Læsetid: 3 min.

Himlen skal være fri

Allerede inden sin danske premiere har dokumentarfilmen 'Smiling in a War Zone' høstet roser og priser mange steder i verden, senest Grand Prix på Odense Film Festival
15. september 2006

Kan man tillade sig at pådutte andre mennesker sine egne drømme? Det spørgsmål melder sig hos billedkunstneren og filminstruktøren Simone Aaberg Kærn, da hun omsider lander sit lille to-personers Piper Colt-fly i Kabuls lufthavn efter at have fløjet hele vejen fra Danmark for at hjælpe en 17-årig afghansk pige med at indfri en drøm om at blive pilot.

Bag spørgsmålet rumsterer det langt større og pinagtigt aktuelle spørgsmål om, hvorvidt visse nationer kan tillade sig at trække demokrati ned over hovedet på andre nationer. Og det storpolitiske er hele tiden til stede i Kærns projekt - nu aktuelt i form af dokumentarfilmen Smiling in a War Zone - men altid kun som en kulisse, en klangbund, et sæt af forhindringer, som hovedpersonen med dødsforagt kaster sig ud i at overvinde.

Selve filmen holder sig på det helt nære plan, i eller omkring det lille lærredsfly, der hele vejen igennem som en korkprop på et oprørt ocean kastes omkring, dels af bureaukratier og politiske vejrlig, dels af slipstrømmen fra jagerfly eller opvinden fra kæmpemæssige bjerge. Om bord i flyet er to personer, Simone Aaberg Kærn og hendes kæreste, filmmageren Magnus Bejmar. Og bag projektet ligger - foruden Kærns årelange fascination af at flyve - en tilfældig notits i Politiken om teenagepigen Farial fra Kabul, som til en dansk journalist har udtalt, at hun i et fremtidens Afghanistan kunne tænke sig at blive pilot.

Ikke en chance

Filmen former sig som en videodagbog, hvor den første del af turen fra Lille Skensved via Berlin og Prag til Dubrovnik skildres i fastmotion og med musikalsk sans for komik. Herfra begynder modstanden at melde sig, og løjerne iblandes nu alvor i en grad, så selv Magnus Bejmar ind imellem synes at tvivle på sin pilotkærestes ukuelige optimisme og stadig mere maniske peptalks om vigtigheden af at tilbageerobre luftrummet, efter at det amerikanske militær i kølvandet på 11. september 2001 har sat sig på både det og vores drømme.

Uden tilladelse flyver de to fra Iran ind over grænsen til lufthavnen i Herat, hvor de afghanske vagter tydeligvis ikke aner, hvad de skal stille op med den danske kunstner og hendes smilende minifly med det poetiske navn OY-EAT. Og herfra er det kun bjergene, der skiller dem fra Kabul og den pige, som stadig ikke aner, at hun spiller hovedrollen i en dansk kunstners drøm.

Som billedkunstner er Simone Aaberg Kærn en outsider i dansk dokumentarisme, og Smiling in a War Zone kan da heller ikke sammenlignes med noget andet fra den kant. Ligesom sin hovedperson er filmen helt sin egen, en charmerende, rørende og overrumplende bastard et eller andet sted mellem komedie og eventyr, mellem (køns-) politisk statement og kunstprojekt.

Men først og fremmest er det en yderst seværdig film, hvis hovedpersons smittende begejstring og gå-på-mod kan vække mindelser om slut-80'ernes Next Stop Sovjet-projekt, hvor den sunde danske naivitet og tro på, at ingen vil os noget ondt, på lignende vis fandt sprækkerne i de storpolitiske betonformationer og i glimt fik alle forsvarsmekanismer til at vakle.

"Du har ikke en chance - grib den!" hed et slogan dengang. Og det er lige præcis, hvad Simone Aaberg Kærn gør - nu blot i en anden tid og verdensorden med Nord/ Syd-akser og terrorisme på tapetet. Det er godt gået. Og filmen giver rigeligt med luft under vingerne til de flyvske visioner.

nSmiling in a War Zone. Instruktion: Simone Aaberg Kærn og Magnus Bejmar. Dansk (Grand, Kbh., Øst for Paradis, Århus og Café Biografen, Odense)

nSenere sendes filmen på turné rundt i landet via distributionsselskabet dox-on-wheels

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her