Læsetid: 3 min.

Himmelråbende

20. december 2002

NÅR DU SER et stjerneskud … kan det fra 2004 være præsident Bush, der med et af sine ’dræbermissiler’ er på interballistisk jagt efter en sprængladning, affyret mod USA fra en eller anden slyngelstat. For med præsidentens beslutning om at gøre de første 40 dræbermissiler operationsklare i Alaska og Californien samt på amerikanske krigsskibe er et afgørende skridt taget mod det Stjernekrigs-projekt, som Reagan oprullede i 1983, og som i dag hedder Det Nationale Missilforsvar.
Forsvarsminister Donald Rumsfeld oplyste tirsdag, at missilskjoldets første fase – som også skal omfatte nye radaranlæg i Thule – ventes fulgt op med flere dræbermissiler, fly- og satellitbårne laservåben, forstærkede sporingssystemer til lands og i rummet m.m. Satsningen koster p.t. syv-otte milliarder dollar om året, og Kongressens budgetkontor har vurderet, at et fuldt udbygget missilskjold vil koste 158-238 mia. dollar.
Udenrigsminister Per Stig Møller og det grønlandske landsstyremedlem Josef Motzfeldt har i denne uge været til forhandlinger om missilskjoldet hos USA's udenrigsminister Colin Powell. Den danske regering er klart positiv, og for Hjemmestyret synes det alene at handle om prisen for at stille Thule til rådighed. Hos det ledende oppositionsparti i Folketinget kalder Mogens Lykketoft i dagens i2 missilskjoldet »betænkeligt« og »begyndelsen til ny oprustning.« Det samme siger S-udenrigsordfører Jeppe Kofod, men taler samtidig om, hvilke indrømmelser Grønland bør kræve for at sige ja. Og andre i partiet – bl.a. de to tidligere forsvarsministre Jan Trøjborg og Hans Hækkerup – udtaler sig overvejende positivt. Mens de radikale som altid siger ’måske’.

Generelt er det hjemlige, politiske billede præget af sagtmodighed og ulyst til at støde USA på manchetterne. Det er ufatteligt. Hør lige engang:
*Missilskjoldet er ikke et ’fredens projekt’. Det er en integreret del af den amerikanske regerings doktrin om at sikre sig uindskrænket, uantasteligt globalt militærherredømme. Andre elementer i doktrinen er USA's påberåbelse af retten til ’forebyggende krig’ – også med a-våben – samt en genoptaget atomvåbenudvikling, herunder af en ny type ’små’ atombomber. Pentagon ønsker sågar atomsprængladninger til missilskjoldets dræberraketter, men dér har Kongressen foreløbig sagt stop.
*Missilskjoldet vil ikke bringe øget sikkerhed. USA har direkte forsikret Rusland, at de russiske atommissiler »let kan trænge gennem et begrænset missilforsvarssystem som det, USA nu udvikler.« Ingen ædruelige iagttagere tror på, at et militært svagt Kina vil have interesse i at rette et selvdestruktivt missilangreb mod USA. Og i dag har ingen andre lande missiler, der kan nå USA. Nordkorea, Iran og Irak er nævnt som nationer, der om 10-15 år kunne tænkes at opnå evnen, men igen: Hvad i alverden skulle motivere dem til at sende en enlig raket mod et overmægtigt USA, som mange år i forvejen vil kende angrebskapaciteten og vide at tage sine forholdsregler? Alle tragiske erfaringer siden 11. september fortæller, at der er langt enklere og billigere metoder for slyngelstater og terrorister, hvis de vil tilføje USA smerte og tab. Intet missilskjold kan bremse ter-
rorister, der med hobbyknive som eneste våben har vist sig i stand til at ombringe 3.000 mennesker i New York.
*Missilskjoldet vil i øvrigt ikke virke. Mange fagfolk påpeger den store forskel mellem de skræddersyede missiltests – hvoraf tre ud af otte er kikset – og den reelle situation, hvor alt er uforudsigeligt og uvarslet, og hvor en fjende vil foretage en række modtræk for at slippe gennem skjoldet – se en instruktiv ’countermeasures video’ på Global Security-delen af hjemmesiden www.ucsusa.org/

DEN øverstkommanderende for den amerikanske atomslagstyrke fra 1996-98, general Eugene Habiger, har sagt om rationalet bag missilskjoldet, at »det går over min forstand. Jeg har ikke nogen logisk forklaring på det.« Den tidligere senator Sam Nunn har sagt: »Det nationale missilforsvar er i USA ikke en teknologi, det er en teologi.«
I Det Hvide Hus er missilskjoldet en blanding af religion, selvsuggestion og støtte til militærindustrien. Det er ganske ubegribeligt, at danske politikere ligger under for den slags og tilsyneladende fuldstændig har suspenderet evnen til at tænke selv og sætte sig ind i sagens substans.
Man kunne f.eks. starte med at overveje, hvor megen reel global konfliktløsning man faktisk kunne nå ved at investere missilskjoldets 158-238 mia. dollar – tre-fem gange i-landenes samlede bistandsbudget – i noget mere jordbundet.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her