Læsetid: 2 min.

Himlen over Champs Élysées Champs-Élysées

Et sprælsk Danmarkshus kan i dag fejre 50-års fødselsdag.
23. april 2005

Det er en glad mand, der denne lørdag inviterer til fest i Paris. Master Fatman og Katrine Ring spiller op til dans, Brian og Per har meldt deres ankomst, og adressen er intet mindre end Champs-Élysées. Der forventes oven i købet en vrimmel af franskmænd. Den glade mand hedder Michael Nellemann, han har siden 2000 været kulturråd i Paris, og den fest, han har inviteret til, er Danmarkshusets 50 års fødselsdag.

Det er en 50-årig i topform, der fejres. Til Nellemans ærgrelse var der langt mere snak om huset dengang, det var døden nær, end nu, hvor det sprudler af liv. Stedet blev skabt til promovering af dansk industri, landbrug og kultur i 1955, men i 1997 var der tanker om at sælge det. Ramaskriget fra danske og franske kulturpersonligheder resulterede i en ny struktur, en selvstændig institution med direktør og bestyrelse.

Under den kyndige Bo Lidegaards ledelse blev en storstilet restaurering sat i værk. Desværre ikke så omfattende som ønsket eller som den nu meget hippe boulevard kunne have båret det, men i 2002 genåbnedes et stærkt forfrisket hus til de aktiviteter, der siden er foregået i Nellemanns regi.

"Det er jo franskmænd, vi ønsker at hive ind i huset," fortæller Nellemann: "Da det i sin tid åbnede, blev det samlingssted for danskere, og det har det været i mange år. Nu har franskmændene fået øje på det, og vi skaber alle vore udstillinger med franske samar-bejdspartnere."

Det giver til tider ret håndfaste resultater. En af de første udstillinger i huset handlede om dansk cykelkultur. Det blev den parisiske borgmester Delanoë så inspireret af, at underborgmester Baupin blev sendt til Danmark for at undersøge sagen. Nu bygges der cykelstier på højtryk i Paris.

"Det nytter jo ikke noget, at vi danskere bare sidder i et hjørne og får nogle mægtig gode ideer," forklarer Nellemann: "Hvis franskmændene ikke vil være med, så er det fordi, det ikke interesserer dem."

Danske fuldtræffere

Huset følger nu Paris' rytme. Danske digtere læser op med franske kollegaer i poesiugen, og der udstilles fotografier i fotografimåneden. Selvfølgelig satses der stadig på store danske fuldtræffere, dansk design med Georg Jensen, dansk møbelkunst - fornyet med en udstilling af yngre designeres prototyper - og sidst har dansk maleri svævet over Champ'sen med udstillingen Himlens spejl, der sendte besøgstallet op imod... himlen. For tiden er der de uomgængelige H. C. Andersen udstillinger, med tilhørende ambassadører.

"Andersen fik os båret ind i den store avis Le Figaro med en helside," fortæller Nellemann med et lille grin: "Så han virker altså stadigvæk!"

Der er B&O og rejesandwichcafé mod gaden og en af Paris smukkeste gårdhaverestauranter bagud. 120.ooo mennesker fristes årligt.

Den danske lunkenøl-og-sildemadsnostalgi har fået et knæk, og hvis De synes denne skribent lyder overstrømmende positiv, så har De fuldkommen ret. Jeg er kommet i det hus i næsten halvdelen af de år, det nu har på bagen, og først nu er det overhovedet ikke pinligt eller en anelse DDR-agtigt at invitere de æstetikfølsomme franskmænd ind i dansk repræsentation. Skagenskitser af Ancherparret, Mani Dance iscenesættelse af Ann Wibergs Trash-couture og Flora-Danica cocktail. Jeg tror, jeg kridter sølvstilletterne og hiver et par amis med til fest i La Maison du Danemark!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu