Læsetid: 7 min.

Historien om Tonny

Midt i 1980'erne vendte de op og ned på gængse forestillinger om prime-time underholdning på tv i en monopoltid. Siden har det vist sig, at de samtidig gav et præcist satirisk bud på en nutidig tv-virkelighed. I næste måned udsender Christian Monggaard bogen 'Så er der kronhjort, Kurt!' om et kvart århundredes samarbejde mellem Michael Wikke og Steen Rasmussen. Vi bringer her en let forkort version afsnittet makkerparrets debut på DR's aftenunderholdningsflade i 1985
14. oktober 2006

Allerede inden B&U-produktionerne Pas på varerne, Arne og Fredag i farver blev sendt, var man begyndt at lægge mærke til Wikke & Rasmussen andre steder i Danmarks Radio. Selv ville de gerne tage springet fra eftermiddagsfladen for børn og unge til den eftertragtede og krævende aftenflade for de voksne seere. "Den blev kaldt øretævernes holdeplads," siger Steen Rasmussen.

I begyndelsen af 1984 blev han og Michael kaldt til møde hos Henrik Iversen, chefen for TV-Underholdningsafdelingen. "Han er nysgerrig på os, og vi er nysgerrige på ham," siger Michael, og mødet mellem de tre resulterede i en bestilling på "en ny og særdeles utraditionel crazy-serie", som der stod i aftalebekræftelsen fra DR.

Wikke & Rasmussen skrev et oplæg til Iversen, der kvitterede med en check på 1,4 millioner kroner til det, der skulle blive til fem afsnit af Tonny Toupé Show. "Samarbejdet med Henrik Iversen var utroligt inspirerende," siger Michael. "Han gav os stort set frie hænder og forstod, at det, vi lavede, var en levende organisme, som forandrede sig hele tiden. Jeg kan huske, at en begavet mand, som jeg sætter meget højt, sagde om Sonny Soufflé Chok Show, at 'det er skidegodt, men jeg indrømmer gerne, at hvis det var mig, der havde siddet med manuskriptet, så var det nok havnet nederst i bunken'. Derfor har det stor betydning, hvad det er for nogle mennesker, man møder, om det er nogle, man svinger med, og som tror på og kender det, man står for. Hvis man læser et af vores manuskripter, mangler man alt det, der plejer at blive fyldt ovenpå under optagelserne. Vi skaber universet i levende billeder."

Det, at pengene var øremærket til Tonny Toupé, "betød, at man vidste, at det, man arbejdede med, blev til noget", siger Steen. "Det giver en helt anden indgang til tingene, end hvis man først skal prøve at få finansieret sin serie eller film, når man har skrevet manuskriptet."

Tv, der dræber

Tonny Toupé Show var et ambitiøst forsøg på at levere en hel aftens underholdning på blot 25 minutter - hvorfor spilde tiden? - og en løssluppen satire over tidens monopol-tv og en næsten profetisk forsmag på, hvordan fremtidens tv kunne komme til at se ud med satellit- og kabelkanaler og den evige jagt på høje seertal. "Pop, power og pågående journali stik", lød kampråbet, og hver episode indledes af en Nærkontakt af tredje grad-inspireret sekvens, hvor en kernefamilie, der hygger sig med at spille Ludo, bliver overfaldet af et lysende, rygende tv - "tv, der dræber".

I Rambuk-tv, et tilbagevendende indslag, møder vi en helt almindelig mand, Jørgen (Hans Henrik Bærentsen), der får besøg af et pågående kamera, som blander sig i hans privatliv på den mest uforskammede måde. Reality-tv, fra før begrebet overhovedet var opfundet.

Tonny Toupé byder på både krimi, romantik, humor og en hyggesludrestund, hvor ugens "alvorlige" emne tages under behandling af de to overgearede værter, Tonny og Tonny, der begge er iført alt for store briller, guldlamé og dårlige toupéer. Wikke & Rasmussen siger selv, at værterne er en parodi på Hans Georg Møller og Gregers Dirckinck-Holmfeld, bedre kendt som Gorm og Gregers, de to værter på datidens populære underholdningsprogrammer som Kanal 22 og Lørdagshjørnet.

