Læsetid: 3 min.

En ikke-historie

4. november 2000

DER ER selvfølgelig den mulighed, at formanden for Socialdemokratiets flygtninge- og indvandrerudvalg, Henning Hjort Jensen, er en populistisk strammer, som ønsker at gøre livet surt for denne verdens forfulgte og gøre det sværere at få asyl i Danmark – blot ud fra et småligt hensyn til, at Socialdemokratiet får et godt valg næste gang.
Måske blev han banket på plads af besindige kræfter i partiets top kort efter, at Jyllands-Posten tidligt fredag morgen var landet på de danske entrégulve med den bombastiske forsideoverskrift: »S: Kovending i flygtningepolitik«.
Måske har Jyllands-Posten loyalt og uden nogen form for bagtanker refereret hans synspunkter korrekt. Måske går manden, der fredag tilbragte en formiddag i rampelyset, i virkeligheden ind for at ændre Genèvekonventionen, så Danmark kan slippe for nogle af de flygtninge, der får asyl i dag.
Men det har ikke formodningen for sig. Blandt andet fordi det i øjeblikket er svært at få øje på de besindige kræfter i Socialdemokratiets top, der ikke skulle være ude efter nogle billige point på flygtningenes bekostning.

DE BESINDIGE kræfter synes derimod at skulle søges helt derude i de socialdemokratiske kartoffelrækker, hvor den landspolitisk ukendte lærer fra Gistrup syd for Aalborg befinder sig.
I hvert fald hvis man skal tro hans forklaringer i dagens avis om, at han talte med en journalist fra Jyllands-Posten for tre-fire uger siden, og at hans ønske om at se nærmere på Danmarks konventionsmæssige forpligtelser dels skyldes hensyn til forfulgte, som vi ikke er forpligtet til at beskytte i dag, dels skyldes et almindeligt ønske om at danne sig et overblik over de konventioner, der i tide og utide inddrages i den offentlige debat. Ofte desværre uden at debattørerne aner, hvad der står i dem.
Den fejl har Henning Hjort Jensen ikke tænkt sig at begå mere. Som han formulerer det andetsteds i dagens avis: »Problemet er, at vi i partiorganisationen ikke har overblik over konventionerne. Vi har så taget den opgave på os at skaffe det overblik, fordi der så tit henvises til konventionerne.«
Det er en besindig selverkendelse og en smuk ambition, som man desværre savner hos politikere valgt til tungere tillidshverv end græsroden fra Gistrup.
For eksempel hos folketingsmedlem Anders Samuelsen, som for mindre end et år siden lod sig fejre i Berlingske Tidende som modig og visionær radikal kætter, der ville »bryde med konventioner«, som der stod i overskriften.

DA HAN senere – ikke af Berlingskes mikrofonholder, men af nærværende publikation – blev gået nærmere på klingen, viste det sig kort sagt, at han
ikke anede, hvad han talte om. Og at den eneste »vi-
sion«, der stod tilbage, var den nøgne ambition om lidt spalteplads til en politiker, der sidder på et af Folketingets alleryderste sæder, som han låner, så længe Elsebeth Gerner Nielsen er minister.
Henning Hjort Jensen er tydeligvis så ukendt, at journalisterne på Radioavisen ikke havde hans nummer. Og eftersom han blot er bogført som H. Hjort Jensen i Kraks telefonkatalog på Internettet, har radiojournalisterne ikke kunnet finde ham og lave den obligatoriske soundbite, som hører med, når morgenens JP-forside skal dramatiseres for radiomediet. Hans nummer var først tilgængeligt, da de socialdemokratiske partikontorer vågnede ved nitiden – og da havde Henning Hjort Jensen slukket mobilen og var gået i skole.
I stedet gik journalisterne i gang med at ringe til de politikere, som de har numrene på. Adskillige folketingsmedlemmer nåede at kommentere det »udspil« og den »handlingsplan«, hvis eksistens Jyllands-Posten havde postuleret, men som opløste sig i ingenting, da Henning Hjort Jensen tidligt fredag eftermiddag tændte mobiltelefonen og fik kontakt til de mange journalister, der lå på telefonsvareren.
Historien minder om de »Tyndbenede forsider«, journalisternes fagblad Journalisten omtalte i marts i år: Når Radioavisens morgenhold går i gang med at versionere dagbladshistorierne, sker det ofte, at de smuldrer mellem fingrene på dem, fordi kilderne ikke kan genkende, hvad de citeres for. I fagbladsartiklen siger en erfaren DR-redaktionssekretær, at »Jyllands-Posten tidligere hørte til de allermest troværdige aviser. Det gør den ikke mere.«
Én del af problemet er det rent kommercielle aspekt – af journalistisk-faglig interesse – at bladskrædderne i avisernes opskruede konkurrencekamp strammer overskrifter, indledninger, citater og spidsvinkler ud i det surrealistiske.
Men når det gælder netop udlændingedebatten, er det derudover påfaldende, at nogle – herunder åbenbart Jyllands-Posten – prøver at trække i Socialdemokratiet og accelerere partiets udvikling i populistisk og fremmedskræmt retning. Som om den ikke gik forrygende stærkt i forvejen.

ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her