Læsetid: 3 min.

En historie om 57 sælgere?

Nyhedsavisen har afsløret et problem: De hjemløse. De tjener for mange penge
7. april 2007

Mandag kunne Nyhedsavisen afsløre, at de hjemløse tjener styrtende med penge. Hus Forbi, de hjemløses avis, er "den største sorte forretning i Danmark". De efterfølgende dage kunne avisen endvidere afsløre, at sælgerne sågar ikke er hjemløse, og at salget af Hus Forbi gør et misbrug muligt. Afsløringerne vil ingen ende tage.

Der er virkelig blevet gravet på Nyhedsavisen. Og op af mulden dukker endnu en afsløring: Gadesælgerne tager sågar ekstra penge i lommen: "Ud over det, de sælger, giver folk dem penge, som de putter lige i lommen." Ja, det er virkelig for galt. Jeg er som læser ikke bare forarget, hov, jeg er også skyldig.

Jeg giver de hjemløse penge, og hvad gør de? De putter dem i lommen. Måske bruger de dem uden først at lade skatteminister Kristian Jensen tage sin del af kagen.

Men hvor mange penge er det, der ryger i lommerne? Jeg forsøgte at regne på det.

Af artiklen mandag fremgår det ikke, hvor mange hjemløse, der tjener hvad. En kilde udtaler, at "de (?) tjener cirka 10.000 kroner om måneden, som de ikke betaler skat af". Kilden er misbrugskonsulent Steinar Rong. (Måske er han blevet sat til at tælle de hjemløses penge af socialminister Eva Kjer, der jo bruger en million på at tælle de hjemløse.)

Men lad nu det ligge, vi tager betragtningen med i regnestykket.

Hus Forbi har ca. 400 sælgere over hele landet. Er det mon dette tal, der får en kilde til at kalde det den største sorte forretning i Danmark?

Et regnestykke

December 2006 var en god måned. Oplag: 90.000, heraf blev 72.000 solgt. Det er rekord. I januar, februar og marts blev der solgt mellem 55.000 og 68.000 aviser.

Lad os antage, at det er den gode måned, julens gavmilhed medregnet, hvor sælgerne har været rigtig dygtige.

I snit har hver sælger solgt 180 aviser. Det giver en indtægt på 1.440 kroner. Men hvad med dem, der i følge Nyhedsavisen tjener 10.000? I december kunne der i princippet være tale om 57 sælgere. Men det efterlader 343 sælgere med nul kroner?

Lad os derfor antage, at det er knap 10, der tjener 10.000 om måneden. Det efterlader 1.425 kr. i snit til de resterende 390 sælgere. Eller er det mon 20 sælgere, der udgør denne landsomspændende sorte forretning. Ja, så efterlader det sølle 964 kroner til resten af sælgerne. I snit forstås.

Og regnestykket kan jo fortsætte. Således også forargelsen. Min er ved at være væk. En tusse om måneden, og et dusin gode sælgere med mønter på lommen.

Hvad med forargelsen over, at sælgere ikke er hjemløse? På min skærm, som har fundet Hus Forbis hjemmeside, står der: "... i princippet kan alle sælge Hus Forbi - men man skriver under på, at man er hjemløs, tidligere hjemløs eller tilhører gruppen af socialt udsatte. Som ikke-dansk EU-borger kan man sælge avisen i max. seks mdr."

Men skylden er ikke væk. Så hvad gør jeg nu? Måske går pengene til stoffer. Nyhedsavisens kilder spekulerer videre. Og hvad med de der EU-borgere, måske er sælgerne ikke danske?

Det er måske det næste, Nyhedsavisen bliver sur over: udenlandske sælgere. Forargelse kan så at antage EU-proportioner.

Og imens har jeg ikke engang tal på de mønter, jeg sender lige ned i lommerne på ham på gaden.

nizw@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her