Historiens begyndelse

"Vi venter på, at nogen vil tage ordet, men ingen siger noget. Stolen på podiet er tom, og siderne i manuskriptet er blanke."

Morten Skriver, i bogen Blomsternes Filosofi,
Borgen, 1995

I EN AF det forgange års mest interessante udgivelser, Den sidste Danmarkshistorie, erklærer historikeren Søren Mørch sig uenig i den amerikanske forfatter Francis Fukuyamas tese om, at historien nærmer sig sin afslutning, fordi det globale samfund med kommunismens fald nu er på vej mod sin endelige, stabile form med modsætningernes forsvinden og demokratiets
globale sejrsgang. Søren Mørch mener ikke, at historien er ved vejs ende. For ham er situationen tværtimod, at
historien er blevet umulig at fortælle, fordi der i dag foregår så mange parallelle, hastigt forløbende og ikke sammenhængende historier. Derfor er faget historie til gengæld ved at være ved vejs ende, og derfor undervises børn mindre og mindre i historie. Denne tiltagende desorientering om udviklingen får Søren Mørch til tillige at erklære fremskridtstroen og det politiske partisystem ved vejs ende.
Desorientering er tidens nøgleord. I sidste års mest oversete danske debatbog, Blomsternes filosofi, siger forfatteren og billedkunstneren Morten Skriver:
"I den industrielle civilisation er vi alle flygtninge, vi er alle fremmede, for alt forandrer sig omkring os med uoverskuelig voldsomhed og hast. Vi har uigenkaldeligt sluppet historiens fundament, vi har gjort os fri af tyngdekraften, som formede den verden, vi kendte, og tumler nu vægtløse rundt i et retningsløst univers."
Med den eksponentielle hast, hvormed informations-mængden vokser, teknologien udvikler sig og den nationale økonomi opløses af de globale markedskræfter,
opleves det, som har udviklingen antaget selvstændig, ukontrollabel eksistens. Alle forsøger at holde sig ajour og halse efter, men ingen har overblik, ingen styrer - mod andet end øgede markedsandele eller individuel overlevelse. I tilgift er der opstået dyb tvivl, om denne udvikling fortsat kan siges at repræsentere fremskridtet, karakteriseret som den også er ved forstærket social og økonomisk ulighed, økologisk udpining og kulturel og åndelig forarmelse. Fremskridtet synes, med Morten Skrivers ord, at være blevet "en vej, der løb ud i et tåget, sumpet landskab."
Denne mistanke om, at mennesket er blevet offer for sit eget videnskabeligt-teknologiske projekt og fremskridtstroen offer for selve den hæmningsløse jagt på fremskridt, nærer rådvildheden og frister sortsynet. Sværest er tilstanden at bære for mange unge, der står som udviklingens arvtagere, men er uden historisk ballast i form af livserfaringer fra årtierne, hvor modsætningerne forekom enkle, og det faktisk lod sig gøre at skabe forandringer til det bedre. I realiteten har de ældre i dag ikke flere svar at give end de - for passivitet så udskældte - unge. En del ældre besidder alene den oratoriske og mentalhygiejniske fordel at have samfundskritikken som livs- og samtaleform.

SORTSYNET og rådvildheden har i mange afskygninger præget samfundsdebatten i 1996. Lige fra den udtalte mistillid til, at politikerne evner at hæve sig over personsagerne og tackle problemet med den
udstødte trediedel af befolkningen, over bekymringen ved kunstlivets tømning for kulturbærende indhold, til frygten for verdenssamfundets manglende evne til at bringe de stigende CO2-kurver til fald. "Rædslerne er virkelighed, lykke kun en drøm," skriver forfatteren Villy Sørensen i prosadigtet Der er noget galt på side 9 i
dagens avis.
Sortsynet er faktisk blevet så udtalt, at nogle i årets løb begyndte at gøre åbent oprør mod det. Ikke kun statsministeren vrissede over "kulturpessimisterne" - her i avisen har f.eks. gode, pålidelige samfundskritikere som forfatteren Jørgen Knudsen og biologen Jesper Hoffmeyer undsagt skyldfølelsen og sortsynet som strategi.
"Med vort lidt klogere jeg ved vi godt, at dårlig samvittighed er en dårlig rådgiver," skrev Jørgen Knudsen.
"Jeg lader mig ikke lokke ind i sortsynet. Ikke så meget fordi jeg ikke frygter de dystre fremtidsudsigter, der sikkert er forfærdelig realistiske, som fordi sortsynet rummer sin egen labyrint af nydelse," skrev Hoffmeyer, der frem for denne fatalistiske nydelse vælger "optimismens sure pligt." Morten Skriver påpeger i tråd hermed, at en større fare end summen af trusler mod fremtiden er det, hvis selve "ideen om en udsigtsløs fremtid slår rod og breder sig i vore hoveder."
Nye svar kniber det imidlertid med. Ligesom der
ikke er voldsom overbevisningskraft i de ellers stærkt optimistiske visioner, som computereksperten Nicholas Negroponte og historikeren Thorkild Kjærgaard giver på henholdsvis side 10 og 8 i dagens avis. Hvor Negroponte med sin friheds- og individdyrkende Internet-ideologi overvurderer informationsteknologiens evne til at nære det menneskelige fællesskab og den sociale ansvarlighed, forekommer det, at Kjærgaard i sin økotopiske vision forbigår - måske af rent pædagogiske grunde - kapitalens vilje og teknologiens evne til at understøtte materialismen og fastholde væksten langt ud over, hvad miljøet kan bære.

DEN BRUTALE sandhed er, at vi står nøgne over for fremtiden. Forladt af den hidtidige orden og overladt til os selv og hinanden. På eget ansvar. Ikke med sortsynet som perspektiv, for sortsynet er livets antitese og dermed ingen valgmulighed. Men snarere med en radikal ny indsigt om, at den gamle historie er nået til vejs ende. Og at den ny kun kan begynde dér, hvor mennesker viser sig i stand til igen at nå hinanden. For alene i det møde - ikke i magtens centre - vokser ideer og livskraft.

jsn (Jørgen Steen Nielsen)