Læsetid: 6 min.

Historien om en moder

Den svensk-kurdiske forfatter og journalist Mustafa Can ved godt, at hans bog om moderens sygdom og død er både provokerende, 'usvensk' højstemt og følelsesladet. Men den holder, og den har grebet svenskerne om hjertet ved sin ægthed og åbenhed. Nu kommer den på dansk
10. maj 2007

"Den længste dødsskildring i svensk litteratur," har en kritiker sagt om Mustafa Cans beretning. I Under morbærtræets skygge - med undertitlen Historien om min mor skildrer han sin mors månedlange sygdom og død, fra hun får diagnosticeret skrumpelever som følge af en gammel gulsot, til hun, på én gang opsvulmet og afpillet, dør i en styrtsø af opkastet blod.

Læseren spares ikke for dødens grumhed, ligesom sønnens dybe sorg får frit løb over siderne.

Men man følger også morens glæde over at blive passet hjemme og dø med sin familie omkring sig, man følger stemningen i hjemmet, sønnens skyldfølelser over for hende og faderens kamp for at beherske sin vilde sorg.

I indskud får man historien om forældrenes opvækst og liv i den fattige kurdiske landsby, hvor de ikke kunne overleve.

Livets store sorg for moderen var, at syv af de 15 børn, hun fødte, døde som små af børnesygdomme og underernæring. Skønt hun bliver omplantet i en ukendt verden, hvor hendes eneste kontakt er familien, er hun dybt taknemmelig over, at det svenske sundhedsvæsen kan forhindre, at det nogen sinde sker igen. Hendes søster mistede 10 børn.

Ægte og uforstilt

Mustafa Can, der er i København i anledning af bogens udgivelse, beretter om dens modtagelse i Sverige og kan blandt andet fortælle om, hvordan en af hans forfattervenner efter at have læst indledningen erklærede, at det her ville aldrig gå i Sverige. Indledningen, der er formet som et brev til den døde mor, begynder således:

"Kære mor, jeg kysser dine hænder og hviler mit hoved i dit skød, mens du sidder der i skyggen af morbærtræet og nyder den himmelske fred."

Også denne skribent fik derved den tanke, at det her sgu' er for højstemt for en nordisk sjæl.

Men efterhånden som man læser videre, overgiver man sig. Historien fortælles nemlig med stor ægthed, helt uforstilt. Derved giver den et gribende indblik i en kurdisk immigrantfamilies liv i Sverige, om sliddet og om drømmen om engang at vende tilbage og dø hjemme i landsbyen.

Faderen kom til Sverige som fremmedarbejder, var efter nogle år ved at gå til af ensomhed og længsel og fik til sidst moderen og børnene til Sverige. Moderen var analfabet, havde aldrig set en elektrisk kontakt, en radiator eller vand, der løb, blot man drejede på en hane. Som traditionel husmor, der mest opholdt sig i hjemmet, var hun på forhånd sat uden for det svenske samfund.

Mustafa skammede sig over hende, da han var barn.

"Det var min mors skæbne at fødes på det sted og på den tid," konstaterer han nu og fortæller, hvordan hans søstre lever helt andre liv.

De har fået uddannelse og har ledende stillinger, både i Sverige og i Istanbul. Men forældrene stammede fra et dybt patriarkalsk bondesamfund, og sådan var arbejdsdelingen, ingen af dem kunne drømme om andet.

Både faderen og moderen var tilmed dybt troende muslimer, mor med tørklæde og fodlang kjole. I en dansk sammenhæng repræsenterer de således så at sige alt - lige bortset fra terrorisme - som det efterhånden er mainstream at tage afstand fra.

Og så kommer denne Mustafa Can og viser, at det er ægte, levende mennesker, der er tale om. Som man både kommer til at holde af og lide sammen med. Netop fordi han skildrer tingene som de er.

Kristina fra Duvemålå

I Sverige er stemningen en anden end i Danmark, fortæller Mustafa Can, den er ikke så fremmedfjendsk.

Han har holdt mere end 200 foredrag, og det er det almenmenneskelige i historien, publikum bider mærke i, ikke at familien er muslimsk og stammer fra Tyrkiet. Det er spørgsmål om sorg og død, om nederlag og dannelsens pris, efterhånden som børnene får uddannelse og bliver svenske, der optager tilhørerne.

