Læsetid: 3 min.

Historier der skaber den danske mand

CEPOS' historieskrivning: Stærke og brutale mænd har skabt vort land, og regeringen har svigtet ved ikke at tillade dem at gå med kniv
14. november 2006

For nylig udkom CEPOS' historieantologi, 20 begivenheder der skabte Danmark, redigeret af David Gress og Kasper Elbjørn. Ifølge de to er bogen rettet til et bredt publikum, der er vildledt af den herskende ideologi i den akademiske historieskrivning. Bogen er altså rettet til folket, men mod marxistiske eller radikale historikere.

De 20 bidrag er skrevet af journalister og borgerlige akademikere, alle mænd. Titlen markerer, at nationalstaten er en enhed, der giver identitet til rigets indbyggere. De kan være stolte af de store begivenheder, der har skabt riget og den danske nationalkarakter. De fleste af bogens kapitler polemiserer mod de marxistiske historieskrivere og mod "den almindelige folkelige opfattelse". Anmelderne hæftede sig ved den polemiske genopfindelse af marxismen. Tankevækkende i en retorisk sammenhæng er, at en sådan stråmand, altså en karikeret fremstilling af modstanderens synspunkt, på en sær måde kommer til at gentage den påståede fjendes manøvrer. Var det ikke netop marxistisk historieskrivning, der ville redde folket fra dets forvrængede bevidsthed? Hvis marxisterne ikke kunne tale på folkets vegne, hvordan kan så CEPOS? Antologien har forskellige svar på det spørgsmål.

Voldens historie

Her skal vi se nærmere på bogens første kapitel, 'Voldelige var de' af Weekendavisens Bo Bjørnvig. Det handler om Danmarks oldtid, hvilket viser sig at dække over bronzealder, jernalder og vikingetid. Han kritiserer både nyere akademiske værker om Danmarks oldtid og "den folkelige opfattelse" af især bronzealderen som et solbeskinnet, fredeligt, matriarkalsk samfund uden klasseskel. Ældre arkæologer som P.V. Glob og skønlitterære forfattere som Johs. V. Jensen troede mere eller mindre på den matriarkatsmyte, der opstod i slutningen af det 19. århundrede. Ebbe Kløvedal Reich har dyrket forestillingen om det klasseløse bronzealdersamfund, hvor stærke kvinder tog ordet. Den pacifistiske, feministiske velfærdsideologi gennemtrænger ifølge Bjørnvig også faglitteraturen.

Den sande historie om Danmarks oldtid er, at det var et voldeligt samfund med skarpe klasseskel og en klar kønsrollefordeling, en ren 'machokultur'. Eftersom vi ikke har skriftlige kilder er meget overladt til fantasien, men det må have været et hårdt liv for danskerne, fremhæver han. At disse mennesker næppe har tænkt på sig selv som danskere, tager Bjørnvig ikke så tungt. Han vil vise, at den danske nation taget form gennem en volds-kultur. Våbenfund og moseligene afslører, at krig, menneskeofring og kannibalisme var reglen snarere end undtagelsen i danskernes land.

Efter bronzealderen fortsætter han med jernalderen og vikingetiden. Historikerne er enige om, at det var en tid domineret af et stærkt krigeraristokrati. Bjørnvigs pointe er nu, at perioden var den naturlige forlængelse af danskernes voldelige historie gennem tusinder af år. De pacifistiske historikere har nægtet at bruge heltesagn og "Saxo fra 1200-tallet" som kilde, så det vil han gøre. Jernalderen og vikingetiden klares ved at genfortælle sagn fra Saxo. Saxo viser nemlig mentaliteten i dette krigersamfund, hvor krigerne er herrer, trælle og bønder intet og kvinder byttevarer. De stolte helte er mænd af ære. Selvom det var en machokultur, kunne kvinderne hævde sig, f.eks. ved at foretrække en svag mand med ordet i sin magt, som det ses i Saxos historie om Helga og Stærkodder. Stærkodder spidder til slut den bløde mand på sværdet, så der er trøst at hente i historien. Det er i det hele taget Bjørnvigs morale: "da vi nordboer trådte ind på historiens scene, gjorde vi det som den tids mest frygtede krigere".

Stemmer fra oven

Bjørnvig anlægger et olympisk synspunkt, når han taler om "at flyve hen over" oldtidens landskaber. Han taler til folket ved at bruge journalistikkens billedsprog, tilsat højtidelige vendinger (bemærk den omvendte ordstilling i 'Voldelige var de'). Saxo bliver igen nationalromantikkens nordiske oldtidsrøst - skønt han skrev på latin og betegner Danmarks indtræden i en europæisk kultur. Den historie får vi i antologiens næste kapitel, skrevet af Ditlev Tamm. Når antologiens forfattere taler til folket, bliver de højtidelige, populære eller paternalske ('vi' er ofte både forfatteren og alle danskere). Når de taler mod marxisterne er der mere bid, som i Mikkel Plums tekst om ungdomsoprøret. Mest bid er der i David Karsbøls ætsende kritik af Venstres kulturkamp. Lene Espersen har f.eks. svigtet ved på uborgerlig vis at foreslå forbud mod at bære kniv! Antologiens forfattere er ikke enige, som i tilfældet Saxo. Men de er fælles om at skrive en heroisk danmarkshistorie, hvor store mænd spiller hovedrollerne.

* Hanne Roer er lektor i retorik på Københavns Universitet. Hun skriver fast i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu