Læsetid: 8 min.

Himlen over Hanstholm

Sagen om Muhammed-tegningerne trækker ud og graver grøfter på tværs af kulturer, men ude i yderste vestjyske klitrække ligger der et tilsyneladende velfungerende asylcenter. 147 skæbner fra 17 nationer placeret blandt 2.319 thyboer med egne normer og regler i et stykke Danmark langt fra Christiansborgs korridorer og den internationale spot. Her er alle samlet i fællesskabet om en uvis fremtid
7. marts 2006

Klitterne ligger hen i tåge bag fyrtårnet. Et stenkast fra pejlingsmærket bor Finn Feiland. Mens kaffen brygges, fortæller han om et sogn af tilflyttere. Selv trak han fra det østlige Jylland for at afløse en kvindelig motorcykelpræst.

"Heroppe er folk nysgerrige, har et åbent sind og er antiautoritære. Ser du en mand i blå overalls på en rusten grøn Puch-Maxi med en mælkekasse bagpå i Århus, så ved du, at det er en taber. Her kan det lige så godt være en fiskeskipper i millionklassen, der ikke vil have bilen til at ruste nede på havnen. Her betyder det ikke noget, om du er sagfører, skolelærer eller læge. Titler tæller ikke. Det betyder noget, at man er et ordentligt menneske - et menneske, man kan stole på," siger præsten Finn Feiland.

Og måske er det forklaringen på, at byens kommunalt drevne asylcenter fungerer nærmest lydefrit, funderer præsten og taler kun godt om 'gæsterne' fra fjerne geografier som Afrika, Asien, Balkan og Mellemøsten.

Før verdenskrigen boede under 500 mennesker i byen ved havet. De blev tvangsflyttet, da tyskerne dannede forsvarsværker mod en ukendt horisont. Mere end hvert tredje hus blev sprængt bort, og efter besættelsens ophør i 1945 - og frem til slutningen af 60'erne byggede man intet nyt. Så skete der noget, da streger til Hanstholm Kommune blev trukket. Først og fremmest havnen. Byens aktiv. Af godt 3.000 arbejdspladser i den nu nedlagte kommune med 5.718 indbyggere er knap 2.000 født via havnemolerne. Friskolen, der passeres på vejen mod asylcentret, og folkeskolen sikrer også skattekroner.

Lederen af Hanstholm Asylcenter, Jan Arnbjørn, tilflyttet fra Sjælland, tager imod i de barakker, som i 90'erne husede bundter af bosniere. For knap fem år siden overgik adressen Nørbyvej 3 så til at være kommunalt drevet asylcenter, bare få måneder efter at lokalpolitikerne havde spenderet og indrettet lokaliteten til erhvervsskole, arbejdsformidling, teaterskole og alkoholcenter.

"Trods kovendingen gik de lokale ikke på gaden og brændte flag af. Det hele foregik stille og roligt, selv om asylcentre jo ikke er udpræget populære i Danmark," bemærker Arnbjørn og beretter om journalister fra TV 2, der ellers gjorde, hvad de kunne for at finde sure fiskere.

Asylansøgere med ansvar

"Mændene på havnen svarede dem, at hvis de 'fremmede' bare opførte sig ordentligt, så var de velkommen," erindrer centerlederen og gør opmærksom på de bygninger for alkoholikere og psykisk belastede byen også rummer ovre på den anden side af vejen.

"Borgerne i Hanstholm er tolerante mennesker. De er ikke så provinsielle og indspiste, som mange kunne foranlediges til at tro. Selvfølgelig vokser træerne ikke ind i himlen, men vi har fundet en form, alle accepterer," havde Feiland allerede sagt inden besøget hos Arnbjørn.

Derefter havde pastoren i øvrigt tilføjet, "at folk i Hanstholm ofte har langt mere tilfælles med mennesker i Island, Grønland og ude i verden end dem på stenbroen i København".

Og her på asylkontoret fastslår centerlederen ikke uden stolthed i stemmen, at raten af kriminalitet nær centeret er væsentligt lavere end ude i "samfundet".

"Vi giver asylansøgerne ansvar. Vi forventer, at de lærer dansk og står op til noget hver morgen fra mandag til fredag. De skal lære om det land, de opholder sig i - og i praktik i det virkelige arbejdsliv. Vi vil bryde stilen, der praktiseres alt for mange steder, hvor traumatiserede mennesker sidder og stirrer ind i væggen."

Indgang til samfundet

Tanken om Hanstholm Asylcenter som indgangsport til det danske samfund betød, at Arnbjørn takkede nej, da Dansk Røde Kors tilbød personalegruppen en lektion i det at drive asylcenter. En konsekvens har været, at erhvervsdrivende langvejsfra i dag ringer og byder sig til.

"Men ikke hvem som helst får lov. Flygtninge skal ikke stå ved et produktionsbånd nede på fiskefabrikkerne, hvor de ikke kan tale sammen med danskerne," fastslår centerlederen.

Under frokosten, blandt ansatte med overskud, falder talen på Muhammed-tegninger og integrationspolitik:

"Jeg er ked af at sige det, men Bertel Haarder var en ganske udmærket integrationsminister. Ingen turde tage debatten om de fremmede op gennem 70'erne, 80'erne og 90'erne. Først passiviserede vi dem i årevis, mens de ventede på svar i deres sag, siden skulle de lære dansk og blev toptrænet i at være førsteklasses bistandsmodtagerede. Det er os selv, der har været åndssvage," konstaterer Jan Arnbjørn, tidligere udstationeret soldat med endnu gyldig partibog i Socialdemokratiet, mens medarbejderne nikker.

Som centerlederen drømmer de om, "som det er sket med mange af de repatrierede afganere", at afviste asylansøgere vender hjem med bare en lille smule forståelse for demokrati og ligeberettigelse.

For som Arnbjørn siger det:

"Bare et enkelt lille frø fra Kold og Grundtvig ville ikke skade."

Det er nu ikke de to inspiratorer, der optager 25-årige Rafie Parisa og 29-årige Alireza Mohammed henne i barak 4. I det beskedne rum med uredt køjeseng og dårlig luft flimrer fjernsynet. Hun er skuespiller. Han forfatter. Begge fra Irak - helt præcist Teheran. En dag stod de i Sandholm-lejren.

"Systemproblemer," forklarer den unge kvinde om ordene hendes mand skrev - og faldt i styrets unåde. I ni måneder har de ventet på skæbneinterviewet med de danske myndigheder. Nætterne frem til den vigtige dag klarer den kønne kvinde på stærk antidepressiv medicin. Traveture og frisk luft ved havet har parret ikke overskud til efter praktiktimer i det lokale kulturliv.

Det er Hans Solberg, der fører an på rundvisningen blandt mænd, kvinder og børn i lejren. Om nogen er Solberg manden, der i hverdagen får kulturer i Hanstholm til at mødes i al respekt. Den snart pensionsmodne med 16 år på Færøerne i bagagen er nemlig et livsklogt menneske som også den lokale original, der bor i tyskernes gamle signalstation.

Thorkild Jakobsen er manden bag højtflyvende idéer, der er realiseret i Hanstholm. Han interesserer sig ikke rigtigt for pengesagerne, siges det.

I dag drømmer Thorkild om et nyt kulturhus, fortæller han, da vi sidder bænket med sildemad og æg ved spisebordet med byens måske bedste udsigt til solen på vej ned i et brusende hav, de store fisketrawlere og monstrøse færger. Kulturhuset skal, om det da realiseres, være pendant til Nordens Hus i Thorshavn på Færøerne med teater, koncerter, foredrag og café med udsyn til Vesterhav, Nordatlant og Skagerrak, nærmest jubler den 64-årige kulturmager og vil straks tage kontakt til det unge intellektuelle iranske par på asylcenteret for at udveksle idéer

For foden af den tidligere signalstation ligger Trawlergrillen og Sømandshjemmet, hvor der gennem tiden er udvekslet adskillige kartoner smøger og lige så sort vodka. Det var dengang kvinderne i byen tog vasketøjet ind om natten, og fædrene bad døtrene blive hjemme efter mørkets frembrud. På dagen serveres kalv i asparges med hvide kartofler. til Gunnar, der kun har hån tilovers for moderne pastaretter. Han koncentrerer sig om nyhederne i Thisted Dagblad, mens kvinden bag disken tager sig tid til at tale om livet med en mørklødet fyr fra Arnbjørns træbarakker.

I skuret nær Trawlergade sidder 14-årige Karsten Hansen med strithår og løsthængende cowboybukser. Han jobber hos den lokale smed - fiskeskipper, som faderen og Per Mikkelsen, skal han ikke være. Per går rundt ude på molen i overalls blandt rustne skuder og nyindkøbte fiskenet. Egentligt ville skipperen på HM 50 hellere være på havet for at bidrage til de milliarder, havnen i Hanstholm omsætter for.

"Men jeg må ikke. Det er et sandt mareridt at være fisker i dag," forsikrer Per og peger mod fiskerflåden ved kajen.

"Vi har alt for få dage på havet. Det gør en i dårligt humør, når torskene bare venter på at blive fanget. Men den slags virkelighed forstår de sig ikke på i Bruxelles," mener skipperen og har mere at udsætte på de 'fremmede jakkesæt' end muslimerne.

Nord for havnen ligger fiskemelsfabrikkerne. Det er også her i vandkanten, at fem vindmøller på 160 meters højde måske placeres midt i et skrøbeligt naturområdeområde. Skråt overfor dunster skorstene som på et fodboldstadion i Esbjerg en dag vinden bærer fra vest. Længere ude ligger byens rensningsanlæg og surfernes paradis ved Roshage, hvor det globaliserede nomadefolk har fundet optimale vinde. De selvforsynende surfere - som har givet Klitmøller længere sydpå store hovedbrud - er nu ikke at syne på dagen.

"Men de skal da være velkomne, hvis bare de lader være med at rende og skide i klitterne," lyder det fra folkedybet.

Oppe ved museet på Molevej står kanonerne, som skulle bøffe de allierede, hvis de forsøgte sig med en vandgang, og nær Hanstholm centrum ligger Røde Kors-genbrugsbutikken for enden af den vej med alkoholikere, psykisk ustabile danskere, Atayev, Vathjari, Jovanovich og det iranske ægtepar, der er i færd med at forme krydderfyldte måltider i dogme-fælleskøkkener, mens andre Hanstholm borgere bærer varer ud af glasdøren henne i indkøbscentret skråt overfor bagerens udmærkede hindbærsnitter.

På bagsiden af dette dødssyge stenbyggeri ligger det endnu fungerende rådhus. Og om lidt skal Ejner Frøkjær ud til kanten af havet for at smede et ungt lokalt par sammen i al hemmelighed.

"Vi er stolte af asylcenteret. Det er en solstrålehistorie i dagens Danmark," fastslår den udgående borgmester og ser fiskeri, succesrige færgeruter og andet godt i krystalkuglen. Nationalpark Thy, beliggende fra sydlig Hanstholm til Agger Tange, optager i den grad socialdemokraten, og som præsten føler borgmesteren sig overbevist om, at væksten vil komme fra naturrigdommen og en mangfoldig kultur - asylcenteret inklusive - i en by hvor selv fodboldholdene lider under fiskernes ustabile livsførelse. For er det magsvejr, så er man altså på havet i Hanstholm, hvor globaliseringen skyllede ind for længe siden.

Asylcenteret er såmænd blot en af mange krusninger på overfladen. Nøjagtigt som Poul Martin henne på lokalstationen sagde det om de truende sms'er og stenene, der blev smidt mod et par asylglasruder foranlediget af en kulturredaktør og hans meningsfæller på en avis i Viby. Sies disse 'små episoder' væk, så mente den lokale betjent ikke, der var nævneværdige problemer med de 'fremmede'. Med jævne mellemrum giver han dem en lektion i danske adfærd og opfordrer dem til at holde sig fra værtshusene om natten. Landbetjenten behandler dem pænt, mente han selv, selvom de nu ikke "er hans kop te".

Men som 'vognmanden' bemærkede det med et tandløst smil i skumringen, da han kom trillende med gangstativet henne fra Aldi-butikken:

"Hanstholm husede flere tusinde nazister under krigen, så et asylcenter kan vi vel nok klare, for her er jo højt til himlen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her