Der er tale om en sensitiv collage af glimt snarere end en egentlig fortælling i Desperado, som tager læseren med gennem en veletableret, nu 44-årig familiefars kosmopolitiske og kritiske liv med erindringsafstikkere tilbage i den ungdom, som nutiden minder ham om. I Moskva med teenagedatteren, i Schweiz med de studerende, på Læsø med familien, ud og ind af intrigerne på det kongelige kunstakademi, hvor Erik Steffensen er professor.
Det er en speedet, sjov og blafrende bog. Men også en bog, hvis opremsninger af det levede livs molekyler lidt for ofte falder ud af det engagerende eksperimenterende og ned i det private eller banale.
Associationer følger med
Opskriften er tit: Kunstneren kommer i en situation. Situationen har et motivisk fællesskab med et minde eller et mnemonisk tema. Temaet udfoldes, og associationer i alle retninger følger med.
For eksempel: Kunstneren besøger Zürich, sætter sig ved en sø. Det er et smukt øjeblik af den slags, som han sjældent deler med ungdomsvenner. Så temaet bliver, hvad han så deler:
"Jeg delte andre oplevelser. Andrej Tarkovskij. Mel Brooks- og Wim Wenders-film. Fotografi. Al slags musik. Al slags kunst. Digte og filosofi. Søren Ulrik Thomsen og Ludwig Wittgenstein. De magiske ord var intuition, inspiration og improvisation. Faglighed, afgrænsninger og udfordringer."
Årbog
Andre gange er det et årstal, der binder ordene sammen:
"Ludwig Wittgenstein er født i 1889, samme år som Vincent van Gogh roder sindssyg rundt i farveorgier i Sydfrankrig, og de tre første studenter dimitterer fra Frederiksberg Gymnasium."
Eller 1984: "Det bedste danske americano-punkagtige band Klichés cool sanger, Lars H.U.G., brød gennem solo med City Slang, og danske kunstnere blev folkelige i almindelighed. Gittes monologer var sjove, Per Højholt performede næsten som Monrad og Rislund, og man måtte holde ekstra godt fast i sine aristokratiske 84 digte af Nordbrandt for ikke at ende i Shu-bi-dua-tågen. Landsholdet spillede fodbold i Frankrig, men mest på tv-skærmene. 'Vi er røde, vi er hvide', lød slagsangen Reseppten opkaldt efter den kvikke tyske træner."
Og så fremdeles. Kunstneren associerer og erindrer, heriblandt også det, man kunne have læst i en Hvem hvad hvor, men hvad skal vi med disse smører? Den impressionistiske erindring virker enormt charmerende og næsten Bjarne Reutersk fremmanende, når den gælder barndommen og fortiden - som i dele af bogen her og især som i Steffensens meget fine første erindringsbind Valbyengelsk - men når det gælder en alt for nær nutid, bliver det for blog-agtigt, for løst og for tæt på til for alvor at få det rette, bevægende nostalgiens skær.
Kunstneren skriver flamboyant og blomstrende, nogle gange fornøjeligt og andre gange decideret løst. Han er selvoptaget og synes ofte først og fremmest at betragte sig selv:
"Jeg mødes med de studerende på Kon-Tiki-bar. Den norske gæstestuderende har foreslået stedet. Jeg har en blåmønstret skjorte på og ligner Thor Heyerdahl uden skæg."
Ikke uden selvironi
Han kalder det "professionalisme", når hans ven kulturredaktøren stikker ham en vinklumme. Når han bliver decideret megaloman, bliver det også decideret sjovt, som når nogle kunstnerkolleger har tilladt sig at hænge hans masonitmalerier op på den forkerte væg:
"I har flyttet mine ting og derved skåret toppen af det bedste, mig, for at løfte bunden, jer!"
Desperado er ikke skrevet uden selvironi. "Jeg holder en af mine usammenhængende taler," noterer Steffensen og ved godt, at han flagrer. Det er også en sårbar bog og en ganske privat en, så man røres. Det er tekster om at kæmpe sig et liv og en offentlig persona til, om det drama, det er at opretholde et kernefamilieliv og et professorat, og om den eksistentielle tvivl, der nager, når man også stadigvæk vil være skabende og vild kunstner uden at file på ambitionerne.
* Erik Steffensen: Desperado. 208 sider, 199 kr.
Gyldendal. ISBN 87-02-05349-7
