Læsetid: 4 min.

Himlen faldt ikke ned

Israels opgivelse af Gaza-striben var et lille skridt imod fred, men et kæmpeskridt for staten Israel
24. august 2005

Den 18. august 2005 blev en milepæl i staten Israels historie: Dette var datoen, da det store bosætterprojekt for første gang led modgang.

Vist fortsætter bosættelsesaktiviterne på Vestbredden med usvækket hast, og vist var Ariel Sharons hensigt med at opgive de små bosættelser på Gazastriben at konsolidere de større bosætterområder på Vestbredden. Alligevel har vi overskredet et kritisk skel: Vi har nu vi fået bevis for, at det er muligt at nedlægge bosættelser.

For første gang opgav vi en del af 'Vore Forfædres Land'. (Sinai-bosættelserne var aldrig en del af det historiske 'Eretz Israel'). Det er en historisk begivenhed og et ideologisk brud, der viser vejen til en mulig fredelig fremtid.

Dette var også dagen, da den israelske fredsbevægelses budskab trængte igennem. Sandt nok: Det var ikke vores initiativ. Det blev gennemført af en mand, der står os uhyre fjernt. Men som det hebræiske ordsprog lyder: "De retsindiges gerninger gøres af andre", underforstået af mennesker, der ikke er retsindige og endog kan have ondt i sinde.

Da de første bosættelser i sin tid blev opført, sagde jeg til Golda Meïr under et af mine jævnlige sammenstød med hende i Knesset:

"Hver ny bosættelse er en landmine på vejen til fred. Før eller siden kommer I til at fjerne disse miner! Lad mig som tidligere soldat fortælle Dem, fru ministerpræsident: At fjerne miner er et modbydeligt ubehageligt job."

Bosætterne blev narret

Når jeg i dag tænker på den uhyre pris, vi har betalt for dette bosætterprojektet, fyldes jeg af vrede, sorg og dyb frustration.

Over de tusinder af menneskeliv, det har kostet, israelere som palæstinensere. Over de milliarder af shekel, der er gået til spilde. Over vores nations moralske forfald og snigende brutalisering. Over den fatale udskydelse af fred til en uvis fremtid. Over de demagoger, som slog ind på denne galskabsmarch pga. dumhed, blindhed, grådighed, magtberuselse eller ren kynisme. Over de lidelser og ødelæggelser, vi påtvang de palæstinensere, hvis land og vand vi stjal, hvis huse vi rev ned, og hvis træer vi rev op - alt sammen af hensyn til 'sikkerheden' i disse bosættelser.

Jeg føler også med de bosættere i Gush Khatif, som blev narret af bosætterbevægelsens ledere og den ene israelske regering efter den anden til at skabe sig en ny tilværelse på stjålen jord - forført af messianske demagoger ('det er Guds vilje') eller økonomiske fristelser ('en luksusvilla omgivet af grønne plæner - hvor får du ellers råd til sådan en?'). Mange fattige og arbejdsløse indbyggere fra småbyer i Negev lod sig friste. Nu er deres drøm forduftet, og de må til at starte forfra på et nyt liv, om end med generøs kompensation.

Tv gjorde os en stor tjeneste, da de mellem reportagerne fra Gaza-evakueringen viste gamle optagelser fra dengang disse bosættelser blev grundlagt.

Vi genhørte taler fra Ariel Sharon, Joseph Burgh, Yitzhak Rabin, Hanan Porat og andre - hele denne litani af nonsens, bedrag og løgne blev nådesløst udstillet.

Den 22. august var dagen, da bosætterideologien kollapsede. Hvis der er en Gud i himlen, kom Han ikke til redning. Messias blev hjemme. Intet mirakel, der kunne redde bosætterne, indtraf.

Ny chance for fred

Mange bosættere var så sikre på miraklet, at de blev i deres hus til det sidste og ikke havde ulejliget sig med at pakke. I en tv-reportage så vi hjem, hvor uspist mad stadig stod på bordet, og familiefotos i rammer hang på væggen. Scener der mindede mig om krigen i 1948.

De oppustede trusler fra de to bosætterledere, Wallerstein og Lieberman (som altid minder mig om Rosencrantz og Guildenstern, de to skurke i Shakespeares Hamlet) viste sig at være varm luft.

Masserne strømmede ikke ud i gaderne i Israel for at danne menneskeblokader imod de hærstyrker, der var sat ind for at gennemføre rømningen. Israelerne, deriblandt tilbagetrækningsplanens modstandere, blev siddende hjemme klinet til tv-skærmen. Også den massive lydighedsnægtelse, som rabbier havde bønfaldt soldaterne om, udeblev.

I det afgørende øjeblik kunne alle se, hvor isoleret den messiansk-nationalistiske bosættersekt står. I deres adfærd og ideologi er de fremmede for det store flertal af den israelske befolkning.

Bosætterne har nu definitivt tabt det afgørende slag om den offentlige mening, og det står klart, at deres virkelig mål var at gennemtvinge et trosbaseret, messiansk og racistisk regime med ryggen vendt til hele den øvrige verden.

Men vigtigst af alt: Dette var dagen, da freden fik en ny chance i dette plagede land. Israels demokrati vandt en sejr, der må give genlyd. Det er bevist, at bosættelser kan opgives, uden at himlen falder ned. Fordi palæstinenserne har en ledelse, der ønsker fred. Fordi det er bevist, at selv de ekstremistiske palæstinensiske organisationer kan overholde en våbenhvile, når den palæstinensiske offentlighed kræver det.

Men det må slås utvetydigt fast: Denne tilbagetrækning rummer en potentiel fare i sit skød. I palæstinensernes øjne er tilbagetrækningen fra Gaza fremfor alt et resultat af den væbnede palæstinensiske modstand, så hvis vi holder her, risikerer vi at falde ned i afgrunden. Uden hurtige fremskridt hen imod en fredsaftale med det palæstinensiske folk vil Gaza vitterlig blive forvandlet til en platform for missilbeskydning, som Binyamin Netanyahu har profeteret (det kan blive en selvopfyldende profeti). En tredje intifada vil udbryde og på ny sætte landet i flammer.

Vi må straks indlede seriøse forhandlinger og erklære, at vi inden for en angiven tidsfrist vil stoppe vores besættelse og anerkende en palæstinensisk stat i området.

Hovedelementerne i en aftale ligger klar: En løsning for Jerusalem efter Clintons model ('hvad der er arabisk, tilhører Palæstina - hvad der er jødisk, tilhører Israel'), en tilbagetrækning bag Den Grønne Linje (eller aftalt territorieudveksling) og en løsning på flygtningeproblemet, der imødekommer Israels ønske om at forblive et hjemland for jøder.

Den 22. august vil gå over i historien, som den dag, da håbet på ny blev født. Ikke begyndelsen til enden i kampen for fred. Men utvivlsomt enden på begyndelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her