Læsetid: 5 min.

Historien om et helt uforudsigeligt mord

Filmen om John Lennon er et yderst seværdigt dokument om en kompleks rockmusiker, der udkæmpede drabelige slag med såvel sig selv som omverdenen
9. december 2005

Der er film, man helt fatalt kender slutningen på. I tilfældet Imagine: John Lennon ved den seende, det ender i tårer. Og det gør det så også. Synet af Lennons blodbestænkede briller, der flyver op i luften i slowmotion for til sidst at lande på fortovet og gå i stykker er godt nok en hårrejsende strimmel film, når man ved hvad de indikerer. Og synet af de grædende og sørgende mennesker i først og fremmest Central Park sender én ud af biografen med en klump i halsen på størrelse med Jellingestenen. Men før vi når så langt, har det faktisk været et langt opløftende og livsbekræftende trip, der ikke viger tilbage fra at vise den vrisne John, den skarpe John eller John med Hugtanden, klar til at hugge til.

Der står i filmens fortekster, at den bygger på over hundredvis af timers interviews med Lennon og stofrigdommen mærkes; der er nok at tage af og nok at dele ud af til, at man sidder fuldstændig tryllebundet i selskab med denne bizart sammensatte mand, der på den ene side kunne være ufatteligt generøs og på den anden side bære på det bitterligste nag over de mindste ting. Det er den generøse verdensmand og geniale sangskriver, der primært fokuseres på her, selvom der er pletvise glimt af den klapperslange, der gemte sig i manden, og som ind i mellem huggede så ubarmhjertigt til. Der er således en scene, hvor Phil Spector og Lennon lægger kor på "Oh Yoko", og det er tydeligt, at teknikeren ikke lige er med på, hvad der skal ske. Og det er mindst lige så tydeligt, at det gør ham til en jubelnar i Lennons i scenen meget smalle øjne.

Provokerende

Der er også godt med spænding på drengen i en scene, hvor en undertegnede ubekendt personage er inviteret til an chitchat i dobbeltsengen hos Lennon og hans livsledsagerske Yoko Ono under deres famøse bed-in i Amsterdam. At manden er usædvanligt fjendtligt indstillet, står hurtigt klart, og selvom han iklæder sin holdning den der gammeldags form for 'høflighed', som borgerskabet sukker så inderligt efter, og den nuværende regering sikkert i samarbejde med ayatollaherne i DF snart indfører ved lov, fremstår han både sindssvagt grov og uhørt fornærmende. Dét tackler Lennon til gengæld til ug, og man må beundre ham for hans sindsro, for personligt havde jeg nok klappet stodderen én; der er grænser. Også for hvad man kan tillade sig over for folk, lige meget hvor berømte de er. Det er i det hele taget interessant at se, hvor provokerende det åbenbart virkede på samtiden, at John - godt hjulpet af Ono - valgte at bruge sin berømmelse til andet end at give den som blingbling-behængt nullitet til ære for paparazzierne og en starstruck og medielammet offentlighed, hvis interesse for Pamela Andersons patter til hver en tid overstiger evnen til at få blikket op for denne verdens udstødte og udsatte.

Imagine: John Lennon blev oprindelig indspillet og udsendt i 1988, og primærvidnerne er hans to hustruer, Cynthia Lennon og Yoko Ono samt sønnerne Julian og Sean (mærkeligt nok optræder derimod ingen af hans tre eks-kollegaer i interviewrollen, selvom de er all over the place i form af utallige filmklip). Ingen af vidnerne overeksponeres og fremstår alle med klædelig værdighed, selvom smerten stadig hænger håndgribeligt i luften. Ellers er filmen stykket kronologisk sammen og følger den traumatiserede dreng (hans far forlod hans mor, da drengen var to og hans mor overlod ham til sin søster, da han var fem; da han endelig fik reetableret kontakten til sin mor i puberteten, blev hun kort efter kørt ned af en fuld politimand!) fra Liverpool, hvis vildeste drømme gik i opfyldelse. Og lidt til. Det fremgår, at Lennon fik mere, end han egentlig ønskede sig. Og selv om han til hver en tid befandt sig i orkanens øje som medlem af The Beatles, står det klart, at for ham var 1960'erne én lang arbejdsweekend, der fór forbi i et ufokuseret ryk. Der er rigtig mange ubetalelige optagelser fra Beatles-epoken og det unikke ved denne gruppe synes at stå klarere og klarere, som årene går. Men efterhånden sætter nedtur og tømmermænd ind, og situationen bliver ikke nemmere, da Lennon forelsker sig så ubodeligt i Yoko Ono, at hun bliver fast inventar i studiet, mens beatlerne arbejder.

$SUBT_ON$Væsensforskelle

Yoko Ono - ja! Mere end noget andet er Imagine: John Lennon en film om kærlighed mellem to mennesker fra ikke blot to forskellige kulturkredse, men også fra hver sit spekter af kulturens arbejdsmark. Lennon er sammen med The Beatles nærmest indbegrebet af massekulturen på godt og ondt; det er hævet over enhver tvivl, at gruppen, som få før eller siden formåede at vende berømmelsen til egen kunstnerisk fordel og benyttede deres ry til at vinde nyt land for den rockmusik, de var både et produkt og en videreudvikling af. Yoko Ono derimod voksede ud af den smalle Fluxus-bevægelse, der trods sin behårdt avantgardistiske indstilling til tingene satte sig markante spor i kulturen og stadig kan fungere som både inspiration og mane til eftertanke. I sammenstødet mellem disse to væsensforskellige temperamenter opstod tanker og ideer, der ikke kunne indeholdes i The Beatles, lige meget hvor ekspansiv gruppens indstilling i øvrigt var.

Og det spor forfølges så op igennem de første fem år af 1970'erne, hvor Lennon med vekslende kunstnerisk held afprøvede solistrollen. At han kom forrygende fra start er hævet over enhver tvivl, men så kom den berømte lost weekend, hvor han over et par år uden Yoko Ono flød rundt og prøvede at drikke sig dum i låget i i Los Angeles i selskab med uartige venner såsom Harry Nilsson, Keith Moon og andre. Han skal ikke have båret sine branderter synderligt nobelt, og det var vist en lettelse for alle - inklusive Lennon selv - da han vendte hjem til den lejlighed i Dakota-bygningen i New York, han delte med Ono. Genforeningen resulterer i sønnen Sean, og de sidste fem år af 70'erne giver Lennon den som tilsyneladende tilfreds og afslappet familiefar, selvom onde tunger påstår, han var på heroin det meste af tiden (hvad filmen overhovedet ikke rører ved).

Men den Lennon, der gør comeback i 1980 med duopladen Double Fantasy (halvt Lennon og halvt Ono) fremstår voksen, forløst, smuk og sulten. Det virker reelt som en ny begyndelse - ind til en galning med en pistol sætter en stopper for løjerne med et fuldstændigt uforudsigeligt mord. Det er virkelig meget, meget trist. Men en god film. Se den dog.

Imagine: John Lennon. Instruktion: Andrew Solt. Amr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her