Læsetid: 3 min.

Historiens makrokosmiske krumning

Daniel Kehlmann, et af de helt store talenter i ung tysk litteratur, nu på dansk
19. marts 2007

Daniel Kehlmann minder om Peter Høeg. Og om norske Erik Fosnes Hansen, ham med Titanic-romanen Salme ved rejsens afslutning. Man kunne nævne flere.

De har alle tre en forkærlighed for videnskaberne. For deres forgrenede historie, ejendommelige karakterer og de mange billeder, der i den litterære tekst kan oplyse hele kontinenter, ja, verdener. Der skal en vis frækhed til, en næsten blind tro på talentet. Og måske vigtigst af alt skal man på én gang kunne forstørre og forenkle - eller forstørre gennem forenklingen.

Kehlmann har det alt sammen. Hos ham bliver to af videnskabshistoriens største koryfæer, Alexander von Humboldt (1769-1859) og astronomen og matematikeren Carl Friedrich Gauss (1777-1855) til typer. Trukket hårdt op, som komiske figurer. Og morsomme figurer.

Ideal og realitet

Den første, Humboldt, bliver billede på tidens ideale stræben. Han er på rejse gennem Mellem- og Sydamerikas urskove og ad kontinentets floder. Med sig har han assistenten Bonpland, endnu en indbygget modsætningsfigur, en Sancho Panza, hvis smag for det nære og sanselige forstærker det komiske, halvt latterlige i Humboldts paradoksalt verdensfjerne interesser. For Bonpland er det nok at kende vejen til Madrid, hvis det er dér, han skal hen. For Humboldt drejer det sig naturligvis ikke om vejen, men om selve "princippet".

Modsat Humboldt skal Gauss ingen steder. Han bliver helst i hjemmet i Göttingen med papir, blyant og en kikkert for øjet. Og mens Humboldt gør fornuften til et beskyttende lag mellem sig selv og den foruroligende verden ("man måtte selv være så nøjagtig, at uordenen ikke kunne gøre én noget"), nytter det ifølge Gauss alt sammen alligevel ikke spor ("fordi verden tog sig så skuffende ud, så snart man erkendte, hvor tyndt et væv den bestod af, hvor groftstrikket illusionen var, hvor dilettantisk dens bagside var rimpet sammen").

Det ideale ligger det kort sagt tungt med, Gauss er realitetens mand.

Skummel romantik

De to figurer, idealitetens ridder og realitetens brokkehoved, følger vi romanen igennem. Passende nok ad parallelle spor, inden de mod historiens slutning krummer og endelig krydser hinanden. Den erkendelse - af rummets krumning og de parallelle linjers endelige møde - er en af de mange, geniet Carls Friedrich Gauss nåede til i sit liv.

På den måde når rækken af morsomme og elegant formede scener også til en pointe. Igen spændt til det yderste, som en slags videnskabs- og kulturhistoriens krumning fra 1700-tallets oplysningstid og fornuftstro til romantikkens korsvej.

Man aner nok, hvilken vej Gauss - romanens Gauss - går. Han ser tidligt illusionens sjuskede vrangside, så derfor er det ikke nogen stor og ny erkendelse, da han mod slutningen føler sig "som en kopi af et langt virkeligere menneske, der af en svag opfinder var anbragt i et mærkværdigt andenklasses univers". Det er i den skumle afdeling af romantikken - eller i romantismen, Gauss slutter.

Men ak!

Med Humboldt er det anderledes, lidt anderledes. Han har længe holdt fast i troen på den universelle fornuft og på "naturens fylde og rigdom". Eller med romanens mest tilspidsede formulering af Humboldts håbefulde drøm for den nærmeste fremtid: "Kosmos ville være bragt på begreb, alle vanskeligheder af menneskelig oprindelse, som angst, krig og udbytning, ville synke bort i fortiden (-). Videnskaben ville bringe en velfærdens tidsalder, og hvem kunne vide, om ikke den en dag sågar ville løse dødens problem".

Men ak, Napoleonskrigene siger noget andet. Det gør også en lama, som Humboldt støder på på sin sidste store rejse gennem et Rusland på kanten af kaos og gennemsyret af den største sociale uretfærdighed: "Naturen var uforløst, sagde lamaen, den åndede fortvivlelse".

Sådan ender også Humboldts bane med en krumning og i et dyk. Mens han for 117. gang bliver behængt med en orden, indser han således, at videnskabsmanden "hverken såede eller høstede", men at der efter ham "fulgte andre, der vidste mere, og igen andre, der vidste endnu mere, indtil alting til sidst igen sank bort".

Daniel Kehlmann er født i 1975, han har med Opmålingen af verden allerede fem bøger og adskillige priser, blandt dem den prestigefyldte Kleist-pris, bag sig. Han er som sine romanfigurer selv en lille smule genial, hvad kritikken i Tyskland for længst har bemærket. Man overgiver sig også til denne romans makrokosmiske kortlægning med dens generøse blanding af løsagtighed og præcision. Og er mere end godt underholdt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her