Læsetid: 3 min.

Hinsides enten/eller

16. november 2001

»Vejen mod et ’globalt EU’ er smal, besværlig og farlig. Men det er ikke noget alternativ. Globaliseringens problemer kan ikke løses ved hjælp af hverken frihandel eller nationalstaten alene.«
Christian Friis Bach i ’The Global EU’

DEBATTEN OM verdenshandelsorganisationen, WTO, vil i det næste årti få samme status, som EU-debatten har haft op gennem 1990’erne. Og WTO-debatten vil med stor forudsigelighed skabe en lignende modsætning mellem ja- og nej-sigere – altså en gentagelse af den forsimplede EU-debat, hvor den ene fløj håber på, at alt ’det gode’ sker, mens en anden fløj frygter, at alt ’det dårlige’ sker. Men før dét sker, bør debatten nuanceres, så alle spørgsmål vedrørende global udvikling ikke blot bliver reduceret til et dogmatisk enten/eller.
Den kompromis-aftale, som de 142 medlemslande fik brygget sammen på topmødet i Doha i Qatar, rummer således elementer, der kan bruges til at underbygge argumenter både for og imod WTO:
På den ene side markerer aftalen et gennembrud for de fattigste landes indflydelse på de globale handelsregler; internationale miljøkonventioner blev inddraget og udviklingslandenes problemer med at implementere reglerne blev anerkendt som et reelt problem. På den anden side er der endnu ikke taget afgørende skridt mod at demokratisere WTO via inddragelse af folkelige bevægelser; de fattigste udviklingslande har ikke fået lettere ved at få billig aids-kopimedicin, og på miljøområdet er forsigtighedsprincippet ikke blevet indført.

EU-SAMARBEJDET har længe kunnet kritiseres for tilsvarende dilemmaer: Det indre marked er endnu ikke blevet modbalanceret af en effektiv, paneuropæisk miljø- og arbejdstagerregulering; den politiske beslutningsstruktur er så labyrintisk, at det stadig kun er professionelle lobbyister, der søger indflydelse. Men der er skabt en arena, hvor spørgsmålene kan blive diskuteret; institutioner, hvor beslutninger træffes efter magtkampe. Og dermed bliver medlemsstaterne bundet sammen, og tvinges til at løse problemer ad diplomatisk vej.
På lignende vis i verdenshandelsorganisationen, selv om landene dog er flere her: WTO bygger i udgangspunktet på nogle af de samme tanker om et fælles, ’indre marked’, som i sin tid var med til at skabe den europæiske union: Opløsningen af handelsbarrierer skaber ideelt set en mere effektiv arbejdsdeling, der kan forøge produktionen.
Men forudsætningen for, at en øget produktion også skaber velstand for flertallet er dog, at samhandlen reguleres i forhold til de negative bivirkninger, en øget produktion altid fører med sig. Derfor har EU bevæget sig fra et ensidigt økonomisk samarbejde til nu også at inddrage f.eks. miljøregler. WTO har fortsat lang vej igen.

KRITIKERE kan berettiget pointere, at der er et skævvredet, økonomisk fokus i EU-samarbejdet –
og kun endnu værre i WTO. Men spørgsmålet bør være: Er der mulighed for at ændre den allerede vedtagne politik, eller har institutionerne opnået en egendynamik, der gør dem totalt immune over for kritik, alternativer og eksperimenter?
Svaret er et både/og. Politisk samarbejde mellem nationalstater – der først og fremmest varetager egne, isolerede interesser – er trægt og ufleksibelt.
EU-landene formåede således ikke i Qatar at leve op til Mogens Lykketofts håb om, at EU skal være »verdenssamfundets progressive kraft i kampen for en globalt bæredygtig udvikling«. Tværtimod!
Frankrig blokerede for en beslutning om at udfase
EU-landenes massive landbrugsstøtte til skade for såvel udviklingslandene som Europas forbrugere. EU valgte at satse på at bevare landbrugsstøtten frem for at få inkluderet miljøet på dagsordenen. Dermed har EU-landene lagt en hindring i vejen for sig selv i bestræbelserne på at opnå en såkaldt ’Global Deal’ på Johannesburg-topmødet næste år.
Dét kommer dog næppe som en overraskelse for de indædte WTO-kritikere, som heller ikke tror, at EU-samarbejdet kan danne en social og politisk modvægt til den utæmmede verdensøkonomi.

WTO-SYSTEMET er ikke desto mindre en aktuel realitet, som vil få afgørende effekt på udviklingen i såvel de rigeste som de fattigste lande. Og efter optagelsen af Kina som et fuldgyldigt medlem, kan WTO blive den politiske arena, der i modsætning til FN, er i stand til at lade handling følge ord. Helt afhængigt af hvilken vægt de store medlemslande tillægger WTO i fremtiden, kan samarbejdet blive rammen om en fælles retsorden på globalt plan.
Sammenbruddet under det forrige WTO-topmøde i Seattle i 1999 viser dog, at samarbejdet bestemt ikke drives frem af en indre ’nødvendighed’. De forestående forhandlingerne frem til 2005 om den endelige verdenshandelsaftale rummer således forhindringer, der kan få samarbejdet til at bryde sammmen igen. Men den folkelige debat indtil da vil forhåbentligt tage ved lære af EU-debatten, så fronterne ikke blot forsumper op i et enten/eller.

lam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her