Læsetid: 3 min.

Historie her og hisset

28. juli 2001

SØREN MØRCH GØR opmærksom på fænomenet i bogen Den sidste Danmarkshistorie fra 1996: Aldrig har der været så mange faghistorikere – tallet løber op i tusinder mod 83 universitetsuddannede historikere ved forrige århundredeskifte – og aldrig er der skrevet så forholdsvis få historiebøger. Vi er, som Mørch påpeger, i en vis forstand nået til vejs ende med historien. Ikke at historien er slut, som det en overgang efter murens fald var på mode at hævde, men forstået på den måde at historien ikke mere kan eller bør fortælles, som vi plejede. Det faglige historiesyn i den moderne historieskrivnings historie har – kort fortalt – udviklet sig fænomenologisk. Et givet kronologisk forløbs beskrevne tildragelser opfattes ikke, som var den almindelige historieundervisnings tilbøjelighed før i tiden i, som en fremadskridende, rationel forklaring, samt udvikling mod det bedre. Ydermere indebærer den moderne historieopfattelse visheden om skribentens uadskillelige indflydelse på fremstillingen, dens præmisser og konklusion.
Historiens metode, mål, moral og mening er med andre ord af andre kategorier.

Men opfattelsen af væsentlige sider af historien og kampen om historien – uanset faghistorikernes forbehold over for den historiske sandhed og i samme åndedrag historiens politiske anvendelsesmuligheder – er fortsat synonym med kampen om nationens sjæl. Og om stemmerne ved valget.
Karsten Fledelius, jo selv historiker, understregede i nyhedsanalysen fredag historiesynet og historieundervisningens betydning for den vitale fredsproces på Balkan. Her går det planmæssigt ad helvede til. Blandt andet fordi historiebøgerne i regionen alt for tit er horrible, og fordi alt for mange lærere har det fint med den sag, og børnene derfor overtager de samme eller endog forgrovede fjendebilleder.
Sådan er det med disse yderområder der ikke kan holde fred, men dyrker fjendskaber i århundreder. Alle kender historien om serberen der skumler over albaner-naboen på den anden side af bækken og vil slå ham ihjel, fordi dennes forfar i tolvhundredehvidkål stak en kniv i en eller anden samtidig serber. Et godt udtryk for et primitivt historiesyn, som ligger os så fjernt, så fjernt.

Vi har for eksempel et afklaret syn på besættelsen og bibragte – takket være den gedigne og nøgterne historieundervisning siden 5. maj 1945 – eleverne et rigt og nuanceret syn på de dele. Ældre erindrer måske fra deres skoletid i halvtredserne og tresserne (før 68!) et og andet om danskerne, mand af hus med armbind og stengun – bortset fra et forsvindende antal landsforrædere – der ifølge den gængse og elskede fortælling om de fem forbandede år vandt krigen bistået af englændere og amerikanere. Russernes indsats bestod fortrinsvis i pagten med Hitler og bombardementet af Bornholm.
En sådan historisk udlægning af et givet forløb hører utvivlsomt til undtagelserne. Eller på linje med 1848-64, der stadig kan bringe sindene i kog, når ignoranter med udgangspunkt i kildematerialet hævder at denne ulyksalige borgerkrig og krig mindst havde to sider, hvoraf den ene opfattelse var ganske forskellig fra den dansk nationalliberale – siden traditionskonservative – og at danskerne i øvrigt opførte sig forbryderisk tåbeligt i 64.
Faghistorikere har gjort deres til at forplumre det engang så klare billede af ret og uret. Imidlertid skal man ikke lukke øjnene for det aflagte historiesyns styrke, hvilket fremhæves som trøst for de faste i troen. Myterne lever.

PÅ Dansk Folkepartis landsmøder f.eks. trives fortidens nationale flor i al dens rød-hvide pragt og vidner om dybe rødder i det rene vås. Så hævdes danske værdier og vandkæmmet danskhed til grænsen, der ligger fast, så man skulle tro at ugræs igen føg over hegnet. Så er der pludselig ikke så langt fra det vilde Balkan med dets uforsonlige historie til det fredeligere Solrød Strand, hvorfra en Chr. Bøgh Kristensen, amtsrådsmedlem for Dansk Folkeparti og altså ikke hr. Hvemsomhelst bl.a. skriver i Ugeavisen Køge 4. 7.: »Kræv at Danmark bevarer den Grundlov, den mønt, og det sprog vi altid har haft, og at eneste retmæssige arvinger hertil bør være vore egne børn!« Enfin hr. baron, est Kongeloven par Bleu alt kastet på Møddingen! Eller monstro hr. Kristensen har snorket i den stråtækte.
Man har så åbenbart den historieopfattelse, man vælger, eftersom den passer som fod i hose med ens fordomme og alt andet end en rimelig vurdering af litteratur og kilder. Historiens tolkning er et valg, hvis præmisser et civiliseret samfund imidlertid, som Fledelius så rigtigt fremhæver, har pligt til at fremlægge fagligt forsvarligt for alle. Det sker åbenbart sent hisset. Trods gode bestræbelser også her, hvor civilisationen jo blomstrer uhæmmet.

mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her