Læsetid: 4 min.

Historiens taktiske genkomst

Historiens taktiske genkomstadsb¨s øpafglak jigo pjaqræoig hjoi qæer jpoir aejg æoaiaæj egklæ aerg jlkda gj-lasdk-jg- klads sjg sdlækgdzfkljg sdl kægf ælskdfgjsæl lkæjsfgæ dsglsxæ
13. juni 2006

"Alles ist Fussball". Og alt er spekulation. Vil Ronaldinho sprudle, sådan som vi forventer det? Kan Ballack overvinde sin skade og dirigere de tyske tropper til finalen? Og kan de aldrende stjerner fra Frankrig og Tjekkiet gøre en forskel over for de fysisk kompakte og løbevillige spillere, som VM vrimler med?

Jeg har føjet to spillere til mit drømmehold. Den ene er Drogba fra Elfenbenskysten, som viste en fænomenal blanding af fight og teknik mod Argentina. Den anden er Hollands Robben - endnu en af stjernerne fra Chelsea - der med utrættelig iver gjorde flanker, midtbane og forsvaret fra Serbien Montenegro møre og ene mand gav de orange fans troen på VM-succes.

Starter for alvor i aften

VM starter dog først for alvor i aften. Det er her, Brasilien i gruppe F skal indfri de skyhøje forventninger i matchen mod undertippede, men bestemt ikke ufarlige Kroatien. Måske er det puljens nr. 1 og 2.

I aften kan man opleve historiens vingesus. På afgørende områder synes Carlos Alberto Parreiras taktiske dispositioner at være et ekko af finalen i 1970. Det var dengang Brasilien med Pele i spidsen vandt 4-1 over Italien. Nogle kalder det fodboldens højmodernisme. Så kunne det ikke blive bedre.

I 1970 hed den taktiske formfuldendthed 4-2-4. Fire folk i forsvaret, hvoraf de to var fullbacks i siderne med masser af offensive pligter, to stabiliserende spillere på midtbanen og fire frontløbere. Senere blev dog også Brasiliens angrebsivrige formation skiftet ud med et mere driftssikkert 4-4-2-system. Det var stadig offensivt, men defensiven var mere elastisk og ikke så sårbar. I en verden, der mere og mere hægtede sig på italienernes berygtede 'catenaccio', måtte også brasilianerne supplere 'futebol arte' med 'futebol forca'.

Når brasilianerne løber på banen i aften, er det 4-4-2, i hvert fald på papiret. Men kigger man lidt nærmere på, hvem der sandsynligvis starter inde, får man snarere en 4-2-4-geometri. Eller skulle man snarere kalde den 2-2-6? Lige meget hvor meget Parreira nægter kun at tænke på sambaspil og funky 'ginga'-filosofi, så er brassernes varemærke 'jogo bonito', den smukke, offensive omgang med den lille runde.

I det centrale forsvar er det Lucio og Juan, som skal klare skærene. Begge er rutinerede og må siges at være vant til det tyske klima. De suppleres af højre fullback Cafu, den 36-årige, notorisk tyggegummigumlende elegantier, om hvem det siges, at han har to lunger. Én til forsvarspligterne og én til angrebet. Cafu har været med i VM tre gange allerede, og stjernen fra Milan blev kuriøst nok født i 1970, nøjagtig mens hjemlandets helte var ved at torpedere Italien. Venstresiden står Roberto Carlos for. Den sympatiske 'kanonkonge' fra Real Madrid har vundet det hele. Et VM, to Copa America, fire spanske mesterskaber og hele tre Champions League-pokaler. Nogle siger, at han er mæt og træt. Det nægter jeg at tro på. Der er stadig både fightervilje og eksplosive ryk i Roberto-benene.

Skraldemænd på midten

På midtbanen er Emerson fra Juventus og Bayern Münchens Ze Roberto udset til at være skraldemænd for stjernerne. De bliver bindeled mellem et angreb, der ofte bliver hængende på den øverste del af midtbanen, og Cafu-Carlos-duoen i siderne, som ikke altid når med tilbage i forsvarets regioner.

Længere fremme på banen finder vi så det, alle snakker om. 'Fab Four'. Kaka på højre side af den offensive midtbane, allestedsnærværende Ronaldinho på venstrekanten og Adriano og Ronaldo helt inde foran mål. Ser man det oppefra (og sådan skal man helst anskue taktik), er brassernes hold sammensat af to firkanter. Lucio, Juan, Emerson og Ze Roberto er den ene, som tager sig af de defensive pligter. Kaka, Ronaldinho, Adriano og Ronaldo er den anden, som styrer offensiven. Svævende ved siden af har man i Carlos og Cafu to jokere, som kan overraske i hele grønsværens længde.

Spørgsmålet er, om sådan en kanonoffensiv opstilling vil give bonus eller bagslag. Vil det være nok med Kaka-driblinger, Ronaldinhos kigge-væk-finter og Ronaldos sprint? Og vil det måske være smartere for Parreira at diske op med en 4-2-1-3-opstilling med Kaka som playmaker og Robinho, Ronaldo og Ronaldinho som offensive kræfter? I så fald vil Ronaldinho rykke lidt længere ind i det centrale angreb med Robinho som venstrewing og Ronaldo som ægte target-player. Det sidste, som Parreira vil ty til, vil være 4-3-1-2, hvis den defensive midtbane skal styrkes, måske med Edmilson som tredje mand. Kaka er selvskreven som 1'-er. Det er ham, der er playmaker'en. Men hvor skal Ronaldinho så placeres? Jo, Ronaldinho er superstjerne og enhver træners drøm. Men han kan også hurtigt vise sig at blive et taktisk mareridt. Taktiske spekulationer eller ej, så er det stadig tankevækkende, at Brasilien stort set ikke stiller med en midtbane. Sig lige dét til Marco van Basten, Morten Olsen eller Scolari! Parreira får nok at se til. Næsten lige så meget som Emerson, som bliver ligesom bassen i et typisk rocknummer. Man opdager den først, når den ikke er der.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu