Læsetid: 7 min.

En historie om forvirring

I kraft af en tom dyrkelse af fællesskab og lighed har Socialdemokratiet f.eks. været deltagere i den indvandringspolitik, der blev årsagen til partiets Waterloo
20. september 2005

Nu vil jeg fortælle dig noget, elskværdige læser, som du ikke har hørt før. Det er ellers en offentlig begivenhed. Det skete i Folketinget. Det skete under afslutningsdebatten. Det angik for så vidt hele landet. Men klokken var mange og journalisterne gået hjem, og derfor har jeg til min forundring ikke set begivenheden omtalt nogetsteds. Derfor vil jeg nu gøre det.

Tidspunktet var torsdag den 16. juni. Folketingssamlingen havde været udvidet på grund af det omfattende arbejde med den nye kommunestruktur, men nu fandt omsider afslutningsdebatten sted. Den var begyndt om formiddagen og varede hele dagen og aftenen med, og ved frokosttid havde Dansk Folkeparti sammen med regeringen stillet et forslag til dagsorden. Det blev sammen med den politiske situation drøftet længe og grundigt, og statsministeren havde sammen med Pia Kjærsgaard været debattens hovedpersoner.

I en meget vittig og veloplagt tale havde statsministeren ålet oppositionen, og Pia Kjærsgaard havde fulgt ham op og bl.a. udfordret socialdemokratiets nye førstedame, Helle Thorning-Schmidt. Uden resultat. Helle Thorning-Schmidt havde været tavs som graven.

Men sent på aftenen, ved 23-tiden, skulle der stemmes om den stillede dagsorden, og afstemningen blev sat i gang. Da lød der et fortvivlet råb oppe fra socialdemokraternes forreste bænke:

"Lotte! Lotte! hvad skal vi stemme?"

Det var Helle Thorning-Schmidt, der kaldte på den politiske ordfører, Lotte Bundsgaard, for at finde ud af, om socialdemokraterne skulle stemme imod vedtagelsen, eller om man skulle sige: stemmer ikke.

De to damer fandt sammen med Mette Frederiksen ud af, at partiet ikke skulle stemme imod vedtagelsen og trykkede derfor på den gule knap, men resten af den socialdemokratiske gruppe havde naturligvis stemt rødt, for det var jo VOK's dagsorden. Nu så medlemmerne imidlertid, at ledelsen stemte anderledes. Forvirring bredte sig i gruppen. En del skiftede fra rødt til gult. Men resten nåede det ikke, og resultatet af afstemningen blev derfor, at halvdelen af socialdemokraterne stemte rødt, mens resten stemte gult.

Total forvirring.

Hvorfor ikke indrømme, at vi andre betragtede optrinnet med fornøjelse. Måske også med en smule medfølelse, for det er ikke uden videre behageligt at overvære andres sammenbrud. Vi kunne konstatere, at der var slet ikke styr på tingene.

Men befolkningen har aldrig fået det at vide. Presselogen var tom, for journalisterne var gået hjem for at passe deres nattesøvn. Det afslørende optrin hører til nattens hemmeligheder. Den nye socialdemokratiske ledelses problemer forblev ukendte for danskerne.

Den totale tomhed

Det er selvsagt også det barmhjertigste, men forløbet udstillede for os andre de problemer, som Danmarks næststørste parti nu står med. En indre forvirring, som igen synes at afspejle en svigtende identitet. Hvem og hvad er Socialdemokratiet?

Hvad mener i grunden det parti, der i generationer har været regeringsbærende? Jeg rejste mig fra min plads med en følelse af, at forvirringen er beklagelig ikke blot for socialdemokraterne, men også for befolkningen som helhed, for vi, der er gamle nok til det, husker socialdemokratiets fortid med respekt.

Jeg har i min gymnasie- og studentertid hørt H.C.Hansen mange gange i folketinget, og jeg var aldrig i tvivl om, at det var en mand med holdning og substans. Jeg husker hans opgør med Aksel Larsen under Ungarns-debatten i november 1956, hvor han satte den kommunistiske ordfører på plads, der "altid sjoskede i hælene på Moskva", og jeg hørte ham ved en statsministeraften i Studenterforeningen, hvor han på samme måde vandt respekt.

Sammen med Hans Hedtoft havde han været persona non grata hos den tyske besættelsesmagt under krigen, og han havde været deltager i modstandskampen. Han var ikke forvirret. Han havde folkelig og dermed politisk substans og havde været en af de faste støtter i oprettelsen af et dansk forsvar og i tilslutningen til Atlantpagten. Under hans ledelse vidste den socialdemokratiske folketingsgruppe såvist godt, hvad den skulle stemme. Der var identiteten til forskel.

Hvoraf kommer den nuværende forvirring? Det hænger sammen med det, der skete i 1960'erne. Den kulturradikale Jens Otto Krags ledelse af socialdemokratiet lukkede op for indflydelsen fra 1968 og den deraf følgende ny-marxisme, og dette tærede på den folkelige bevægelse, som socialdemokratiet var.

Bedre blev det ikke, da hans efterfølger blev Anker Jørgensen, som utvivlsomt var et rart og venligt menneske, men hvis horisont var mere end snæver, og hvis afhængighed af den politiske korrekthed fra 1968 var slående.

Jeg har aldrig glemt hans bekendelse fra café Victor i 1982. Hvad er socialdemokratiets formål, blev han spurgt. Og svarede: "Jeg tror på det sociale".

Den totale tomhed. At være social er at være det samme som alle andre, når alle andre er det samme som mig. Det svarer til den bekendelse, jeg for nylig hørte Mette Frederiksen fremsætte i P1 i en diskussion med historikeren Claus Bryld, hvor Mette Frederiksen bekendte sig til fællesskabet.

Men i sig selv er fællesskabet naturligvis ingenting. Afgørende er det jo, hvad det er et fællesskab om. En familie kan være fælles om sit hjem. Et folk kan være fælles om sit land. Et parti kan være fælles om sit program. Her giver ordet fællesskab mening, men at gøre fællesskabet til meningen er meningsløst.

Den totale tomhed. Lige så tomt som bekendelsen til det sociale. Og bedre bliver det ikke af, at Mette Frederiksen i forlængelse af troen på fællesskabet bekender sin tro på ligheden, for i sig selv er også ordet lighed tomt.

Det afgørende er altid i forhold til hvad, man er lige. Kristne mennesker er lige for Gud. Borgerne er lige for loven. Men at bekende sig til ligheden som sådan er jo at dyrke en frase eller et spøgelse - og mere endnu: Via denne tomme dyrkelse af en abstrakt lighed øver man vold mod den konkrete virkelighed, der naturligvis er gennemtrukket af forskelle, og hvor respekten for virkeligheden består i at respektere forskellene.

Skrækkelige Palme

I kraft af denne tomme dyrkelse af fællesskab og lighed har Socialdemokratiet f.eks. været deltagere i den indvandringspolitik, der blev årsagen til partiets Waterloo.

For så vidt er socialdemokratiets skæbne fortjent. I sin dyrkelse af frasen svigtede man danskerne. I sin optagethed af de grænseløse begreber så man stort på den grænse, der sikrer danskernes ret til at være herrer i eget hus. Igen en forvirring. Men en forvirring, der er konsekvensen af en indre tomhed eller identitetsløshed, som ofrede det danske folk til fordel for en global abstraktion.

Jo, Socialdemokratiets skæbne er fortjent. Men samtidig kan vi ikke lukke øjnene for, at dette socialdemokratiske forfald er en del af et folkeligt forfald, som ingen i Danmark kan glæde sig ved. Vi var alle bedst tjent med, at Socialdemokratiet vedgik arv og gæld efter Hedtoft og H.C.Hansen og stod sammen med os andre om at rette op på den elendighed, som en generations begrebsforvirring har skabt - den socialdemokratisme, der troede "på det sociale".

For et parti er naturligvis ikke et formål i sig selv. Partiet er til for at tjene folket. Eller landet. Et dansk parti har Danmark og det danske folk som sit formål, og så retfærdigt er folkestyret i sit væsen, at de, der svigter folket, rammes af folkets dom og sættes fra bestillingen.

Det er den skæbne, Socialdemokratiet mødte i 2001, for valget i november 2001 var et systemskifte, hvor en folkelig ansvarlighed gjorde oprør mod en politisk korrekthed og satte dem til magten, der respekterede folket.

Den såkaldte kulturkamp er et udtryk for dette systemskifte, som tjener danskerne til ære. Når man f.eks. sammenligner situationen i Danmark med situationen i Sverige, bliver man ligefrem stolt af at være dansk, for her har vi dog turdet - turdet sige fra, turdet tage til orde, turdet gøre op med en herskende klasses undertrykkelse. I Sverige hersker undertrykkelsen og formørkelsen. I Sverige er den politiske korrekthed uanfægtet af folket, for folket tør ikke, fordi det kues af dem med de rette og rigtige meninger.

Men det danske socialdemokrati er stadigvæk i alt for høj grad i overensstemmelse med det svenske og dettes skrækkelige Palme-tradition.

Lidt beskedenhed?

Jeg må tilstå, at når jeg tænker på Helle Thorning-Schmidts indgangsreplik: "Jeg kan slå Anders Fogh!", så ved jeg snart ikke, om jeg skal le eller græde.

Her kommer hun, denne unge kvinde, der har opholdt sig i Bruxelles og gjort sig gældende i EU-sammenhængene dernede, og som netop er valgt ind i det danske Folketing, og så udråber hun med sin klare, spæde stemme, at hun kan besejre Danmarks dygtige og markante statsminister. Hvad med en smule beskedenhed? Hvad med at vide, hvor man befinder sig, før man melder, at man er klar til at overtage butikken, fordi man kan "slå Fogh"? Hvad med at kende sin plads, sit arbejde og sit folk, før man udråber sig selv som Danmarks kommende statsminister? Det er vidnesbyrdet om et socialdemokrati uden rodfæstethed og substans.

Jeg hører igennem denne teatralske indgangsreplik det fortvivlede udråb: Lotte! Lotte! Hvad skal vi stemme?

Søren Krarup er MF for Dansk Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her