udledninger under kontrol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her