"Der er et klasseperspektiv i historien, men sorg og længsel er for alle klasser og aldre, og det er alt det, som forener, svenskerne bider mærke i."

Ofte minder hans fortælling svenskerne om Sveriges egen udvandringshistorie i midten af 1800-tallet. I løbet af ca. 75 år emigrerede en million svenskere til Amerika. Så sammenligner de umiddelbart Güllü Can, Mustafa Cans mor, med 'Sveriges mor', Kristina fra Duvemålå, i Vilhelm Mobergs Udvandrerne. Og selv et medlem af Sveriges-demokraterna, det parti der på svensk svarer til Dansk Folkeparti, skrev et bevæget postkort til Mustafa Can, da han i radioen havde fortalt om sin mor. Han havde endda tidligere i sin egenskab af journalist skrevet et meget kritisk portræt af politikeren.

Himlen findes - måske

"Jeg skriver i bogen, at min mor ikke levede, men blot overlevede, men hun levede sin drøm: At hun ikke skulle overleve flere børn," siger Can.

Selv ville Mustafa Can ikke blot kunne overleve for at andre skulle få lov at leve, erklærer han, og han har været plaget af skyldfølelser over aldrig at kunne betale morens selvopofrelse tilbage.

Men mens faderen aldrig er holdt op med at længes tilbage til den landsby, hvor han har et navn, et ansigt og er en anset mand, så var hjemmet for moderen dér, hvor familien var, siger Mustafa Can. I den forstand døde hun lykkelig.

Han er helt på det rene med, at hans bog er provokerende i et Sverige, hvor "døden er noget privat og noget, man overlader til institutionerne."

"Men folk føler sig lettede, når de læser min bog. Døden kan være så grim, der kan være megen angst forbundet med den, man kan måske ikke finde trøst. Det er en hjælp, at det bliver sagt."

- Din mor troede fuldt og fast på Gud, men det gør du ikke. Hvordan håndterede du det, mens hun lå syg?

"Jeg er tvivler. Men når min mor hallucinerede under indtryk af morfinen, så hun engle, der kom til hende og himmelske væsener. Undertiden kunne jeg tænke 'Herre Gud, himlen findes!' Men jeg tænker nok, at hvis Gud virkelig fandtes, hvorfor lader han så gode mennesker lide så meget?"

"Min mor var selvfølgelig, livet kunne ikke tænkes uden hende, og nu lå hun, der var udødelig, døende. Jeg kunne ikke finde nogen trøst overhovedet. Hun kan da ikke bare forsvinde, tænker man. Sådan føles det, bagefter kunne jeg hverken spise eller sove i månedsvis, og jeg kunne ikke omgås andre," siger han med blanke øjne.

Han rejser selv spørgsmålet om bogens ind imellem højstemte leje, for "hvordan skriver man om den rene godhed," spørger han og fortæller, at han efter morens død til sidst var ved at brække sig over folks idealiserede beretninger om hende. Men hans egne følelser nuanceres efterhånden: "Mor, du kunne være så irriterende!" udbryder han hen mod bogens slutning.

Lige så højt han elskede sin mor, lige så lidt kendte han hende, mener han - hun afslog altid at tale om sig selv. Så da hun er død, forsøger han at finde ud af, hvem hun egentlig var - uden dog at komme det meget nærmere. Hun forbliver hans mor.

Hjemløs

Under morbærtræets skygge handler således også om fremmedhed. Om at vokse op i det svenske velfærdssamfund og at vokse fra forældrene i kraft af en god uddannelse og integrationen. Der begynder langsomt at banke små 'svenskerhjerter' i børnenes bryst, mens drømmen om engang at vende hjem mere og mere fortoner sig som - drøm.

- Men hvor føler du dig mest hjemme? I Sverige eller i den kurdiske landsby, hvor du har tilbragt somrene gennem hele din opvækst?

"Jeg føler mig hjemløs," svarer han.

"Mit hjem er, hvor folk forstår mig, om det er i New York, i Bagdad, (hvor han lige har været som reporter) eller i København. I Stockholm bor jeg i en ét-værelses lejlighed, ro og tryghed skræmmer mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu