Læsetid: 3 min.

Den himmelblå benzinsluger

Benzinpriserne er nu så høje i New York og resten af USA, at man som dansker føler sig helt hjemme, og det kan jo ikke passe. Så nu køber jeg et otte-cylindret dollargrin
3. september 2005

Hver gang jeg besøger Danmark, lejer jeg en bil. Som oftest en lille Fiat Punto, så jeg uden de store benzinudgifter kan smutte frem og tilbage mellem vennerne i Århus og sommerhuset i Grenå. En tankfuld koster omkring 250 kroner og klarer turen på ca. 55 kilometer fire gange, altså to gange frem og tilbage. Rejser til det øvrige Danmark er også billige nok til, at jeg ikke lader mig friste af DSB's notorisk upålidelige og skidedyre intercity-tog. (Hvor vidunderligt ironisk iøvrigt, at de danske IC3-tog kan skyde afsted som det hvide lyn med 160 km/t, men må holde igen fordi skinnerne desværre kun er bygget til veterantog.)

Nu er benzinprisen i Danmark så kravlet over det 'magiske punkt' på en 10'er literen, og måske derfor er der ikke den store forståelse for, at vi herovre i USA jamrer os godt og grundigt over, at benzin nu koster to dollar og 70 cent for 3,8 liter.

Men det kan I da ikke være bekendt i Danmark. Det er jo hele 4,25 kroner for en liter.

Husk på, at mens bilindustrien fra Kina til Indien og Frankrig og Italien har gjort sit yderste for at fremstille flere små, rappe biler med suveræn benzinøkonomi, så har amerikanerne forelsket sig dybere og dybere i Sport Utility Vehicles: firehjuls-trækkere med seks eller otte cylindere, som gerne vejer to-tre ton. Amerikanske bilers gennemsnitlige benzinøkonomi har således ikke ændret sig afgørende siden engang først i 80'erne.

Men i stedet for at se den nuværende pris-krise som en katastrofe, vil jeg foreslå, at vi et øjeblik prøver at tænke som den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld:

"Hvis et problem er for lille til, at man kan gøre noget ved det, så må man forstørre problemet." Valgsproget siges at høre til blandt ministerens favoritter - tænk eksempelvis på Bin Laden og Taliban - men han har formentlig aldrig brugt det om den amerikanske økonomis dybe afhængighed af en lav oliepris.

Størstedelen af verdens lande har længe været rørende enige om, at menneskehedens forbrug af fossile brændsler er løbet amok og har i flere runder klimaaftaler gjort deres for at skære ned. Men i USA har der naturligvis intet problem været, dels fordi vi ikke køber hele den tåbelige svada om 'global opvarmning', dels fordi benzinen har kostet omkring to kroner literen, så længe vi kan huske, hvis ikke den var billigere endnu.

Men nu da benzinen har nærmet sig den svimlende sum af 4,25 kroner for en liter, er det som om, at vi godt kan fornemme problemet i at køre i mini-tanks. Problemet har antaget en størrelse, som selv amerikanere (og eksilerede danskere) kan forholde sig til.

Desværre for resten af jer har ingen af os tænkt os at reagere, som I forventer.

Her er min plan., som jeg regner med fuldt og helt reflekterer Bush-regeringens:

Siden benzinen er steget til de uanede højder, er prisen på de benzinslugende tanks faldet så voldsomt, at mange flere har råd til at anskaffe et af de eftertragtede statussymboler - de er dog ikke så billige, at danske journalister kan være med, men jeg er gået på brugtbils-markedet og fundet mig en otte-cylindret Chrysler Newport fra 1976, som vejer godt to et halvt ton (med tom tank-). Den er himmelblå, næsten seks meter lang og kører fem kilometer literen. Forsæder og bagsæder er som to tre-mands sofaer, og køleren skinner af krom. Når man træder på speederen rejser en dyb torden sig ude foran og flyderen lægger fra kantstenen som en luksusliner fra kaj.

Og havde benzinen kostet det sædvanlige var jeg næppe sluppet med under 4.000 dollar for pragteksemplaret, der funkler rustfrit med kun 70.000 kilometer på bagen. Min pris: 2.000 dollar. Med den nuværende benzinpris er det nok til at indkøbe ca 3000 liter benzin, som det vil tage mig og min Chrysler tre år at drikke. Og så er benzinprisen nok faldet igen, fordi vi i USA stadig kører i enorme biler, som øger efterspørgslen på benzin og således også motiverer til højere produktion.

Jeg har altså gjort jer en tjeneste ved at købe den himmelblå benzinsluger ligesom I skylder resten af amerikanere en del, fordi de ikke bare giver op og kører Fiat Punto.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu