Når det kommer til hiphop, er USA selvfølgelig moderlandet. Vil man for eksempel vide, hvorfra den danske skarnsknægt Niarn henter sin beskidte mund og drævende raps, så må man vende ørerne mod sydstaterne, mod the dirty South. Her huserer blandt andet Pimp C efter at have udsonet en dom for overfald, og hans seneste album Pimpalation er et godt eksempel på den uforsonlige maskulinitet, der også emmer fra flere danske rappere. Men her i anden potens. "I ain't never made looove," lyder det f.eks. fra Pimp C med slet skjult væmmelse. Og i det hele taget er Houston, Texas-rapperens andet album en opvisning i nådesløs gangsta-attitude, dollar-fetichisme, rå sex og almindelig mellemmenneskelig desillusion og markedsøkonomi. Beatsene er enkle og jerneffektive, synthesizerne fungerer som dolkestød i slowmotion og sat på repeat og rapsene er sejere end Georgia-asfalt i 110 grader Fahrenheit. Ikke ligefrem et hovedværk, men et tekstligt ubehageligt og musikalsk animerende kraftværk.
Hiphop er en konkurrencekultur, og oprindelig stod striden mellem east og west coast. Men den imploderede efter skuddrabene på 2Pac Shakur (vest) og Notorious B.I.G. (øst) i 1996 og 1997, og i dette magtvakuum blev der plads til the rise of the South.
Ikke så dirty
Kongerne kommer fra Atlanta i Georgia og hedder Outkast, og paradoksalt nok er denne fænomenale duo ikke nær så dirty som deres syd-fæller. Og ikke gangsta. Fra midten af 90'erne begyndte Andre 3.000 og Big Boi at indsprøjte positivt livssyn, yndefulde melodier, sofistikerede tekster og flamboyante produktioner i regionens grovkornede hiphop-tradition. En lyshjertet strategi, der kan sammenlignes med A Tribe Called Quest, Jungle Brothers og De La Souls svar på den oprindelige gangsta-rap tilbage i sen-80'erne (se Ugens klassiker, red.).
Efter hovedværkerne Stankonia (2000) og Speakerboxxx/The Love Below (2003) og hits som "Ms. Jackson" og "Hey Ya" var det svært at se hvordan hiphoppens største crossover-stjerner skulle kunne overgå sig selv. Men svaret er selvfølgelig enkelt: Gå til filmen. Så. Idlewild er både en Hollywood-produktion med duoen i hovedrollerne og et album. Ikke et soundtrack i gængs forstand, men et selvstændigt album, som konsoliderer Outkast som hiphoppens store påklædningskunstnere, der kan iføre sig et hvilken som helst årti og stadig være topmoderne - denne gang i fuld firspring over genrer fra tilbage til 30'erne, hvor filmen foregår.
Outkast beboer ubesværet en sammensat, til tider psykedelisk samtidighed, der nemt huser 75-årig tonalitet og klang og ikke et årti gamle produktionsmetoder og beat-teknikker i samme boble. Og sammenlignet med Christina Aguileras aktuelle Back To Basics, der også leger med ædel jazz, blot langt mere ortodokst og applikeret, ja, sammenlignet med hvad der ellers findes derude, så er Idlewild i en galakse for sig.
Lige så sofistikeret og gavmild som forgængeren, men mere højt svunget, mere svanger med musikarv fra duoens hjemmeterritorium. Med vanligt spraglet feber og en sød poptand, der afføder potentielle hit som "Call The Law", "Peaches", "PJ & Rooster" og ikke mindst "Morris Brown", hvor blæsere falder over deres egen messing i bølgende åndedrætsøvelser. Ingen kan som Outkast producere sær popmusik.