Den ironiske oprigtighed - eller er det oprigtig ironi? - som er blevet et af Wikke & Rasmussens varemærker, spiller en vigtig rolle i Tonny Toupé og ikke mindst serien om rigmandsdatteren Henriette Hermansen (Dorte Højsted), der virkelig har alt i hele verden undtagen kærligheden og lykken. I sin lyserøde dukkekjole drager hun ud i verden for at finde den "Ridder Lykke", som hun drømmer om, og Rocazino synger så smukt om på lydsporet - og som i øvrigt spilles af Michael Wikke iført hvid kappe og hvidmalet Darth Vader-hjelm.

$SUBT_ON$Jørgen, Jørgen - og Jørgen

På sin vej møder Henriette en skruppelløs pladeproducent, en selvoptaget modefotograf, og en hysterisk filminstruktør, der har falsk klap for øjet og minder forbavsende meget om en ung Lars von Trier. Ole Bornedal dukker op i et glimt som en sortklædt, Strunge-agtig digter med ondt i sjælen, der fremfører digtet Hvor er mor? akkompagneret af popsangerinden Elisabeth på orgel. Rocksangeren Peter Belli synger Holbæk-sangen om den midtsjællandske by, Steen Rasmussen tilbragte meget tid i som dreng, blandt andet gik han her til dans og vandt to kaffestel i jitterbug og cha-cha-cha. Jørgen Clevin - der også var med i Fredag i farver - spiller igen sig selv sammen med tre andre Jørgener (Rasmussen, Wikke og Hans Henrik Bærentsen), alle iført de samme, store briller, stribede skjorter og røde seler. Heller ikke denne gang kan Clevin, der plejer at være opfindsomheden selv, få noget til at lykkes i sine forsøg på at vise, hvad man kan lave, hvis man mod alle odds skulle slukke for sit tv.

Det er begavet og dobbeltbundet humor, som driller seerne og kærligt lader gæstestjernerne tage lidt gas på sig selv. "Det var ham, der fandt på, hvad han skulle lave, og så reagerede vi andre på det," siger Steen om samarbejdet med Clevin.

$SUBT_ON$Klap-i-Olsen

Og så er der selvfølgelig Klap-i-Olsen (Rasmussen), en af Wikke & Rasmussens mest elskede figurer, som er inspireret af de klassiske noir-film. Denne lommefilosofiske snushane med trenchcoat og blød hat, der bruger det meste af sin vågne tilværelse på Barbar Bar, der ligger "Østen for Solen, Vesten for Månen 3". I begyndelsen var det meningen, at Olsen konstant skulle være fuld - navnet på Barbar Bar kommer af, at han ser tredobbelt - men Wikke & Rasmussen måtte under optagelserne erkende, at det ikke fungerede. Derfor vil man, hvis man ser godt efter, kunne se Olsen dingle mere end sædvanligt i en scene i afsnit tre, der blev optaget som noget af det første.

Klap-i-Olsen - der er filmet i farver og forvandlet til stemningsfuld sort-hvid i efterarbejdet - er fuld af fantastiske detaljer: Godfather-opgøret mellem den minimale gangster og Olsens ærkefjende, Mastodont Sven, alias Slagteren fra Colbjørnsensgade (Wikke), og hans korpulente, syngende konkurrent, Bob Sivertsen (Bærentsen); rockeren (Wikke), der hele tiden ringer op til det telefoniske træfpunkt 0059 i håbet om at score, og som bærer rygmærket 0059 Forever; billedkunstneren Michael Kvium (i den første af mange optrædener i Wikke & Rasmussen-sammenhæng) med en mærkeligt udseende hund på armen, en talende støvsugerslange om halsen og i rollen som Mastodont Svens skydegale neandertal-lignende håndlanger.

Wikke & Rasmussen havde brug for statister, og fotografen kendte én, der lignede Mad Magazines Alfred E. Neuman på en prik. "En dag, hvor jeg sidder i sminken, stikker Kvium sit skaldede hoved ind," siger Steen. "Og han bliver hyret på stedet." I det hele taget var produktionen i bekneb for medvirkende, og filmhold, koner og kærester blev klædt ud og brugt i forskellige scener. "Min daværende kone gik på Statens Teaterskole," siger Steen, "og alle dem, der er med i Tonny Toupé er hendes klassekammerater: Dorte Højsted, Michael Helmuth, Nanna Møller."

$SUBT_ON$Doktor Ralle og Klap-i-Olsen

Klap-i-Olsen kommunikerer med sine omgivelser med indre monolog og åbner kun munden for at sige den nu klassiske replik: "To kolde fra kassen" - hvortil bartenderen Freddy (Bærentsen), der er svært træt af Olsen og hans lange, ubetalte barregning, gerne svarer: "Klap i Olsen."

Det er en morsom og en inspireret noir-pastiche - Philip Marlowe har ikke levet forgæves - der ligesom resten af Tonny Toupé Show tilmed blev optaget på rigtig film og visuelt var helt anderledes elegant end det meste andet danske tv-underholdning på den tid. Wikke & Rasmussen havde store ambitioner og ville gerne prøve mediet af. Tv-serierne var deres filmskole, og fordi de fik frie hænder af DR's chefer - og producerede serierne i eget selskab - kunne de lave dem uden for DR-huset og på den måde bryde med al vanetænkning med hensyn til form og indhold.

$SUBT_ON$Film var for fint til underholdning

"Det visuelle sprog, vi anvendte, var en modreaktion," siger Michael. "Når man havde med humor at gøre, var budgettet meget skrabet, og det visuelle udtryk blev derefter. Det filmiske sprog var for fint til noget, der blot var tv-underholdning. Men Steen og jeg ville opgradere tv-underholdningen visuelt og indholdsmæssigt, og vi brugte et formsprog, som var mere avanceret end ellers."

Klap-i-Olsen er også et eksempel på Wikke & Rasmussens konstante idéudvikling og fornemmelse for, hvornår noget ikke fungerer - og deres mod til at skrotte det, de har, og begynde forfra. De havde først skrevet en hospitalssoap, Sengeløse City, om Doktor Ralle, en ikke helt almindelig læge på et betalingshospital. Men serien om Ralle var ikke sjov, syntes de, og få uger inden optagestart strøg de den fra manuskriptet og skrev i stedet Klap-i-Olsen. Det var så sent i processen, at de havde nået at optage nogle reklamespots for Ralles Sengeløse Sygehus. Og de reklamespots blev siden brugt i sagaen om Ilse von Tannhäuser, der var et af elementerne i Sonny Soufflé Chok Show, Wikke & Rasmussens næste udspil.

Tonny Toupé Show, der blev sendt i julen 1985, var Wikke & Rasmussens debut i den bedste sendetid fredag aften, og det blev en lidt uheldig debut. Danmarks Radio kom til at sætte afsnit tre på ved en fejl, og først da Michael og Steen selv ringede ind til kanalen og påpegede fejlen, blev den rettet, og showet kunne begynde forfra, denne gang med første afsnit.

På det tidspunkt var DR stadig den eneste landsdækkende kanal, hvorfor en stor del af den danske befolkning kiggede med og tog godt imod de gale streger. Anmeldelserne var mere blandede, enkelte begejstrede, andre forvirrede - blandt andet lod en anmelder sig irritere over toupéerne. Værterne havde jo rigeligt hår på hovedet selv, så hvad skulle det nu til for?

Christian Monggaard: Så er der kronhjort, Kurt! Wikke & Rasmussens kulørte univers. Udkommer på Informations Forlag den 15. november 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu