Læsetid: 6 min.

Historien om et bebudet mord

8. december 1999

NÅR EU's ministre i weekenden sætter sig sammen i Helsinki for at tale store ord om europæisk sikkerhed, vil russisk militær gå til angreb mod Tjetjeniens hovedstad, Grosnij, med et eneste formål: At udslette alle de mennesker, der måtte være tilbage i byen, efter at Ruslands militærledelse mandag gav dem fem dage til at flygte.
Det er historien om et bebudet mord, ikke mod særligt udvalgte, men mod en hel by. De døde - herunder gamle og svage, der ikke magtede at flygte - vil blive talt i hundreder. Måske tusinder, eller titusinder. Ingen ved det. Skøn går på, at der fortsat er op mod 40.000 i Grosnij. Mange har ikke mulighed for at flygte, nogle har ikke hørt om det russiske ultimatum fra deres skjul i den ødelagte by, og mange tør ikke flygte. For selv om den russiske militærkommando har lovet, at byens indbyggere kan slippe væk via en sikkerhedskorridor, så fortsætter bombardementerne af byen.
Man kan derfor kun have bange anelser om et forestående blodbad, udløst af en russisk ledelse, der tilsyneladende har deponeret al fornuft i hævngerrighed og kortsigtet valgtankegang.

Hvis det GÅR, som det plejer, vil EU-ministrene på weekendens topmøde beklage krigen i Tjetjenien, udtrykke bekymring og kritik og så gentage deres opfordring til Kreml om hurtigst muligt at optage forhandlinger om en politisk løsning. Mere plejer der ikke at ske.
I den forstand har EU ikke været enestående. På det nyligt afholdte møde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) - den organisation, som Rusland har været en stærk fortaler for, så længe det passede ind i Kremls kram - kritiserede flere af de 54 medlemslande ganske vist Ruslands fremfærd mod Tjetjenien. Men slutdokumentet kom aldrig til at indeholde den skarpe fordømmlese, der var lagt op til. Det var den "realpolitiske pris" for at sikre en russisk underskrift på topmødets endelige konklusion, som til gengæld fastslog, at OSCE da har en rolle at spille i denne type konflikter. Hvad den forsikring kunne bruges til, har de seneste uger vist: Ingenting. Rusland har hidtil afvist at lade OSCE komme ind som mægler og observatør, uden at det i øvrigt har fået konsekvenser.
Også Europarådet, der via juridisk bindende konventioner har til opgave at styrke demokratiet og fremme respekten for menneskerettigheder, har udtalt kritik, men i øvrigt afstået fra at tage konkrete skridt. Rådet - der i parentes bemærket optog Rusland som medlem under den tidligere krig i Tjetjenien, hvor ca. 60.000 døde - har ganske vist talt om muligheden for at suspendere Rusland, men mere er det ikke blevet til. Ved at acceptere Kremls brud på de juridisk bindende konventioner, har Europarådet reduceret sig selv til en snakkeklub.

Verdens eneste supermagt, USA, har ikke gjort stort mere, hvis man går om bag retorikken. Som det britiske dagblad
Guardian anførte i går, er der nærmest tale om den svageste reaktion, hvis man måler i forhold til supermagtens relative styrke.
Tilsvarende har Den Internationale Valutafond (IMF), hvor USA er den store interessent, snoet sig for at undgå at kæde den forsinkede udbetaling af nye lån til Rusland sammen med krigen i Tjetjenien. Man taler hellere om, at ikke nærmere specificerede økonomiske mål først skal være opfyldt . IMF søger på den måde at fastholde sig selv i rollen som en apolitisk institution, der alene arbejder ud fra kolde økonomiske data - som om, det kunne være apolitisk at yde lån til et land, der fører krig med sine egne. Men som en vestlig diplomat i går formulerede det over for Reuters:
"Hvis vi suspenderede IMF-lån, ville vi miste ethvert middel i forhold til andre vigtige emner, så som Irak, atomvåbenkontrol, ABM-traktaten og forholdet mellem Rusland og NATO".

Fortalerne for den hidtidige linje ser den som et udtryk for realpolitik: Atommagten Rusland er en særlig størrelse, og der er grænser for, hvor langt man kan gå. Man ser en klar "geopolitisk interesse" i at sikre en dialog, som allerede har lidt stor skade efter NATO's udvidelse, krigen på Balkan og senest af USA's planer om et nyt stjernekrigsforsvar.
I den situation - og med russiske parlaments- og præsidentvalg om henholdsvis et par uger og seks måneder - ønsker de færreste at puste yderligere til den russiske nationalisme. I forvejen kan Vesten se frem til en russisk præsident, der efter valget i juni vil være langt mere forbeholden over for Vesten, end præsident Jeltsin oprindelig var.
På den måde adskiller situationen sig fra den på Balkan: Serbien kunne trynes, med Rusland må man fare med lempe. Også selv om det humanitære aspekt i de to konflikter har slående mange lighedspunkter.

Tiden er imidlertid inde til at revurdere den hidtidige "råb højt - gør intet"-strategi, både af hensyn til de mange tusinde tjetjenere, der har fået en direkte trussel på livet, og af hensyn til respekten for de sikkert velmenende organisationer, der har slået sig op som fortalere for menneskerettigheder og demokrati.
Hvis Europarådet fortsat skal kunne tage sig selv - og blive taget - alvorligt, er der ingen anden udvej end at suspendere Rusland, indtil Kreml opgiver sit militære forehavende. Det samme må gælde for OSCE, der dårligt kan leve med halve løfter om at måtte besøge Tjetjenien og i øvrigt affinde sig med, at organisationen afskæres fra den mæglerrolle, den var tiltænkt. Heller ikke IMF bør kunne dække sig ind bag en politisk neutralitet, som fonden i forvejen har afveget fra gennem sin långivning til Rusland op gennem 1990erne.
EU bør tilsvarende - hvilket så også er ved at ske - gøre klar til at nedkøle forholdet til Rusland. Det kunne passende ske i weekenden, hvis Kreml gør alvor af sine trusler om at udradere Grosnij.
Det internationale samfund tjener sig selv dårligt, hvis det insisterer på at sælge basale humanitære hensyn til fordel for overordnede geopolitiske interesser. Et folkemord truer! - uanset det er nok så bebudet eller ej.

Frygten for at puste yderligere til den russiske nationalisme holder heller ikke. I hvert fald er det svært at ane, at den hidtidige passivitet har haft nogen som helst effekt på den russiske ledelse, der over de seneste par måneder har dræbt 4000, såret et ukendt antal, drevet flere end 200.000 på flugt, og nu truer med at sætte trumf på med et sidste togt mod det i forvejen smadrede Grosnij.
Man sidder tværtimod med en fornemmelse af, at Vestens passivitet er en nøgle til at forstå, at Rusland er gået så langt. Og til at forstå, at de færreste russere synes at have gjort sig større tanker om konsekvenserne - ikke alene i forhold til omverden, men også af hensyn til det spæde demokrati, som i stigende grad udfordres af en militarisering af samfundet, økonomien og den politiske orden.
Ruslands ministerpræsident, Vladimir Putin, søgte sig i går med et modangreb, hvor han opfordrede Vesten til at stille krav til "banditterne" i Tjetjenien. Opfordringen er patetisk og dumsmart.
Selv om man kan medgive Kreml, at Tjetjenien ikke just har været et mønstersamfund, så kan den omfattende tjetjenske kriminalitet og terror aldrig berettige en kollektive afstraffelse af dimensioner, hvis lige ikke er set i Kaukasus siden den forrige krig i 1994-96 og Stalins deportationer.

Vejen frem for Rusland og Tjetjenien er politiske forhandlinger, og en udvikling af det tjetjenske samfund, så dets folkevalgte magthavere har en chance for at komme kriminaliteten i republikken til livs. Men det kræver bistand udefra al den stund, at republikken fortsat ligger i ruiner og aldrig har fået den støtte, som Rusland oprindelig havde lovet til dens genopbygning. Tilsvarende kræver en politisk løsning, at den tjetjenske ledelse sætter effektivt ind mod de "banditter", der ser det som deres mål at destabilisere Kaukasus. For de er der, det hører med i billedet.
Men hverken krig eller folkemord kan løse disse problemer. Det vil snarere forlænge konflikten og føre til yderligere destabilisering af det i forvejen sprængfarlige Kaukasus. Også selv om det måtte lykkes Rusland at indtage Grosnij i weekenden og indskrive byen som endnu et navn på den tragiske liste, der rummer navne som Guernica, Lidice og Srebrenica. -jarl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu