Smak! En knytnæve lige i synet. På billedet i coveret står han med næven oppe i kameraet som en bokser i positur. Og han rammer, saxofonisten Wayne Shorter, der efterhånden er blevet 72 år. Han sætter en meget høj standard for tidens akustiske jazz på sin nye kvartetplade, Beyond The Sound Barrier, live-optagelser fra perioden 2002-2004, hvor han sekunderes af de musikere, der i de seneste fem år har givet hans musik nyt liv og form: Danilo Perez (klaver), John Patitucci (bas) og Brian Blade (trommer). Sammen har de udviklet et intuitivt sammenspil, fuld af dristig leg, silkeluftig magi og eksplosiv farlighed, dokumenteret på Footprints Live! (2002) og den mesterlige Alegria (2003), der også inddrog kammerorkester. Et sammenspil, der godt kan kamme over og opleves overophedet eller flyvsk. Men der er ofte en eksistentiel strømføring i luften, når kvartetten dykker ned i stoffet, presser den rytmiske rumlighed og hengiver sig uforbeholdent til øjeblikkets intensitet her og nu, ganske som den bedste jazz altid har gjort.
Det sublimes tungetale
I de stunder er der ingen ved siden af Shorter i dag med hans skrøbeligt spidse og erfaringsmættede spil på tenor- og sopransax, hans kantede melodik, stærke hviletoner, pludselige hug og stik lavt og højt, der ofte kan sætte alting i relief med blitzagtig klarhed. Og sådanne momenter er der adskillige af på Beyond The Sound Barrier, en af Shorters bedste plader overhovedet og en oplagt kandidat til årets jazzplade, takket være den kreative kemi, der eksisterer mellem ham og hans stærke musikere.
Den 12 minutter lange Arthur Penn-komposition, "Smilin' Through", der indleder cd'en er én lang magtdemonstration, en magisk rejse, der rummer hele kvartettens palet af ulmende underspil, energiudladninger og kontrapunktisk leg med rytme og melodi. Ud af de otte numre må også fremhæves den lange, knivskarpe "Joy Ryder" og den smukke version af Felix Mendelsohns "On Wings of Song". Med denne Shorter-udgivelse kommer vi hinsides lydens grænse til det sublime, kunstens fascinerende tungetale.
Vimsende violer
En anden veteran blandt saxofonister er den i dag 82-årige Sam Rivers, som sidste år dukkede op på Purple Violets, en meget fin dansk pladeudgivelse fra Stunt Records, foranlediget af den sprælske og initiativrige unge danske trommeslager, Kresten Osgood. Han var i oktober 2004 i New York og indspillede i to dage med Rivers og to yngre amerikanere, den usædvanlig lydhøre Ben Street (bas) og den interessante Bryan Carrott (vibrafon). Ud af denne to-dages-session er nu resten af optagelserne samlet på udgivelsen Violet Violets med trioen alene. Det er umiddelbar, åbenhjertig musik, men man savner Carrot's svævende akkompagnement, der tilføjede en særlig ro og mystik på den forrige cd. Og selvom flere af pladens ti stykker trænger sig på med frisk, upoleret spil bl.a. åbningsnummeret "Nature Calls", hvor Rivers høres på fløjte, og den frit improviserede "Fast Response", en herlig duel mellem Rivers og Osgood, løber man lidt træt i denne buket af vildtvoksende blomster. Rivers vimser en del omkring. Ikke altid lige interessant, men han er trods alt bedst, når han som i "Lace" presser citronen med sopransax og træder ud i den uforudsigelige frizone, som avantgarden i årtier har været for ham.
Stærk Kanal 3
En brændende, saftig tone har den 45-årige altsaxofonist, Greg Osby, der også har udfordret sig selv med besætningen sax, bas og trommer. Det er et krævende frit format uden akkordbærende instrument, som mange har forsøgt sig med, men kun få virkelig mestrer. Afdøde Joe Henderson's melodiske The State of The Tenor fra 1985 springer uvilkårligt op i hukommelsen sammen med modstykket, Albert Aylers magtfulde free jazz-mesterstykke, Spiritual Unity (1965). Osby's trio ligner dog ingen af dem, men kombinerer et udgangspunkt i Parker og bop-traditionen med stænk af Ornette Coleman's søgende avantgardespil og ikke mindst den moderne storbys rytmiske eksperimenter i det såkaldte M-Base-kollektiv, som Osby har været aktiv i sammen med bl.a. instrumentkollegaen Steve Coleman. Faktisk er det Osbys rytmisk-melodiske arbejde omkring en fast funkpuls som i "Viewer Discretion" eller "Channel Three", der virker nok så overbevisende, men også hans udsøgte lyriske spil på sopransax er en nydelse især i "Diode Emissions". Han har arbejdet intenst med sin trio sammen med bassisten Matt Brewer og trommeslageren Jeff "Tain" Watts. Det stærke fælles udtryk er ikke bare værd at lytte til, det er også et originalt bud på formatets muligheder.
Wayne Shorter Quartet: Beyond The Sound Barrier (Verve)
Sam Rivers/Ben Street/Kresten Osgood: Violet Violets (Stunt)
Greg Osby: Channel Three (Blue Note)