Idlewild vrimler med gæsterappere og -sangere, og Andre 3000 leverer selv karakteristisk sang og labyrintiske raps, som han på en eller anden måde kommer igennem med gymnastisk ynde på et komplekst (men også minimalistisk), mageløst, legesygt og spirituelt album, der får overtegnede til at tænke på Marvin Gayes What's Going On, Stevie Wonders Songs In The Key of Life, De La Souls 3 Feet High and Rising (Ugens klassiker) og Princes Sign 'O' The Times. Wauw.
Østkyst brunst
Men alt er ikke dirty South i tidens mindre hierarkiske musikalske landskab. Mens England med videreudviklingen grime flytter grænser, så er østkystbyen Baltimore i Maryland også kommet i spil. Her bliver der vrikket ualmindeligt kækt med numserne, og pigerne er lige så beskidte som mændene. Det vidste vi jo godt i forvejen, men det er bare ikke tit nok at de når frem til mikrofonen, før de er blevet reduceret til kneppedukker, sladretasker og rappenskralder af mindre værdige mænd. Det lykkes ikke på mixalbummet Bmore Gutter Music, der i titlen spiller på scenens gæld til genrerne ghetto house og ghetto tech, der handler om at gå til makronerne og hormonerne på det hvide rektangel. Der bliver skudt med skarpt fra både m og k, og hiphoppens smag for skyttegravskrig mellem kønnene ophøjes til komik og kunstform. Og giver mulighed for en feministisk ripost som denne:
M: "We're gonna do this big tonight."
K: "How big?"
M: "Big as this dick."
K: "Big as this dick. Big as my dick. Cause I got the biggest dick up in here."
Og her taler damen altså om sin kusse, som den største pik (husk, hiphop er en konkurrencekultur). Hvad mon Simone de Beauvoir ville sige til det?
Bmore Gutter Music er et humoristisk selvafvæbnende og brunstigt cirkus. Sveden driver ad væggene i den fiktive klub, man som lytter træder ind i - bestyret af Hollertronix og Aaron Lacrate, som smider især Miami bass og førnævnte ghetto-genrer, men også 30'er-jazz, 70'er-soul og brasiliansk baile funk i heksekedlen.
Baltimores status som spirende mekka understreges af at man taler om 'the new crunk' fra byen, hvor den 'gamle' og storsælgende hiphop-subgenre crunk kommer netop fra sydstaterne.
Og forventningerne steg allerede tidligere på året med kvartetten Spank Rock, som ganske vist bor i New York City, men har rødder i Baltimore og inkarnerer den rå elektricitet bedre end de fleste. Deres hovedrapper, MC Spank Rock, gæster Bmore Gutter Music, mens gruppens debutalbum Yo Yo Yo Yo Yo er et fremragende drengerøvs-album, der rager til sig fra de varmeste pladekasser i både USA, Brasilien og Europa. Samplerdelisk tyvagtighed i dansuenzaens tjeneste.
Der er en groftskåret enkelhed over Yo Yo Yo Yo Yo, som dufter af de tidlige hiphop-dages dugfriske entusiasme. Og det er forunderligt at sammenligne Pimp C-s drevne baggårdssuppe med Spank Rocks sorgløse og utidige brunst. Til sammenligning er Pimpalation nærmest kynisk.
"Makes no sense at all", synger Andre 3000 på Idlewild. Men den blinde, sanseløse fest tilhører for en stund Baltimore-scenen. Mens Outkast i deres tekster checker ind og ud af den alt for virkelige virkelighed: Drenge bliver sendt i krig. New Orleans bliver oversvømmet. Hollywood udnytter sortes musikgenrer. Men New Orleans og sydstaternes musikarv hæves for en stund ud af det kommercielle hængedynd af denne duo fra Atlanta. Og dét i sig selv er en stor bedrift.
n Pimp C: Pimpalation (Rap-A-Lot/Specialimport)
n Outkast: Idlewild (La Face/Sony BMG). Udkommer på mandag.
n Hollertronix & Aaron Lacrate: Bmore Gutter Music (Milkcrate/VME). Udkommer mandag den 28.8.
n Spank Rock: Yo Yo Yo Yo Yo (Big Dada/VME)
