Læsetid: 4 min.

Hip til og hop tilbage i tiden

Tre dansksprogede hiphop-plader opererer i hver deres tid. En rammer durk i den aktuelle debat, en anden vader i nostalgisk brakvand og en tredje rapporterer fra et gadeplan, hvor jungleloven tilsyneladende hersker for tid og evighed
13. februar 2006

Tiden er noget underligt noget. Her sidder jeg med tre dansksprogede hiphop-cd'er, alle ganske nye, men med et blend af stivbenet fortid, sprængfarlig nutid og diverse tugt og utugt i mellemtiden. På mit skrivebord ligger blandt andet Soevnloes påtrykt Andens fjæs - altså, ham, Anders Matthesen, stand-upperen, skuespilleren med mere. Åbenbart, men egentlig ikke så overraskende, lavede han rap-rim allerede tilbage i 1987 i outfittet The Human Beat Boys. Det var året, hvor evige MC Einar blev dannet, og det kan man godt høre på Andens debutalbum, som han selv har komponeret en stor del af. For det er jernhamrende gammeldags og minder mest af alt om københavnerfunken på MC Einar-albummet Arh Dér! fra 1989. Og ikke nok med det, men Anden, tidligere DJ And, rapper også i samme radbrækkede, stemplende rytmik som rapperen MC Einar anno '89.

Den konforme produktion (med et par festlige undtagelser) står Bossy Bo fra Østkyst Hustlers (der også tæller MC Einars Nikolaj Peyk) for med et par enkelte undtagelser: Pitchshifters' trætte soulfunkproduktion af "Mit liv" (dog med en morsom fortolkning af soulklassikeren "Street Life") og strålende Troo.l.s & Rune Rask, der har overraskende svært ved at trampe liv i "Ti år for sent", mens de forlener "FAQ" med ok fintsnittet sukker.

Over den generelt old school-stive dagligstuefunk krabber så Anden sig, og det redder en del numre fra kedsomheden. Hans stemmelæber er nikotingule og sandpapirsru. Ikke velklingende, nej, men de matcher hans krasse kontante udsyn, hvor hareskår rimer på Poul Glargaard rimer på hardcore. Eller udsyn er måske så meget sagt, for Soevnloes er en bundprivat selvbiografi befolket med teen-erindringer og betragtninger over levet liv, lyst i lys lue, berømmelse og usunde kostvaner. Nogle morsomme, nogle selvudleverende, nogle ordinære, nogle bundsjofle, som vi kender det fra mandens komiske oeuvre: Karen, jeg gi'r en chili hotdog/Og hvis du ikke ka' li' den/Har du fået en billig buttplug.

Jeg skal ikke kunne sige om dét trick virker ude i virkeligheden, men inde i historikken er Andens timing cirka halvandet årti ved siden af - med alt hvad det indebærer af nostalgisk Klodshans, retrospektivt brakvand, men også lidt anakronistisk skæv charme.

Tiden har først nu for alvor indhentet Geolo G. og Bukki Blæs: Din skide humanist/Hvorfor have mareridt når du ka' sidde/Ovenpå og bare la' de andre være nede/Fatter du det så ka' mit blive dit/Man må undertrykke noget for at noget er frit

Denne tekst har de to herrer rappet på Betty Nansen Teatret i flere måneder i den strålende, flabede Henrik Ibsen-opdatering Peer Gynt, men netop i disse dage indgår den smukt til det spejlbillede, som er ved at vise sig for vor nation.

"Mig selv nok", hedder sangen, og det er jo det, vi har været, og det er det, vi på smerteligste vis er ved at erkende, at vi ikke kan tillade os at være. Vore ligusterhække og hvad vi laver inde bag dem, kan sgu ses helt nede fra Mellemøsten.

Nå, men soundtracket til Gynt er også strålende, ja, perlerne står nærmest i kø på det korte album: Den ubetalelige r&b-parodi "Solvej": Sooolvej, du kaster sol på min vej/Så asfalten smelter og jeg hænger i/Når jeg tænker på dig

Eller titelnummerets brillante leg med et tema fra Edvard Griegs Peer Gynt eller "Ib-søns" kolonihave-dance hall eller de kæntrende mandekor og den spurtende desillusion på "Løgn": Jeg må lyve for mig selv hvis jeg skal tro/At det her er mit liv/Og det er her jeg skal bo

Jeg skal blankt indrømme, at jeg savner Malk de Koijn, som Geolo G. og Bukki Blæs udgør to tredjedele af. Men de to herrers forrygende rap kan vi så nyde her og endda i langt mere eksplicit politisk og kulturkritisk krigsmaling: Olien den er vores/For vi har jo bilerne/Krigen den er vores/For vi har jo missilerne

Og sammen med Jæwer Jæw præsterer d'herrer også en serie opfindsomme, magre, frækt skrællede, farverige produktioner, der demonstrerer, hvor meget man kan gøre med så lidt så lidt.

I Cas' verden står tiden så til gengæld anderledes stille. Gadeplanet ændrer sig sgu ikke lige fra dag til dag - altså ikke fordi jeg ved så meget om det, men hvis man vælger rapperen som sin reporter, ja, så får man i hvert fald at vide, at det stadig er jungleloven, der regerer derude. Om det så er N.W.A.'s Los Angeles anno 1989 eller Cas' København 2006. Det er da også N.W.A.-medlemmet Dr. Dres stilskabende g-funk, som er musikalsk rygrad flere steder. Men et senere geni som Timbaland og hans arabisk inspirerede samplinger samt den populære sydstatsgenre crunk detonerer også på Cas' tredje album Velkommen til vrangsiden.

Cas ser sig selv som outsider og budbringer fra et andet Danmark, så her er både socialrealistiske skilderier, spritopløste røverhistorier og politiske udråbstegn - inklusiv en sampling fra det magtkritiske filmhit Kongekabale. Og han er en smældende rapper, der heldigvis ikke i samme grad som tidligere bruger sit elegante flow til at ventilere retningsløs vrede med. Nej, der er skam mere sobert sigte på flere af albummets 17 skæringer: En korrupt verden med frimurere og sekter/Politisk omskrivning af de hellige tekster

Jeg kan godt savne lidt variation i Cas' kontante bredsider, der er ikke store erkendelser at finde i hans tekster og produktionerne flytter heller ikke nogle æstetiske hegnspæle. Men det er effektivt, sejt gyngende, og så formulerer Cas sig blødende intenst, ikke så meget rundet, som hvæsset af den omsiggribende politiske desillusion og af gadeplanets asfaltretorik.

Anden: 'Soevnloes' (ArtPeople). Udkommer i dag.

Geolo G. og Bukki Blæs: 'Gynt' (Betty Nansen Teatret/Sony BMG)

Cas: 'Velkommen til vrangsiden' (Noiz Music/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu