'Dirty Kuffar', der måske er Al Qaedas første hiphop-propagandavideo, demonstrerer, at jihadismen ikke er et middelalderligt, men et globalt og moderne fænomen
Det første, der toner frem, er hvide bogstaver på en sort skærm: "Beskidt vantro slår civil iraker ihjel". Så klippes der til optagelser fra CNN af en iraker, der skydes ned af en amerikansk soldat, mens en kvindestemme rapporterer: "Endnu en såret iraker vrider sig på jorden. Marinesoldaterne dræber ham." I bunden af billedet tekstes speakerens ord på en rød bjælke med et enkelt ord tilføjet: "Marinesoldaterne (kaffirs) dræber ham."
"Kaffir" ("kuffar" i flertal) er arabisk og betyder "vantro". Og optagelserne af den nedskudte iraker er indledningen til musikvideoen Dirty Kuffar, lavet af Sheikh Terra featuring the Soul Salah Crew, og musikken er et upbeat dancehalltrack til propaganda for terrornetværket al-Qaeda. Den er også en video, der har skabt forvirring i begreberne om islamisk fundamentalisme. For selv om internet, videokameraer og mobiltelefoner har spillet en fuldstændig afgørende rolle i formationen af det forløbne 10-års nydannede terrornetværk, er det let at glemme de moderne virkemidler, når man betragter en langskægget mand i en primitiv bjerghule prædike lydighed over for koranen. Dette er de islamiske ekstremister, som vi som oftest ser dem; en middelalderlig modstandsbevægelse mod moderniteten.
Dirty Kuffar er derimod alt andet end førmoderne. Dirty Kuffar, med sit bankende, elektroniske beat, sin tunge basgang og den hårdt kværnende, raggalignende rap, forvirrer begreberne.
Da manden på jorden er blevet skudt, lyder der jublen. "De beskidte svin jubler," står der på den røde bjælke. Kameraet panorerer hen til den hjelmklædte maskinpistolskytte, der har affyret det dræbende skud. Derefter klip til en amerikansk soldat, der eksalteret forklarer: "Jamen, de der fyre er døde nu, du ved... men... det føles godt, og bagefter har du det sådan: Hell yeah, det var fantastisk! Lad os gøre det igen!"
Så går skærmen i sort bortset fra et lille ikon, der vokser sig større og viser en sort silhuet, der rækker en maskinpistol i vejret foran et ildhav. "Digihad præsenterer Dirty Kuffar af Sheikh Terra featuring Soul Salah Crew," står der. Og så musikken: en simpel, percussion-baseret rapper henover billeder som koranvers om de vantro, trampende soldater, eksploderende lastbiler og politikere, hvis ansigter forvandler sig til allegoriske dyr. Ayman Al-Zawahiri, al-Qaedas næstkommanderende, bliver til en løve; George W. Bush til en chimpanse. Ind i mellem træder rapperen frem: En formummet ung mand i camouflage-uniform, der sigter på kameraet med en pistol i sin venstre hånd og koranen i den højre.
Skrevne slogans som "Send dem hjem i ligposer", "Forbered jer på kampen mod de vantro" og "Dræb korsfarerne" følges med verselinjer på skiftevis arabisk og engelsk som "Vi kommer til at tage over som vi gjorde det med shahen / Fra Kandahar til Ramallah kommer vi med stil / OBL's [Osama bin Ladens] crew som en skinnende stjerne / ligesom vi smadrede de to tårne." De sidste billeder viser World Trade Center styrte sammen til lyden af latter; herefter følger en liste på 56 lande, som ifølge teksten har været "Ofre for amerikansk vold siden 1945".
I internet-tidskriftet Rotten.com's typologi over islamistiske videoer passer Dirty Kuffar godt ind i kategorien 'propaganda' (de øvrige kategorier er "martyrvideoer", "dokumentation" og "gidselvideoer"): "En overproduceret montage af levende og stillbilleder, der følger en islamistisk, religiøs hymne. Billederne kan være hvad som helst: oprørere i aktion; kærligt udformede portrætter af bin Laden, Zawahiri og Abu Musab al-Zarqawi, de uforglemmelige scener fra 11. september, og optagelser af irakere, der ydmyges af amerikanere eller israelere."
Netop Zawahiri udtalte i et brev offentliggjort af de amerikanske myndigheder onsdag, at "mere end halvdelen af denne kamp finder sted i medierne - vi deltager i et mediekapløb om vores ummas (menighed, red.) hjerter og tanker." Spejlingen til George W. Bushs kamp for hjerter og tanker er åbenlys, og ifølge Rotten.com er Dirty Kuffar repræsentant for en ny bølge af propagandavideoer, der retter sig mod et vestligt publikum, bruger engelsk tale og vestlige formater, og spiller musik. Men det har næppe nogensinde givet mening at skelne mellem vestlige og ikke-vestlige islamistiske videoer.
Hurtigt efter at håndholdte videokameraer blev billige sidst i 80'erne, forklarer Rotten.com, begyndte islamister og terrornetværk at få øje på deres brugbarhed. Lyd- og videobånd blev i første omgang brugt til at sprede politisk og ideologisk propaganda, som blev solgt og distribueret til konferencer og i moskeer. Men denne brug var først og fremmest intern. Angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 blev startskuddet til den udadvendte, digitale billedpropaganda. De vestlige mediers hyperrepeterende, musikvideolignende, visninger af flyenes sammenstød med tårnene begyndte snart at cirkulere på nettet, ofte klippet sammen med taler fra terroristledere som Osama bin Laden og al-Zawahiri.
Det er blevet sværere og sværere at bedømme, om en propagandavideo kommer fra 'ægte' terrorister, eller den blot spiller med i den nye produktion af meddelelser og fiktionsuniverser, som mixes og remixes i en uendelighed. Og det er også blevet sværere at påstå, at denne skelnen altid gør nogen særlig forskel. Typisk starter propagandavideoernes deres gang gennem systemet med et indlæg på et internetforum. Herfra linkes der til en server som www.yousendit.com eller en hacket server, hvor selve videoen ligger. De første link i sig selv er ekstremt begrænsede. Men lavinen starter, når linkene overtages af sympatisører, nyhedstjenester, antiterroristiske organisationer og ikke mindst af alskens hjemmesider og internetfora med interesse for splatter, snuff, undergrundskunst og så videre. Nu kan videoen opnå at blive 'spejlet' (dvs. kopieret) hundreder af gange i løbet af et par dage - mens dens oprindelse fortaber sig i de virtuelle tåger.
Propagandavideoen præsenterer sig derfor altid i andet led: Med den indbyggede distance såvel som styrke, der følger fænomener uden centrum. Denne dobbeltbundethed er i sin essens popkulturel og følges ofte med typisk popkulturelle, dobbeltbundne genrer som ironi, parodi og nostalgi, der kan være lige så stærke, som de er afstandstagende. "Jeg ved, det ikke er ægte, men jeg investerer mig i det alligevel:" Den dedikerede bruger af masse- og popkultur fra computerspil til musikvideoer er kendetegnet ved at spille et spil, hvis koder han er fuldt bevidst om ikke selv at have opfundet.
Den arabisk-engelske islamforsker Faisal Devji fra New School har i flere artikler forklaret, hvordan den nye jihadisme opfører sig på samme måde som popkultur og new age: "Der findes en Disneyland-islam, som er baseret på et had-kærlighedsforhold til USA og Vesteuropa og en upersonlig, global opfattelse af de ofre, der falder for den opfattede globale krig. Man deltager fuldt og eftertrykkeligt i sine fjenders livsstil, for man lever i samme globale fællesskab. Selv Osamas bjerghule er kitsch. Men i denne sammenhæng er det vigtigste at forstå, at kultur aldrig kan være konflikters kilde, men misbruges til at retfærdiggøre dem."
"Jihadismen plyndrer efter behag fra de gamle ortodoksier uden at antage en form, der ligner dem," hævder Devji. "Den er apolitisk og personlig. Talebanerne var fundamentalister; det er al-Qaeda ikke, for de opererer med islam som en spirituel kraft, ikke en politisk. Det er en demokratisering, men ikke en tolerant eller pluralistisk en - blot en spredning ud til en masse individere uden interesse for traditioner og gamle fællesskaber inden for religionen."
Om Sheikh Terra og hans Soul Salah Crew virkelig regner sig selv med til dette al-Qaeda, er umuligt at vide. Men de spiller i hvert fald efter spillets nye regler.
