Læsetid: 7 min.

Himmelfalden

Hvorfra får romanforfattere ideerne til deres historier?
18. juli 2005

Hvor får du dine ideer fra, bliver jeg ofte spurgt, og det er da et oplagt godt spørgsmål at stille til en forfatter. At svare fyldestgørende på det kan imidlertid være lidt af et mareridt. Sagen er, at de fleste romanforfattere sjældent har styr på, hvorfra de får deres ideer - ja, i mange tilfælde er de nærmest i fuldkommen vildrede med det. Jeg svarer undertiden, at mine ideer kommer fra "hjertets fordærvede pulterkammer" - for så kan jeg brillere med at citere den eneste linje af W. B. Yeats, jeg husker. Er jeg i mere imødekommende lune, svarer jeg måske, at mine ideer kan udspringe af noget, jeg har læst i dagens avis, af en tilfældig bemærkning, jeg overhørte i supermarkedskøen, af et landskab, jeg har set, en vits, jeg har hørt, eller - og det er mit favoritsvar: af den blå luft. At følge mundheldet 'skriv om det, du kender til' tiltaler mig ikke, må jeg tilstå, og det gør selvbiografisk materiale heller ikke. Jeg vil jo tværtimod skrive om det, jeg ikke kender til. Det der kedelige kvindemenneske, som dag ud og dag ind klimprer løs på sit tastatur, har jeg ikke interesse i at lære nærmere at kende. Jeg ønsker ikke at fordybe mig i hendes personlige historie eller familiebaggrund i håbet om, at hun dermed skulle vække min inspiration. For fanden - når jeg i det hele taget skriver, er det jo for at komme væk fra hende! Eller rettere: Sådan plejede jeg at tænke, indtil jeg skrev den roman, jeg har givet titlen Louis Drax' niende liv. Det er historien om en fransk dreng, som tager på tur i bjergene med sine forældre og efter et familieskænderi falder ned i en afgrund under mystiske omstændigheder. Louis' far forsvinder fra scenen og bliver aldrig siden set, mens drengens traumatiserede mor lades ene tilbage og nu må pleje sit barn, der ligger i en dyb koma, hvorfra han kun har ringe udsigt til at vågne op. Bogen er en psykologisk gyser, som ender med at udrede mysteriet om drengen Louis' fald og det chokerende begivenhedsforløb, der førte op til det. Det var en spændende erfaring at skrive den, fordi den var så helt forskellig fra de andre bøger, jeg har skrevet, men det var også traumatisk på grund af fortællingens dystre karakter. At historien om Louis Drax kunne have ophav i nogle virkelige hændelser, som kom til at præge min egen mors livsbaggrund, og på en eller anden måde også er nedsunket i min egen psyke, faldt mig ikke et øjeblik ind. Det var først, da jeg havde skrevet bogen færdig, at jeg måtte spørge mig selv, hvordan jeg kunne overse forbindelsen imellem Louis Drax' familietragedie og den tragedie, min mor blev offer for.

Uransagelige veje

Hvordan kunne jeg glemme, at min egen mor på samme måde som Louis Drax' mor havde mistet to familiemedlemmer ved et grumt anslag fra skæbnen? Hvordan kunne jeg fortrænge, at min egen mormor var faldet i døden, og at hendes ældste søn var sporløst forsvundet? Hvordan kunne jeg undlade at drage paralleller mellem min fiktionshistorie om to mennesker, der på et bjerg rammes af en tragedie, og den virkelige historie om, hvordan min mor af uforklarlige grunde skulle miste både sin mor og sin ældste bror inden for fire dage - og det også på et bjerg? Menneskesindets veje kan være uransagelige måder. Det var som om, at jeg for at skrive min version af Drax-familiens tragedie var nødt til at glemme, at jeg i min egen families historie kunne finde en færdig skabelon til den. Hvordan det hændte, at min mor blev forældreløs i en alder af 10, var den første sande historie, jeg hørte. Jeg var seks år, og min mor havde netop kysset mig godnat. Jeg husker ikke, hvorfor jeg valgte lige det øjeblik til at spørge hende, om hvordan min mormor var død. Måske var det bare fordi, jeg søgte at vinde tid som de fleste børn ved sengetid. Jeg havde set fotografier af min mormor, Gertrude Corcos: Hun var mørk, jødisk og aristokratisk af udseende. På samme måde som min marokkanske farfar, som døde af hjertesvigt, da min mor var otte, forekom hun ikke blot at hidrøre fra en anden epoke, men fra et helt andet atmosfærisk lag end den landsby vi beboede med dens fish and chips-grill og bimlende Midtenglands-klokker. "Min mor tog sit eget liv," sagde min mor. "Ved at hoppe ud over en afgrund."

Forsvundet for evigt

Senere hørte jeg mere af historien. Tragedien var sket i Schweiz. Min mormor, en enke sidst i fyrrerne, havde taget sine fire børn med sig på sommerferie: de to store teenagedrenge Leslie og Michael, min mor Valerie på 10 og hendes bror David på syv. En morgen kom Leslie og hans mor op at skændes, og Leslie styrtede rasende af sted ud i bjergene. Han kom ikke tilbage. De sendte hundepatruljer ud for at lede efter ham, men fandt ham ikke. Min mormor blev ude af sig selv af bekymring. Vejret var blevet værre, og al eftersøgning måtte indstilles, men Gertrude insisterede på at gå ud for at lede efter Leslie. Den næste morgen blev hendes lig fundet i bunden af en kløft. Leslie blev aldrig siden set. Han var forsvundet for evigt. En 19-årig, som vandrer ud i bjergene for sporløst at forsvinde, en desperat mor, der findes død i en afgrund, og tre børn, der med et slag bliver gjort forældreløse - uden forklaring, hverken dengang eller siden. Denne tragedies uafsluttede og uafsluttelige karakter kastede en skygge over min mors og hendes tilbageværende brødres liv. Savnet af Leslie og min mors faste overbevisning om, at Gertrude havde begået selvmord, hjemsøgte hende og bidrog til den sindslidelse, hun senere i sit liv kom til at lide af. Indirekte hjemsøgte den også mig - men først efter at jeg selv fik børn, begyndte jeg at spørge til min mors fortolkning af tragedien og indså, at selvmordsteorien var hendes alene. Der var intet bevis for at Gertrude tog sit eget liv, kun min mors instinktive fornemmelse af, at det var et selvmord. Men når man tænker nærmere over det: Hvilken mor vil opgive at søge efter sin forsvundne søn og kaste sig selv ud over en afgrund, så længe der stadig er chance for at finde ham i live? Psykologisk gik selvmordstesen simpelt hen ikke op. Det måtte være langt mere sandsynligt, at Gertrude simpelt hen var gledet og faldet.

En form for mening

Efter ulykken rejste min mor og hendes yngre bror til England for at bo hos en onkel og tante, som bevidst søgte at afholde dem fra at tale om deres mor og savnede bror. Dette tabu forstærkede min mors overbevisning om, at hendes mors død skyldtes et selvmord. "Det var lettere ikke at tale om det", husker min mor, der nu er sidst i 70'erne. "Jeg gik med til at være tavs om det. Og så kom krigen, hvor alle jo måtte lide, ikke sandt?" Romanforfatteren i mig har mange teorier om, hvad der virkelig kunne være sket med Leslie og hans mor, nogle af dem ret makabre. Man kan falde ned i en afgrund, og man kan hoppe selv - men man kan også blive skubbet. Hvorfor blev Leslie aldrig siden set igen? Og hvorfor blev hans lig - hvis han da var omkommet - aldrig fundet? Kunne han have mødt min mormor et eller andet sted på bjerget, have haft et nyt skænderi med hende og myrdet hende? Eller drevet hende til en sådan tilstand af fortvivlelse, at hun selv-? Eller måske var sandheden mindre melodramatisk. Måske var Leslie aldrig styrtet ud i bjergene alligevel? Måske var han bare taget til det nærliggende Lausanne for at surmule. Måske ville han give min mor en lærestreg og simpelt hen straffe hende ved at forsvinde i et par dage? Og så, på et senere tidspunkt, læste han måske om sin mors død i en lokal avis. Måske følte han så, at hendes død var hans skyld. Og hvis han gjorde, hvordan kunne han så nogensinde se sin familie i øjnene igen? For mig at se er dette den mest sandsynlige teori. Men ingen vil nogensinde få sandheden at vide. En af de store kilder til tilfredsstillelse ved at skrive fiktion er, at man kan påtvinge kaos en form. Det rå liv er i den grad ikke formet som nogen fortælling. Begyndelser, midter og slutninger - det er, hvad vi higer efter. Historien om Leslie og min mormor har ingen klar begyndelse, ingen ordentlig midte og ingen afslutning. Den fungerer ikke som historie, og det er utilfredsstillende. Dette var måske den egentlige grund til, at jeg kom til at skrive Louis Drax' niende liv. Et eller andet sted inde i mig selv - måske på vegne af hele min familie - ønskede jeg, at en historie som min mormors skulle give en eller anden form for mening, uanset hvor dyster. Så at vi omsider kunne sige: slut. Liz Jensen er født i 1959. Hun debuterede i 1995 med 'Egg Dancing' og har siden skrevet fire romaner. Af dem foreligger 'Louis Drax' niende liv' på dansk.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her