I Malmö Konsthalls lyse rum mødes man for tiden af lyden af lavtgående bombefly, optagelser af jorden set fra fly i drift, malerier af piloter fra Anden Verdenskrig og en vaskeægte en-motors Piper Colt 108.
Den danske kunstner Simone Aaberg Kærn har i mere end 10 år været brændende optaget af drømmen om at flyve. I sin første store soloudstilling præsenterer hun hele spektret af sit virke, der omfatter performance, video, dokumentarfilm, installation, maleri og tekst.
Den 40 år gamle Piper Colt benyttede Kærn, da hun i 2002 fløj den lange vej fra Danmark til Afghanistan, inspireret af en avisreportage om den 16-årige pige Farial, der drømte om at blive jagerpilot. I hende så Kærn en parallel til sine egne drømme, udtrykt på tværs af kulturer og landegrænser. På trods af, at Afghanistans luftrum er kontrolleret af det amerikanske flyvevåben, og at den kvindelige del af befolkningen er underlagt et patriarkalsk hierarki, lykkedes missionen. Mod alle odds forcerede Kærn de ugæstfri af-ghanske bjergpas, nåede frem til Kabuls lufthavn og fik Farial med op at flyve.
Alternativt kvindebillede
Kærns kunstneriske projekt er næret af drømmen om at ændre virkeligheden. Drevet af ambitionen om at gribe ind i de globale magtstrukturer prøver hun at etablere et Sisterhood of the skies. Et søsterskab, der går på tværs af tid, geografi og kulturelle tilhørsforhold. Det omfatter bl.a. kvindelige kamppiloter fra USA, England og Rusland, der kæmpede under Anden Verdenskrig. Og nulevende kvinder i Tyrkiet og Afghanistan, der trodser kulturelle normer og bliver jagerpiloter. Ved selv at trodse alle forventninger og forbud og ved at opsøge og dokumentere andre kvinder, der gør det samme, viser Kærn, at det umulige er muligt.
Det skaber et kulturelt modbillede af kvinder, der er handlekraftige, risikovillige og søger ubegrænset personlig frihed. Kvaliteter, der normalt tillægges det maskuline. I Kærns univers er drømmen om at flyve ikke kun hæftet op på en abstrakt frihedsfølelse af at svæve uhindret gennem luften. Den er samtidig nært forbundet med krig. Disse kvinder stræber efter at forsvare deres nation og deltage i væbnede konflikter. Måske handler det dybest set om at erobre den traditionelt mandlige evne til at gøre en forskel på den realpolitiske arena.
Man letter næsten fra jorden i mødet med disse stærke kvinder, man ikke troede fandtes. Det er opløftende, at Kærn så renhjertet nedbryder allehånde mentale og kulturelle grænser for at ændre på den globale magtbalance. Avantgardens dage er ikke talte. Tværtimod tror Kærn fuldt og helt på, at hun ene kvinde kan intervenere i virkeligheden med sin kunst.
Utopi og virkelighed
Men hvad er forholdet mellem utopi og virkelighed? Hvad sker der med 16-årige Farial, når den eksotiske fugl fra Danmark atter er fløjet hjemover? En tekst beretter, at Farials onkel, efter Kærns besøg, har sat en stopper for sin nieces ambitioner. Spørgsmålet er, om Kærns projekt på længere sigt ændrer noget. Om man som udefrakommende, hvor noble ens intentioner end måtte være, kan gribe ind i en fremmed kulturs traditioner. Det samme spørgsmål er som bekendt blevet stillet til den amerikanske intervention i Afghanistan og Irak.
Kærns filantropiske projekt realiseres i flygtige øjeblikke. Måske planter det håb og drømme i Afghanistan, Tyrkiet, Danmark og Sverige. Måske forløser det Kærns egne drømme om ubegrænset personlig frihed. Men leverer det nogen konkrete redskaber til at ændre på lokale og globale magtstrukturer? Utopien lever og løfter beskueren op, men det ene ben fastholdes på jorden.
Simone Aaberg Kærn: Open Sky. Malmö Konsthall til 20. august. Åben daglig 11-17, ons. 11-21
